Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

NTSC

Oprindelig forfatter KnuNi Seneste forfatter Redaktionen

NTSC, National Television System Committee, farvefjernsynssystem udviklet i USA i 1953 og indført som standard i bl.a. USA, Canada, Mexico og Japan. Systemet rummer de grundlæggende idéer, som også indgår i de to andre analoge kompositsystemer, der har opnået udbredelse, de europæiske SECAM og PAL.

NTSC-systemet har en videobåndbredde på 4,2 MHz og en kanalbåndbredde på 6 MHz; den FM-modulerede lydbærebølge er placeret 4,5 MHz over billedbærebølgen. Grundlæggende transmitteres lysintensitet (luminanssignalet), som giver et monokromt billede, mens der supplerende sendes information om billedets indhold af farvetoner og farvemætning (krominanssignal). Krominansinformationen bæres af to farvesignaler, som er flettet ind i luminanssignalet, så den samlede båndbredde ikke øges. Der anvendes 525 tv-linjer og 60 delbilleder pr. sekund.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud E. Nielsen: NTSC i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=133300