Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

grammofon

Oprindelige forfattere JVoe og MEn Seneste forfatter Redaktionen

Grammofon. Grammofonens lydkvalitet beror på stabiliteten af pladetallerkenens omdrejningshastighed, pickuparmens letbevægelighed samt pickuppens elektromekaniske egenskaber og evne til at følge pladerillen.

Grammofon. Grammofonens lydkvalitet beror på stabiliteten af pladetallerkenens omdrejningshastighed, pickuparmens letbevægelighed samt pickuppens elektromekaniske egenskaber og evne til at følge pladerillen.

grammofon, pladespiller, apparat til gengivelse af lyde registreret som mekaniske svingninger på en grammofonplade. Grammofonen, som er den praktiske efterfølger for fonografen, er opfundet i 1887 af Emil Berliner (1851-1929). I grammofonen er fonografens voksvalse erstattet af en vandret, roterende skive, grammofonpladen, hvori lydsporet indgraveres under indspilningen som en spiralformet rille, løbende fra kanten af pladen ind mod midten.

Fonografens voksvalse var vanskelig at kopiere, mens grammofonpladen kan trykkes i en presse efter fremstilling af en form, en såkaldt matrice.

Ordet grammofon er dannet af græsk gramma 'bogstav', egl. 'det indristede', med tanke på nålens "aflæsning" af de indridsede spor i pladen, og phone 'lyd, stemme'.

Princippet for ind- og afspilning er det samme som for fonografen: Indgraveringen af lydsporet sker i et blødt plademateriale vha. en nål, der følger lydsvingningerne. Oprindelig foregik dette rent mekanisk, idet lyden opfangedes af en op til 3 m lang tragt, hvor der for enden var anbragt en såkaldt lyddåse med en blødt ophængt membran. Membranen blev sat i svingninger af lyden og var forbundet til en stålstift, der graverede rillerne i pladematerialet. Ved afspilning foregik processen i modsat rækkefølge.

Annonce

I slutningen af 1920'erne blev den mekaniske overførsel erstattet af en elektrisk, hvor lyden opfanges af en mikrofon og sendes til det elektriske skærehoved, som erstattede lyddåsen. Herved blev lydkvaliteten mærkbart forbedret. Også afspilleteknikken blev elektrisk, og lyddåsen med træfiber- eller stålnål blev erstattet af den elektriske pickup med safir- eller diamantnål. Den karakteristiske tragt, som pga. sin form forstærkede lydsvingningerne, blev erstattet af forstærker og højtaler.

Efter nogen forvirring om omdrejningshastigheden blev 78 o/min standard fra slutningen af 1920'erne. I slutningen af 1930'erne udvikledes i USA longplayingpladen (lp, mikrorilleplade) med 331/3 o/min og væsentlig smallere riller, hvilket i forening gav en spilletid ca. ti gange så lang som for en 78-plade. Lp-pladen dukkede dog først op i Europa efter 2. Verdenskrig.

Grammofon. Grukmager og opfinder Piet Hein ved grammofonen ca. 1942.

Grammofon. Grukmager og opfinder Piet Hein ved grammofonen ca. 1942.

Før 2. Verdenskrig blev pladerne fremstillet af shellak, og de knækkede derfor let. Pga. leveringsvanskeligheder udvikledes plademateriale af vinylplast, som viste sig at have kvalitetsmæssige fordele frem for shellak. Foruden stor brudstyrke gav plastmaterialet også mulighed for at skære rillerne med mindre afstand, hvilket blev forudsætningen for udviklingen af lp-pladen.

Stereopladen, som er en lp-plade med to lydspor indspillet i hver side af den samme rille, kom frem i 1950'erne og satte sammen med hi-fi-anlægget nye standarder for kvalitetslydgengivelse i hjemmet. Samtidig dukkede andre pladeformater op: foruden 30 cm lp med 331/3 o/min også fx 17,5 cm extended play-pladen (ep) og en 30 cm såkaldt maxisingle, begge med 45 o/min, samt 30 cm lp-pladen med 162/3 o/min. Kun lp-formatet med 331/3 o/min overlevede.

Et væsentligt element i kvalitetsgengivelsen var, at pladetallerkenen, hvorpå grammofonpladen var anbragt, roterede med absolut konstant omdrejningshastighed. Selv ganske små uregelmæssigheder blev gengivet som fejlsignaler, som kunne få fx klaveroptagelser til at lyde "bævrende". De tidlige grammofoner blev drevet af et fjederværk, der skulle trækkes op med håndsving. Senere erstattedes fjederværket af en elektromotor, og gradvis raffineredes overførslen af trækkraften, fx ved et remtræk til en mange kilo tung pladetallerken, som roterede i et præcisionsleje.

Også pickuppen og armen, der bar den, var genstand for et intenst udviklingsarbejde, således at grammofonen eller pladespilleren, som den nu hed, på sit højeste i 1970'erne var et raffineret elektromekanisk overføringssystem i samme prisklasse som hi-fi-anlæggets højtalere.

Grammofoner blev i en periode sammenbygget med radioer til radiogrammofoner, som var et "møbel" i mange hjem, og sindrige konstruktioner blev fremstillet til automatisk at skifte plader, hvoraf den mest avancerede var jukeboksen.

I 1980 dukkede cd'en op. Den overkom på én gang de problemer, som lp-pladen havde: først og fremmest slitagen, som forringede lydkvaliteten allerede efter relativt få afspilninger, og sartheden over for ridser i overfladen, som i praksis var umulige at undgå. Cd'en har også længere spilletid og er væsentlig mindre end lp-pladen. Produktionen af lp-plader stoppede næsten i slutningen af 1990'erne til fordel for cd'erne, selvom lp-pladen på visse områder havde bedre lydkvalitet.

Lp-plader er i dag et nicheprodukt, der sælges til folk, som finder lp'ens blødere og rundere lyd mere behagelig. Visse dj's foretrækker lp'er til miksning og scratch.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Voetmann, Michael Englev: grammofon i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=85353