• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kopimaskine

Oprindelig forfatter ERei Seneste forfatter Redaktionen

Principtegning af den xerografiske trykteknik, som anvendes i moderne kopimaskiner og laserprintere. Tromlen oplades elektrisk og aflades derefter i de områder, hvor der ikke skal sværtes, enten af en laserstråle (laserprinter) eller af reflekteret lys fra en original (kopimaskine). Normalt findes kun den ene af disse afladningsmuligheder, men tegningen viser dem begge. De fortsat opladede områder suger farvepulver til sig, som overføres til kopipapiret, der fikseres ved opvarmning. Tromlen aflades, renses for resterende farvepulver og genoplades på ny — klar til næste kopi. Ill.: Gram Gl. Skole/KB

Principtegning af den xerografiske trykteknik, som anvendes i moderne kopimaskiner og laserprintere. Tromlen oplades elektrisk og aflades derefter i de områder, hvor der ikke skal sværtes, enten af en laserstråle (laserprinter) eller af reflekteret lys fra en original (kopimaskine). Normalt findes kun den ene af disse afladningsmuligheder, men tegningen viser dem begge. De fortsat opladede områder suger farvepulver til sig, som overføres til kopipapiret, der fikseres ved opvarmning. Tromlen aflades, renses for resterende farvepulver og genoplades på ny — klar til næste kopi. Ill.: Gram Gl. Skole/KB

kopimaskine, maskine til kopiering af breve, dokumenter mv.

Fotokopieringsmaskinen (også kaldet fotokopimaskinen) er den foreløbige kulmination på en udvikling, der kan føres tilbage til den tid, da breve, som skulle kopieres, blev skrevet med kopiblæk (alizarin- eller galæbleblæk tilsat glycerin og honning) og lagt i pres med fugtet silkepapir. Papiret måtte ikke være tykkere, end at den spejlvendte afsmitning på silkepapiret kunne læses fra bagsiden.

Princippet med afsmitning blev anvendt til flere kopieringsmetoder. Bedst kendt er karbonpapiret til gennemslag specielt med skrivemaskiner, men princippet dannede også basis for de hektografiske metoder.

Hektografi

Hektografi har været anvendt i to former til at fremstille kopier: indirekte og direkte hektografi.

I indirekte hektografi blev originalen håndskrevet med anilinblæk og, efter skrivemaskinen var opfundet, indtastet med gennemslag fra et indsat anilinfarveark. Den beskrevne side blev presset mod den plane overflade af en bakke med hektografmasse (gelatine, glycerin, sukker og vand), og det overførte tekstbillede, der nu stod spejlvendt, kunne anvendes til aftrykning af ca. 50 retvendte kopier.

I direkte hektografi blev originalen skrevet på et ark glittet papir lagt over et farveark, der sværtede et spejlvendt billede af teksten på bagsiden af originalen. Til aftrykningen anvendtes en spritduplikator, hvor originalen blev spændt om en cylinder. Ved at fugte kopiarkene med sprit kunne der aftrykkes op til 50 retvendte kopier på normalt papir og 300-400 kopier på specielt papir.

Stencilduplikering

Med stencilkopimaskinerne kom et nyt princip, kendt fra 1880'erne, i brug. I stedet for afsmitning overførtes tekstbilledet til kopiarkene ved en direkte farveoverføring gennem skabeloner. Teksten kunne maskinskrives på stencilark af porøst silkepapir, der var belagt med en slagfølsom voks- eller paraffinmasse på begge sider. Ved anslagene bristede belægningen, og der dannedes en skabelon af bogstaverne. Ved trykningen blev stencilarket spændt om en cylinder, som var beklædt med en farvedug, der pressede farven gennem skabelonerne og over på papiret. Stencilduplikatoren kunne betjenes med et håndsving eller være motordrevet. Tegninger kunne indsættes i teksten, men måtte tegnes med en pren eller med en hjulpen, der i spidsen havde et lille tandhjul, der kunne presse små huller i belægningen. Det var et uhåndterligt værktøj, der ikke gav store variationsmuligheder, og resultaterne var ofte middelmådige.

Situationen ændredes ved opfindelsen af den elektroniske stencilbrænder. Originalerne kunne skrives på almindeligt papir, og tekst og tegninger fremstilles med mere velegnet udstyr eller "klippes" fra andre tryksager. Systemet var opbygget med to synkront forbundne cylindre, der roterede om samme akse, én til originalen og én til stencilarket. Originalen blev scannet af en lysstråle, og reflekslyset blev opfanget af en fotocelle, som genererede elektriske impulser, der styrede brænderen over den anden cylinder. Skanningen kunne udføres med forskellige opløsninger, men var en langsommelig proces; eksempelvis kunne brændingen af et almindeligt tekstbillede på en A4-side vare op til seks minutter i den groveste opløsning og tilsvarende længere ved finere opløsninger.

Stencilduplikering var i mange år det dominerende kopisystem. Kopier kunne fremstilles i så store oplag, at det omstændelige forarbejde med stencilfremstillingen var af mindre betydning. Det fremmede også produktionen, at maskinerne blev udbygget med mekanisk opsamlingsudstyr, der fordelte siderne i korrekt rækkefølge.

Thermo-Fax-systemet

Thermo-Fax-systemet var en tilbagevenden til afsmitningsprincippet. Teksten blev skrevet på et "masterark" med en kemisk belægning på bagsiden, der kunne afgive et farvestof ved infrarød bestråling. Ved kopieringen blev masterarket lagt i tæt kontakt med kopiarket og bestrålet med det varmegivende lys. Varmen blev reflekteret fra det hvide ubeskrevne papir, men absorberet af det sorte tekstbillede. Derved smeltede belægningen de pågældende steder på masteren og gav afsmitning på kopien. Antallet af kopier var begrænset til ca. 25, og kvaliteten var betydelig ringere end ved stencilering.

Xerografisk fotokopiering

Xerografisk fotokopiering eller elektrofotografering er opfundet af den amerikanske forsker Chester Carlson (1906-68), som fik patent på opfindelsen i 1942.

Det xerografiske princip er baseret på en selenbelagt tromle, der kan oplades elektrisk og igen aflades partielt ved belysning. Først oplades hele overfladen af den roterende tromle, hvorefter originalen beliggende på en glasplade belyses kraftigt. De hvide (ubeskrevne) områder reflekterer lyset, som via et linsesystem ledes til tromlen og aflader de steder, det rammer. De steder på tromlen, som svarer til de sorte (beskrevne) områder på originalen, forbliver således opladet og kan indstøves med et modsat ladet pulver. I tromlens videre rotation afgives trykbilledet på kopipapiret og fikseres ved en varmepåvirkning. Derefter aflades og renses tromlen, og processen gentages for hver kopi, der skal tages.

Den første maskine til elektrofotografering blev markedsført i 1949 under navnet Xerox af det amerikanske firma Haloid Company (se Xerox Corporation). Efter patentets udløb er mange virksomheder gået ind i udviklingen af xerografiske maskiner.

Systemet giver mulighed for ved valg af forskellige linser at fremstille såvel forstørrelser som formindskelser af originalen. Efter de samme principper, men med flere gennemløb af processen, udvikledes i 1980'erne de første firefarvekopimaskiner.

Elektrostatisk tryk eller digitaltryk

Elektrostatisk tryk eller digitaltryk med en laserprinter er en trykkemetode, som er en videreudvikling af det xerografiske princip.

Her belyses tromlen af en laserstråle, der styres af en bitmap med tekstsidernes digitale tekst- og billeddata, som indlæses fra en computer via et netværk eller fra en diskette.

Laserprinteren er ikke i ordets egentlige betydning en kopimaskine, men da et vilkårligt antal kopier kan udskrives fra computeren, overflødiggør den i en vis udstrækning kopiering, når forlægget findes som digitale tekst- og billeddata.

Se også printer.

Ophavsret

Med hensyn til den juridiske problemstilling ved kopiering af litterære og kunstneriske værker, se ophavsret.