Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

skrivemaskine

Oprindelig forfatter CBar Seneste forfatter Redaktionen

skrivemaskine, mekanisk eller elektrisk maskine til at skrive tekst og tal på papir hurtigere og mere letlæseligt end håndskrift. Skrivemaskinen har spillet en stor rolle for udviklingen af industrisamfundet efter 1880 og for udviklingen af dagspressen i 1900-t.

Det første af mange forsøg på at bygge en skrivemaskine fandt sted allerede i 1600-t., og det første patent blev taget i 1714 af englænderen Henry Mill. Det er dog uklart, om han fik bygget en maskine, og den blev i hvert fald ikke markedsført. Den første brugbare skrivemaskine var den danske skrivekugle fra 1870. Det blev dog med den amerikanske Remington-skrivemaskine, at der skete et gennembrud for anvendelsen af skrivemaskiner. Den blev udviklet af Christopher Latham Sholes (1819-90), Samuel W. Soulé og Carlos Glidden og blev patenteret i 1873. Efter 1874 blev den produceret i stort tal af våbenfirmaet Remington. Bogstavernes placering på tastaturet, det såkaldte QWERTY-tastatur (efter den øverste bogstavrækkes første seks taster), anvendes stadig, også på nutidens pc'er.

I 1912 kom den første letvægtsrejseskrivemaskine, og i 1925 den første elektriske skrivemaskine. Skrivemaskinen blev løbende udbygget med nye funktioner som fx reverserende farvebånd, rettebånd og tabulator, og typearmene, som pga. sammenfiltring satte en begrænsning på skrivehastigheden, blev erstattet af en typekugle eller et skrivehjul. Skrivemaskinen er fra 1980'erne gradvis blevet afløst af pc'er med tekstbehandling. Se også tastatur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Barnholdt: skrivemaskine i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=160536