Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

MAC

Oprindelige forfattere KnuNi og MEn Seneste forfatter Redaktionen

MAC, Multiplexed Analogue Components, gruppe af tv-transmissions-standarder, som blev udviklet i Europa i 1980'erne. MAC-systemet er velegnet til satellitdistribution med frekvensmodulation og til kabelfremføring med amplitudemodulation med asymmetrisk sidebånd. Systemet kan foruden en god billedkvalitet overføre flere lydkanaler, bredt billedformat (16:9) og datainformationer, og det kan udbygges til HDTV.

Informationerne i MAC-systemet overføres i form af et tidsopdelt multipleks, som kombinerer et analogt billedsignal med et digitalt signal. Det digitale signal kan indeholde lyd-, data-, synkroniserings- og styresignaler. Billedsignalet består af linjer med tidskomprimerede, samplede farvedifferens- og luminanskomponenter, der er indbyrdes tidsforskudte.

Versionen D2-MAC, der normalt anvendes med to højkvalitets-stereolydkanaler, har vundet en vis udbredelse i satellitdistribution, mens HD-MAC, som er HDTV-versionen, ikke fandt nogen efterspørgsel. MAC-systemet er siden sidste del af 1990'erne blevet afløst af de digitale DVB-systemer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud E. Nielsen, Michael Englev: MAC i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120029