Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

video

Oprindelige forfattere KnuNi og MEn Seneste forfatter Redaktionen

video, (egl. sammensætningsform af lat. videre 'se'), det elektriske billedsignal, der indgår i forbindelse med elektronisk optagelse, afspilning og fremvisning af levende billeder og lyd i fjernsyns- og datasystemer. Optagelse foregår med et videokamera, lagring og afspilning med bånd eller diske som lagringsmedium, og fremvisning sker på en videomonitor (fx fjensynsskærm). I almindelig sprogbrug er en "video" ofte synonym med en videobåndoptager til lagring af fjernsynsudsendelser. Sådanne optagere til hjemmebrug har været populære siden slutningen af 1970'erne, og den senere tilkomst af kompakte og billige kameraer har gjort anvendelsen af videoudstyr almindelig.

Videokameraet

er et elektronisk kamera, der omsætter et motiv med levende billeder til et elektrisk billedsignal, som umiddelbart kan videresendes til en fremviser (skærm) eller kan optages på et magnetiserbart medium som bånd eller disk (mht. kameraets virkemåde se tv (teknik, tv-kamera)). Hvis der er indbygget en optager i kameraet (camcorder), anvendes sædvanligvis registrering på bånd, hvortil der findes en række analoge og digitale båndformater. VHS anvender 1/2 inch-bånd (1,27 cm) med en spilletid på op til 5 timer; super-VHS har en forbedret opløsning, mens VHS-C udnytter en mindre kassette. Video-8 bruger 8 mm-bånd med en spilletid på op til 2 timer, mens videreudviklingen Hi-8 har bedre billedkvalitet. I nyere udgaver af camcorderen findes det digitale Mini-DV-format. Ikke-båndbaserede digitale lagringsmedier har i begyndelsen af 2000-t. vundet indpas i flere videokameraer; de anvender alle komprimerede digitale formater, fx MPEG, til lagring af optagelserne.

Videobåndoptageren

er et elektromagnetisk apparat til optagelse og afspilning af elektriske signaler, der indeholder billed- (video), lyd- (audio) og datainformationer. Optagelsen sker på et plastbånd, der er belagt med et magnetiserbart metalpulverlag. Der skelnes mellem spole- og kassettebåndmaskiner. De første spolebåndmaskiner blev udviklet i USA i sidste halvdel af 1950'erne og kom hurtigt til Europa. De benyttes almindeligvis til optagelse og redigering i forbindelse med produktion af tv-programmer eller spillefilm og til afspilning af tv-programmer til udsendelse. De første typer (quad) har magnetsporene placeret på tværs af båndet, mens senere typer bruger spiralformede spor (helical). Quad-formatet anvender til ind- og afspilning af billedsignalet fire magnethoveder, der roterer om en akse vinkelret på det 2 inch brede bånds bevægelsesretning. Herved opnås, at det magnetiserende hoved har en tilstrækkelig hastighed i forhold til båndet til at opnå den nødvendige billedkvalitet (opløsning). De til programproduktion nødvendige lyd-, kontrol- og styresignaler (cue-signaler) ligger som langsgående spor. Helical-formatet bruger 1/2 inch- eller 3/4 inch-bånd, som bevæger sig omkring en tromle i et spiralformet mønster.

Annonce

Kassettebåndmaskiner (Video Cassette Recorder, vcr) med indbygget tuner blev udviklet mhp. optagelse i hjemmet af tv-programmer, der modtages via antenne eller kabelnet. Allerede i 1969 introducerede Sony Betamax-formatet, og i 1970 lancerede JVC VHS (Video Home System). Begge bruger kassetter med 1/2 inch-bånd, men de to systemer er i øvrigt inkompatible. Forskellige andre formater har været forsøgt markedsført, bl.a. Philips' "Video 2000"-systemet (1979). Imidlertid har VHS udkonkurreret alle andre typer, og samtlige producenter af videoudstyr til brug i hjemmet har accepteret denne standard.

En kassettebåndmaskine har et større antal hoveder, der aflæser eller indspiller billed- og lydsporene på båndet. Hurtig frem- og tilbagespoling og mulighed for automatisk påbegyndelse og afslutning af optagelse enten efter modtagelse af kode udsendt på den pågældende programkanal (Programme Delivery Control, PDC) eller baseret på manuelt indtastet talkode (Showview) er almindelige faciliteter.

Det digitale dvd-format (Digital Versatile Disc) til hjemmebrug anvender som lagringsmedium en 12 cm compact disc (cd), som adskiller sig fra de gængse musik-cd'er ved at have et finere prægningsmønster for den indspillede information, der tillader at gemme ca. otte gange mere information. Diskene til dvd-formatet kan være prægede på én eller begge sider, og aflæsning foretages vha. en infrarød laser. Den digitale kodning er efter MPEG2-standarden, og billedkvaliteten er på højde med den, tv-stationerne udsender.

Med sammensmeltningen af computerteknologi og medieteknologi er det blevet muligt at udvikle videomaskiner, der afspiller billede og lyd fra forskellige digitale medier som harddiske, dvd eller som en direkte stream fra et datanetværk. Materialet kan fx gemmes på en harddisk i et digitalt komprimeret format som MPEG. Salget af videobåndoptagere til privat brug er nu (2006) næsten forsvundet.

Videofremviseren

er en lysemitterende billedskærm, der kan gengive levende billeder ud fra et elektrisk videosignal. Den almindeligste gengiver er tv-modtageren, som kan vise fjernsynsbilleder i optimal kvalitet. Videomonitorer, der bl.a. anvendes sammen med computere, har almindeligvis en højere opløsning og er derfor mere egnede til alfanumerisk datagengivelse. Flade skærme baseret på lysdioder, flydende krystaller, plasmapaneler eller elektroluminiscens muliggør både meget store billedskærme til fx højopløsnings-tv (se HDTV) og ganske små skærme, der kan indbygges i mobile terminaler eller i diverse paneler med mulighed for en meget alsidig anvendelse af videokommunikation.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud E. Nielsen, Michael Englev: video i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179918