• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stjernebilleder

Oprindelig forfatter OJKn Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

Den tyske matematiker Erhard Weigel (1625-99) offentliggjorde i 1688 et forslag til nye stjernebilleder, der skulle afløse de antikke, hedenske stjernebilleder. De nye stjernebilleder forestillede heraldiske symboler for Europas kongehuse, fx var Store Bjørn erstattet med en elefant, der symboliserede den danske Elefantorden; den ses i den øverste cirkel. Forslaget slog ikke an.

stjernebilleder, konstellationer, navngivne områder på stjernehimlen.

International Astronomisk Union (IAU) fastlagde i 1928 grænserne for 88 stjernebilleder, som dækker himmelkuglen fuldstændigt; 47 (opr. 48 med stjernebilledet Argo) stammer fra den klassiske oldtid, fire fra den hollandske kortmager Petrus Plancius (1552-1622), et fra Gerardus Mercator, 12 fra de hollandske navigatører Pieter Dirkszoon Keyser (d. 1596) og Frederick de Houtman (1571-1627), syv fra Johannes Hevelius og 14 fra Nicolas Louis de Lacaille. Lacaille dannede også tre nye i stedet for det klassiske stjernebillede Argo.

De klassiske stjernebilleder har vi i deres nuværende form fra den græske astronom Ptolemaios, som i sit stjernekatalog forudsatte stjernebilledernes udseende kendt. En del af de i alt 1022 stjerner i kataloget er "uformede", dvs. at de ikke indgår i noget stjernebillede. For at udfylde disse huller har der i tidens løb været foreslået et utal af andre stjernebilleder, indtil man i begyndelsen af 1800-t. indså, at over 100 - visse steder hinanden overlappende - stjernebilleder var for mange.

Annonce

De 88 stjernebilleder, der er fastlagt af International Astronomisk Union
dansk navnlatinsk navn1
antikke
AlteretAra
AndromedaAndromeda
BægeretCrater
BjørnevogterenBootes
CassiopeiaCassiopeia
CepheusCepheus
DelfinenDelphinus
DragenDraco
FiskenePisces
FlodenEridanus
FølletEquuleus
HarenLepus
HavslangenHydra
HerculesHercules
HvalfiskenCetus
JomfruenVirgo
KentaurenCentaurus
KrebsenCancer
KuskenAuriga
Lille BjørnUrsa Minor
Lille HundCanis Minor
LyrenLyra
LøvenLeo
Nordlige KroneCorona Borealis
OrionOrion
PegasusPegasus
PerseusPerseus
PilenSagitta
RavnenCorvus
SkorpionenScorpius
SkyttenSagittarius
SlangebærerenOphiuchus
SlangenSerpens
StenbukkenCapricornus
Store BjørnUrsa Major
Store HundCanis Major
SvanenCygnus
Sydlige FiskPiscis Austrinus
Sydlige KroneCorona Australis
TrekantenTriangulum
TvillingerneGemini
TyrenTaurus
UlvenLupus
VandmandenAquarius
VædderenAries
VægtenLibra
ØrnenAquila
dannet af Plancius
DuenColumba
EnhjørningenMonoceros
GiraffenCamelopardalis
SydkorsetCrux
dannet af Mercator
Berenikes Lokker2Coma Berenices
dannet af Keyser og Houtman
FluenMusca
FlyvefiskenVolans
FøniksPhoenix
GuldfiskenDorado
IndianerenIndus
KamæleonenChamaeleon
Lille HavslangeHydrus
ParadisfuglenApus
PåfuglenPavo
Sydlige TrekantTriangulum Australe
TranenGrus
TukanenTucana
dannet af Hevelius
FirbenetLacerta
JagthundeneCanes Venatici
Lille LøveLeo Minor
LossenLynx
RævenVulpecula
SekstantenSextans
SkjoldetScutum
dannet af Lacaille
BilledhuggerenSculptor
GravstikkenCaelum
Kemiske OvnFornax
KompassetPyxis
LuftpumpenAntlia
MikroskopetMicroscopium
NettetReticulum
OktantenOctans
PasserenCircinus
StaffelietPictor
TaffelbjergetMensa
TeleskopetTelescopium
UretHorologium
VinkelmåletNorma
dannet af Lacaille ud fra Argo
AgterskibetPuppis
KølenCarina
SejletVela
1 internationalt anvendes de latinske navne
2 Berenikes Lokker var kendt som stjernebillede i antikken, men blev siden anset for at være en del af Løven, indtil Mercator igen gjorde det til et selvstændigt stjernebillede

I F.W.A. ArgelandersUranometria Nova (1843) er figurerne helt erstattet af omrids for stjernebillederne, og dette kom til at danne skole. Med få ændringer er det dette stjernekort samt det tilsvarende for sydhimlen, amerikaneren Benjamin A. Goulds (1824-96) Uranometria Argentina (1879), som er lagt til grund for den endelige udvælgelse af de 88 officielle stjernebilleder.

Oprindelse

Flere af de klassiske stjernebilleder nævnes i tidlige sumeriske skrifter fra ca. 3200 f.Kr. Vi ved ikke, hvorfor eller hvordan tanken om at danne billeder af himlens stjerner er opstået, eller hvad de oprindelig har været brugt til. Det er kun de færreste af stjernebillederne, der bare tilnærmelsesvis ligner den figur, som de har fået navn efter. Nogle er dannet som kalender- og vejrregler; flere af de ældste stjernenavne kan tolkes som varslere af årstider eller skift i vejret. Stjernebilleder kan også være dannet ud fra og tilknyttet eksisterende myter for at holde rede på stjernehimlen, inspireret af de få vellignende stjernebilleder.

Sumerernes efterfølgere i det mesopotamiske område brugte de sumeriske tegn for stjernebillederne. De øgede antallet af billeder, og de har muligvis også flyttet rundt på nogle billeder, bl.a. i området omkring Andromeda. Babylonierne fulgte vandrestjernernes bevægelse over himlen ved at registrere deres plads i forhold til stjernebillederne, og senest omkring 600 f.Kr. blev dette system udviklet til Dyrekredsen, som den kendes i dag.

Mange af de stjernebilledmyter, som kendes i den græsk-romerske kultur, er fundet i ældre versioner i babyloniske kileskriftstekster, men de er ikke overleveret direkte til oldtidens Grækenland. Den ældste kendte himmelbeskrivelse er læredigtet Phainomena (200-t. f.Kr.) af Aratos fra Soloi. Ud fra bl.a. stjernebilledernes op- og nedgangstider, og hvilke stjernebilleder der var usynlige på sydhimlen, har man sluttet, at den stjernehimmel, som Aratos beskrev, stammer fra ca. 2000 f.Kr., og at den er beskrevet fra et sted sydligere end Grækenland og nordligere end Egypten, som ellers angives som det sted, hvor Aratos' kilde, astronomen Eudoxos fra Knidos, skulle have lært stjernebillederne. Flere detaljer viser, at ophavet er de babyloniske figurer, men de er gennemgribende revideret undervejs, tilsyneladende efter en overordnet plan. Det har været foreslået, at de oprindelige sumeriske stjernebilleder er tilpasset til brug for søfarende fra den minoiske kultur på Kreta.

Med den hellenistiske videnskabs tendens til systematisering af de græske myter (se mytologi) foretog Eratosthenes fra Kyrene i 200-t. f.Kr. en fuldstændig sammenføring af myter og stjernebilleder i Katasterismoi (De, der er blevet til stjernebilleder). De stjernesagn, vi kender i dag, er næsten alle genfortællinger af de hellenistiske mytologers værker.

Fra andre kulturkredse, fx Nordamerikas indianere, vikingerne, aboriginerne og kineserne, kendes andre stjernebilleder med egne myter tilknyttet.

Nye stjernebilleder

De første af de nye stjernebilleder blev dannet i slutningen af 1500-t. som en følge af hollandske opdagelsesrejser til Ostindien. Omkring himlens sydpol er der et område, som ikke er synligt fra Europa eller Mellemøsten, men navigatørerne har også her brug for genkendelige stjerner for at finde vej. Hevelius og Lacaille fyldte hullerne ud, og senere astronomer dannede egne stjernebilleder for at udødeliggøre deres observationsinstrumenter, tekniske landvindinger (fx varmluftsballonen) eller kongelige velgørere. Andre forsøgte at erstatte oldtidens hedenske stjernebilleder med figurer taget fra Bibelen eller med heraldiske symboler for Europas kongehuse, men intet af dette vandt større udbredelse.

Stjernebilleder i den græske mytologi

Mange af stjernebillederne på den nordlige stjernehimmel fik navn af grækerne, og en del af dem indgik i den græske mytologi. Følgende oversigt viser, i hvilke artikler man kan læse myten om stjernebilledet. Sene myter eller myteversioner, som ikke er omtalt i selvstændige artikler, er ganske kort refereret, fortrinsvis efter Hyginus. Henvisninger til flere mytiske personer skyldes, at oldtidens astronomer ikke var enige om, hvem det pågældende stjernebillede skulle symbolisere.

Der er fire lange bånd af stjernebilleder, som de antikke mytefortællere lader slynge sig hen over himlen i samlede historier

1. Perseus-sagnet med Andromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Pegasus og Hvalfisken

2. Herakles-sagnet med Herakles, Løven, Hydra, Krebsen, Tyren, Dragen

3. Kallisto og hendes forvandling til en bjørn, Store Bjørn og Bjørnevogteren

4. Orion, Store Hund og Lille Hund og Plejaderne, Haren

Alteretdet første alter i verden, rejst af de olympiske guder før kampen mod titanerne
AndromedaAndromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
ArgoArgo, argonauterne
Berenikes LokkerBerenike
Bægeretdet bæger, som Apollon gav Ravnen til at hente vand i
Bjørnevogterendet danske navn er en oversættelse af Arcturus, som danner en mytologisk gruppe med Store Bjørn, mens det latinske navn Bootes betyder plovmanden og dermed er forbundet med opfattelsen af Store Bjørn som syv plovokser, se Karlsvognen. Se Kallisto vedr. bjørnemyten
CassiopeiaAndromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
CepheusAndromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
DelfinenDionysos, Arion
DragenHerakles' 11. arbejde; Herakles dræbte den slangelignende drage Ladon, hvorefter han fik Atlas' hjælp til at stjæle æblerne, der gav evigt liv, i Hesperidernes have
FiskeneAfrodite og Himeros (Eros) forvandlede sig engang til to fisk i Eufrat, fordi de blev forfulgt af Tyfon
FlodenFaëton
Harenflygter for Orions hunde
Havslangen (Hydra)Herakles' 2. arbejde
HerkulesHerakles
HvalfiskenAndromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus
JomfruenJustitia, Fortuna, Ceres
KentaurenCheiron, kentaur
Krebsenunder Herakles' kamp mod Havslangen (Hydra; 2. arbejde) forsøgte Hera at lade en krebs bide Herakles for at hindre, at han undertvang uhyret. Herakles gjorde det først af med krebsen, derefter Hydra
KuskenMyrtilos, Hippolytos, Faëton
Lille Bjørnen af Zeus’ ammer på Idabjerget
Lille HundOrion
LyrenHermes, Orfeus
LøvenHerakles' 1. arbejde
Nordlige KroneAriadne
OrionOrion
PegasusPegasus, Perseus
PerseusAndromeda, Kefeus, Kassiopeia, Perseus, Medusa
Pilenden pil, hvormed Herakles skød Ørnen, der hakkede Prometheus' lever
RavnenApollon sendte Ravnen ud for at hente vand i Bægeret til en ofring, men den fik øje på nogle umodne figner og satte sig til at vente på, at de blev modne. Da den vendte tilbage, satte Apollon den på himlen til skam og skændsel
SlangebærerenKarnabon, en thrakisk konge i sagnet om Triptolemos; Asklepios
SlangenAsklepios
Skorpionensat på himlen af Zeus, efter at Orion havde dræbt den
SkyttenCheiron (antikkens astronomer var ikke enige om skyttens identitet)
Stenbukkenden buk, der sammen med Amaltheia opdrog Zeus på Idabjerget; Pan under forvandling til gedefisk under flugten fra Tyfon
Store BjørnKallisto
Store HundOrion
SvanenLeda
Trekantenaf nogle opfattet som et Delta, Δ, det første bogstav i genitivformen Dios, dvs. Zeus’ monogram; af andre som billede af Sicilien
TvillingerneDioskurerne; Amfion og Zethos
TyrenEuropa, Minos, Pasifaë, Herakles' 7. arbejde
VandmandenGanymedes, Deukalion, Kekrops
VædderenFrixos og Helle
VægtenJustitias vægt; grækerne kendte dog Vægten som Skorpionens kløer
ØrnenPrometheus, Herakles

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole J. Knudsen: stjernebilleder i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165165