• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kommunikationsteori

Oprindelig forfatter JJus Seneste forfatter Redaktionen

kommunikationsteori, generel teori for systemer til overføring af information og samtidig et redskab til analyse af muligheder og begrænsninger i elektriske kommunikationssystemer som fx telefoni eller telegrafi gennem kabler, radioforbindelser eller optiske net. Teoriens væsentligste begreber er formuleret i 1948 af Claude E. Shannon, og den opstiller modeller for kommunikation mellem to eller flere parter (mennesker eller maskiner). Et kommunikationssystem omfatter en informationskilde, hvorfra der sammensættes en meddelelse, et overføringsmedium (kanal), hvorigennem meddelelsen sendes, og en modtager, der gendanner informationen.

Informationskilden karakteriseres ved sin entropi, der angiver den mængde information, der afsendes pr. tidsenhed, og ved alfabetet og meddelelsernes struktur eller sprog. Meddelelserne tildeles sandsynligheder, hvilket dog kun er muligt, når man tilnærmer de virkelige meddelelser med enkle og hyppigt gentagne mønstre.

Kommunikationskanalen karakteriseres ved sin kapacitet, der angiver mængden af information, der i princippet fejlfrit kan overføres. Kapaciteten afhænger især af, hvor stort et frekvensområde der kan udnyttes, og hvor kraftig støjen er. I datanet og andre sammensatte systemer må kommunikationen følge bestemte regler (protokoller) for udvekslingen af meddelelser mellem sender og modtager. Det gælder især i systemer med flere samtidige brugere.

Annonce

Kommunikationsteorien har påvist, at al information i princippet kan udtrykkes som digitale koder og overføres i samme kommunikationskanaler. Selv tale, musik og billeder, der i første omgang er omsat til varierende elektriske spændinger, kan overføres og lagres mere effektivt på digital form (se kodningsteori). Det er derfor muligt at erstatte mange systemer til specielle formål med et enkelt datanet, der overfører bl.a. telefon, dataforbindelser til pc'er, tv, styring af tekniske installationer og diverse alarmer. En stor del af telefontrafikken er digital, og tv-signaler overføres i vid udstrækning digitalt gennem lyslederkabler. En fuldstændig digitalisering af alle kommunikationssystemer kræver dog store investeringer og vidtgående standardisering af apparater.

Kommunikationsteoriens begreber har også haft betydning i psykologi og samfundsvidenskab. Forståelse af samspillet mellem viden og kommunikation samt kendskab til sansernes fysiologi har betydning for udformningen af kommunikation, som har at gøre med menneskers opfattelse af lyd og billeder. Ved udformningen af systemer, hvor mennesker kommunikerer i samspil med maskiner, har disse forhold særlig betydning (se menneske-maskine-samspil).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Justesen: kommunikationsteori i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108563