• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Energinet.dk

Oprindelige forfattere OWD og UfRas Seneste forfatter Redaktionen

Energinet.dk, selvstændig offentlig virksomhed ejet af den danske stat, stiftet 1.1.2005 under Transport- og Energiministeriet, det nuværende Klima-, Energi- og Bygningsministeriet. Energinet.dk ejer og driver de danske transmissionsnet til elektricitet og naturgas og er medejere af de elektriske forbindelser til Norden og Tyskland.

Etableringen af virksomheden er en følge af liberaliseringen af energisektoren, hvor elektricitet og gas kan handles frit mellem producenter og forbrugere, men hvor forbindelsen mellem producent og forbruger, transmissionsnettene, skal være tilgængelig for alle parter på lige vilkår. Mens energisektoren tidligere har været domineret af monopolvirksomheder, er det således fremover kun transmissionsnettene ("energiens motorveje"), der er monopoler og under statslig kontrol.

Energinet.dk er stiftet ved en fusion af de tidligere ejere af transmissionsnettene, Elkraft System og Elkraft Transmission i Østdanmark, Eltra i Vestdanmark og Gastra.

Annonce

Energinet.dk's hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove W. Dietrich, Uffe Rasmussen: Energinet.dk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=70761