• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

glødelampe

Oprindelig forfatter HC Seneste forfatter Redaktionen

Glødelampe, også kendt som elpære.

Glødelampe, også kendt som elpære.

glødelampe, elektrisk lyskilde, hvor lyset kommer fra en glødende tynd tråd, der opvarmes, ved at der går en elektrisk strøm gennem den.

De første forsøg med glødelamper blev udført i midten af 1800-t. af den tyske urmager Heinrich Goebel (1818-93), som fik en forkullet bambustråd, hvorigennem der blev sendt en strøm, til at gløde i en lufttom glaskolbe.

Andre arbejdede i de følgende år med udviklingen af glødelamper, og briten Joseph Wilson Swan (1828-1914) var den første, der kom frem til en teknisk brugbar lampe, som blev fremstillet fabriksmæssigt.

Annonce

Uden kendskab til Goebel og Swan eksperimenterede Thomas Alva Edison med glødelamper, og hans første brugbare lampe blev præsenteret i 1879 og vist i Europa på Paris-udstillingen i 1881, hvor den vakte enorm opsigt.

Effektiviteten af de tidligste glødelamper med kultråde var lav med et lysudbytte mellem 2,5 og 5 lm/W. Der blev gjort forsøg med glødetråde af platin, tantal og osmium; de gav et bedre lysudbytte, men kunne ikke tåle slag og rystelser. Endelig i 1909 lykkedes det at fremstille en anvendelig glødetråd af wolfram.

Glødelamper med kulstofglødetråd blev masseproduceret indtil først i 1920'erne, hvorefter wolframglødetråden, som gav lampen en effektivitet på 9 lm/W, overtog markedet. For at begrænse belægningen af fordampet wolfram på indersiden af glasset blev kolben fyldt med en gas, som regel en blanding af argon og kvælstof. Yderligere forbedringer skete ved at anvende en snoet glødetråd, idet forsøg havde vist, at det kun var glødetrådens længde og ikke dens tværsnit, der havde indflydelse på varmeafgivningen og dermed på lysudsendelsen.

Med den snoede glødetråd nåedes en effektivitet på 11 lm/W og en levetid på ca. 1000 h. I 1934 introduceredes den dobbeltsnoede glødetråd, som yderligere forbedrede effektiviteten til 13 lm/W, en værdi, som ikke siden er overgået.

Glødelamper med enkelt- eller dobbeltsnoet spiral, oftest af wolfram med en lille tilsætning af metallet rhenium, er stadig den mest anvendte lyskilde verden over. Glødetråden holdes mellem to elektroder, hvori strømmen føres frem til tråden.

I tilledningen til elektroderne findes ofte en indbygget sikring, som brænder over, hvis lyskilden trækker for stor strøm. Det kan forekomme, når glødetråden ved overbrænding trækker en lysbue. Ofte understøttes glødetråden af flere bæringer af metal, der ligesom elektroderne er støbt fast i den inderste del af glaskolben.

Glødelampernes kolber findes i mange former, fx pæreformede, kugleformede, svampeformede eller rørformede. De fremstilles i almindeligt glas og kan forarbejdes på forskellige måder afhængigt af anvendelsen. Ud over klare kolber findes matterede, opaliserede og farvede lyskilder til særlige formål som fx mørkekammerbelysning. Den matte glødelampe, som er den mest udbredte, fremstilles ved at syreætse indersiden af kolben; opalisering kan opnås ved at belægge indersiden med fx siliciumoxid.

Glødelamper har været fremstillet med effektforbrug fra 0,1 til 20.000 W og i spændingsområder fra ca. 1 til 230 V. Disse store spændvidder i effekt og spænding, en simpel teknologi, fine farvegengivende egenskaber og lav pris gør glødelampen meget anvendelig. På den negative side må nævnes den lave lyseffektivitet (sammenlignet med fx lysstofrør) og dermed forbundne store varmeafgivelse samt dens forholdsvis korte levetid.

Da andre og mere energieffektive belysningsformer var på markedet, specielt lavenergipærer og LED, besluttede EU gradvis at udfase produktion og distribution af glødelamper inden for EU's grænser fra 2009. Fra september 2012 er således al produktion og distribution ulovlig bortset fra specialpærer til fx køleskabe og symaskiner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Clausen: glødelampe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=84625