• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stjernenavne

Seneste forfatter Redaktionen

stjernenavne, omkring 360 af himlens klareste stjerner har egennavne; derudover er et mindre antal stjerner opkaldt efter de astronomer, som har opdaget eller beskrevet dem. I astronomisk sammenhæng anvendes desuden flere forskellige systematiske navne. En meget udbredt systematik skyldes J. Bayer: Inden for hvert stjernebillede tildeles stjernerne græske bogstaver, så den klareste stjerne (med få undtagelser) betegnes α, den næstklareste β osv., efterfulgt af det latinske navn (i genitiv) på stjernebilledet, fx α Centauri og δ Orionis. Desuden anvendes bl.a. J. Flamsteeds nummerering, fx 61 Cygni, og forskellige katalognumre i de store stjernekataloger; den samme stjerne kan således have flere betegnelser.

Perseus.

Perseus.

Størstedelen af vore stjernenavne er bevaret i Ptolemaios' værk Almagest (ca. 150 e.Kr.), hvori 1022 stjerner beskrives. I den græske astronomi var stjernebillederne det centrale, og kun få stjerner havde helt egne navne, fx Sirius. De fleste stjerner i Almagest benævnes således ud fra deres placering i stjernebillederne, som altså forudsættes kendt. Dæmonens Hoved i stjernebilledet Perseus er fx den stjerne, vi i dag kalder Algol. For en del stjerner i kataloget anfører Ptolemaios dog ældre græske navne fra ca. 400 f.Kr. eller endnu ældre, tilbage til 800 f.Kr. Disse navne viser en påvirkning fra sumerisk og babylonisk astronomi.

Romerne anvendte hellenistiske navne oversat til latin, men har også egne lokale navne. Ved Romerrigets fald gik både de latinske og de græske værker af brug i Vesteuropa, men via Byzans og den hellenistiske kultur i Egypten kom Almagest til den arabiske verden, hvor det blev oversat. Araberne havde allerede en rig samling af stjernenavne, fortrinsvis fra 500-700, men også med babylonisk islæt. De oversatte ptolemæiske navne blev hurtigt dominerende, men 900-1000 tog arabiske lærde mange gamle navne op. Ofte var navnene så gamle, at de var uforståelige for dem, hvilket gav anledning til mange misforståelser. Oversættelser i Spanien til middelalderlatin af de mange arabiske astronomiske værker er årsag til endnu flere fejloversættelser, misforståelser og ombytninger. I renæssancen blev en stor del af stjernenavnene revideret af filologer, hvis manglende kendskab til især arabisk gav nye fejl; samtidens astronomer hjalp godt til, da de gik på jagt i filologernes tekster efter velklingende navne at sætte i de nye stjernekort. Denne tendens fortsatte helt op til i begyndelsen af 1900-t., og samtidig introducerede mange astronomer helt nye navne. De seneste stjernenavne er dannet i forbindelse med det amerikanske Apollo-rumprojekt, hvor man tilføjede nogle få navigationsstjerner. På moderne stjernekort ses kun mindre variationer i stjernenavnenes stavemåde.

I kinesisk tradition betegner stjernenavnene især kejserlige embedsmænd og hoffolk. Et mindre antal stjerner danner figurer som kejserens vogn (Karlsvognen) og muren om det himmelske palads.

Annonce

Oprindelsen til nogle af vore stjernenavne

Albireo i Svanen: Ptolemaios kaldte stjernebilledet Svanen for ornis ’fuglen’, hvad der på arabisk blev til det meningsløse ord urnis. Middelalderens oversættere kunne ikke gætte ordets oprindelse, men omskrev det til varianter af eirisun. I dette ord mente en kommentator at genkende urten ireus og skrev derfor ab ireo. En senere kommentator opfattede dette som navnet på den næstklareste stjerne i Svanen, fordi den stod først i kataloget, lige efter kommentaren. Endelig blev den latinske kommentar arabiseret ved indsættelsen af et l.

Alcor i Store Bjørn: Nabostjernen Alioth hed på gammelarabisk al-jawn ’den sorte’. Pga. fejllæsning af den arabiske skrift blev navnet latiniseret til Alcor; dette navn blev i renæssancen ved en fejl givet til den lille stjerne i Karlsvognens vognstang. Alcors oprindelige gammelarabiske navn var al-suha ’den oversete’.

Aldebaran i Tyren: Af gammelarabisk al-dabaran, af usikker oprindelse; måske ’den, der følger (efter stjernerne i Plejaderne)’. Navnet er blevet anvendt næsten uforvansket siden middelalderen.

Arcturus i Bjørnevogteren: Latiniseret version af græsk arktouros ’bjørnevogteren’; siden renæssancen brugt om stjernen alene.

Betelgeuze i Orion: Stærkt forvansket skrivemåde af det gammelarabiske yad al-Jawza ’al-Jawzas hånd’; al-Jawza er en kvindeskikkelse, hvis stjernebillede var sammenfaldende med Orion og Tvillingerne, men hendes mytologi er ukendt. Ordet yad blev misforstået og fejloversat i middelalderen til bat ’armhule’.

Mira i Hvalfisken: Af latin mira ’den forunderlige’. Stjernen havde ikke noget navn, før J. Hevelius i 1600-t. navngav den. Hollænderen David Fabricius (1564-1617) havde i 1596 opdaget, at Miras lysstyrke varierede.

Regor i Sejlet: Personnavnet Roger stavet bagfra. Navnet er givet sidst i 1960’erne til minde om Apolloastronauten Roger Chaffee (1935-67), som døde ved en brand under en prøvenedtælling. Navnene Dnoces og Navi har lignende oprindelser.

Spica i Jomfruen: Af latin spica ’kornakset’, oversat fra græsk staxis. Det var oprindelig et stjernebillede. Navnet gik ud af brug i middelalderen, men blev genoptaget som stjernenavn i renæssancen. På sumerisk anvendtes navnet ab-sin med samme betydning.

/pre, function 'uri.build' failed with response:
Object reference not set to an instance of an object