• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Solsystemet

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

Planeternes baner i Solsystemet, tegnet i korrekt størrelsesforhold. Dværgplaneten Plutos bane er så elliptisk (excentriciteten er e = 0,2482), at den skærer Neptuns; 1979-99 var Neptun således fjernere fra Solen end Pluto. Merkur har med e = 0,2056 også en mærkbart elliptisk bane, mens de øvrige planeters baner er næsten cirkelrunde med excentriciteter fra 0,0068 (Venus) til 0,0934 (Mars).

Planeternes baner i Solsystemet, tegnet i korrekt størrelsesforhold. Dværgplaneten Plutos bane er så elliptisk (excentriciteten er e = 0,2482), at den skærer Neptuns; 1979-99 var Neptun således fjernere fra Solen end Pluto. Merkur har med e = 0,2056 også en mærkbart elliptisk bane, mens de øvrige planeters baner er næsten cirkelrunde med excentriciteter fra 0,0068 (Venus) til 0,0934 (Mars).

Solsystemet, fællesbetegnelse for Solen, planeterne og deres måner, asteroider, kometer, meteorider samt mikrometeorider, gas og andet interplanetarisk stof ud til en afstand af 50-100 au (se astronomisk enhed) fra Solen. Solsystemet inkluderer dermed alt det stof, som er gravitationelt bundet til Solen, men omfatter også solvinden og visse kometer, der kan undslippe til det interstellare rum.

Afgrænsningen af Solsystemet udadtil er noget usikker. Pluto, der indtil 2006 blev klassificeret som den yderste kendte planet, men som nu regnes for en dværgplanet, befinder sig ca. 40 au fra Solen, men uden for Plutos bane findes mange mindre legemer og kometer. Den ydre grænse for Solsystemet skal muligvis lægges så langt som en tredjedel af vejen til Solens nærmeste nabostjerne, Proxima Centauri.

Flere andre stjerner end Solen vides at have planeter omkring sig, og i 1999 blev observationen af det første stjernesystem med flere planeter rapporteret.

Annonce

Opbygning

Næsten hele Solsystemets masse, 99,85 %, befinder sig i Solen. Hovedparten af den resterende masse findes i planeterne og deres måner. Planeterne bevæger sig i elliptiske baner omkring Solen og har samme omløbsretning. Deres baneplan er næsten sammenfaldende, og Solsystemet har dermed en udpræget flad struktur.

De fire inderste planeter, Merkur, Venus, Jorden og Mars, minder i kemisk sammensætning om hinanden og kaldes under et terrestriske planeter; de er karakteriseret ved et lavt indhold af flygtige grundstoffer. Mellem Mars og Jupiter findes asteroidebæltet. De fire store gasplaneter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, minder også om hinanden i sammensætning og kaldes de jovianske planeter.

I en afstand af 30-100 au findes Kuiperbæltet bestående af måske 100.000 små, kometlignende legemer, og endnu længere ude findes formentlig en stor sfærisk sky, Oorts sky, der indeholder millioner af kometer og strækker sig ud til en afstand af ca. 1 lysår.

Dannelse og udvikling

Solsystemets planeter og et udsnit af Solen i korrekt indbyrdes størrelsesforhold. Pluto er her medtaget.

Solsystemets planeter og et udsnit af Solen i korrekt indbyrdes størrelsesforhold. Pluto er her medtaget.

Ud fra radiometriske målinger på meteoritter har man fastslået, at Solsystemet er dannet for ca. 4,5 mia. år siden. Udgangsmaterialet var en interstellar sky af støv og gas, hvis udadrettede gastryk netop balancerede med skyens egen gravitation. Skyens temperatur var oprindelig ca. 10 K (ca. −263 °C).

En ydre begivenhed, sandsynligvis en nærliggende supernovaeksplosion, satte et gravitationelt sammenfald i gang. I midten af skyen dannedes Solen, som ganske kort tid efter begyndte at skinne, idet temperaturen i dens indre hurtigt nåede de 10-15 mio. K, der er nødvendig, for at kernereaktionerne kan forløbe.

På grund af skyens oprindelige impulsmoment (omdrejningsmoment) samledes en del af skyen til en affladet skive af støv og gas med den nydannede Sol i midten. Ud af skivens støv og gas dannedes planeterne i løbet af 50-100 mio. år. Først dannedes såkaldte planetesimaler, klumper på få meters størrelse, formodentlig holdt sammen af mineralkornenes klistrende egenskaber. Dernæst samledes planetesimalerne inden for koncentriske ringe til 5-6 større protoplaneter. Én af disse sejrede i konkurrencen om at blive den største og tiltrak dernæst de resterende protoplaneter inden for sit koncentriske ringområde, hvorved planeten tog form.

Omkring hver planet samledes, ligesom omkring Solen, en sky af støv og gas, der i det ydre Solsystem blev til store systemer af måner, som endnu omgiver planeterne Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun. Sammensætningen af de ydre planeter og deres måner afspejler stadig solskyens oprindelige sammensætning.

I det indre Solsystem, fra Merkur til Mars, blev månedannelsen forstyrret af en voldsom solaktivitet, hvor Solen gik igennem en såkaldt T Tauri-fase og en kort overgang udslyngede store mængder gas. Denne gas (solvinden) ryddede det indre Solsystem næsten helt for gasser og letfordampelige grundstoffer. De indre planeter fremstod herefter som metal- og silikatrige kloder, generelt set uden måner.

Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.

Månen fotograferet af den amerikanske Galileo-rumsonde 1992. Billedet er optaget over Månens nordpol, der er i skyggezonen lidt over midten. Kun venstre halvdel af overfladen er synlig fra Jorden.

Jorden er den eneste indre planet, der har en måne af betydning (Mars' to små måner, Phobos og Deimos, er senere indfangede asteroider). Det er imidlertid endnu uklart, om Månen blev dannet samtidig med Jorden af den samme sky af støv og gas som en slags dobbeltplanet, eller om den opstod ved en fremmed planets nedslag på Jorden (se Månen).

Den tungtfordampelige del af udgangsmaterialet ved planetdannelsen bestod af en blanding af jern-nikkel-metal og silikater, velkendte fra de såkaldt primitive (dvs. uforandrede) meteorittyper. Da der udvikledes megen varme ved samlingen af planeterne, smeltede både metallet og silikaterne. Det tunge smeltede metal søgte ned mod planetens midte, og de indre planeter udviklede store metalkerner i deres centre.

På overgangen mellem det indre og det ydre Solsystem, i området mellem Mars og Jupiter, dannedes pga. forstyrrende tyngdepåvirkninger fra Jupiter ingen planeter. Her findes i tusindvis af asteroider, små metal- og silikatrige legemer med størrelser fra få meter til et par hundrede km.

Efter planeternes og månernes dannelse faldt det overskydende materiale i form af støv, planetesimaler og protoplaneter efterhånden ned på planeterne. Denne fase med intenst meteorbombardement varede i ca. 500 mio. år, og spor heraf kan stadig ses på Månen. Efterhånden blev meteorfaldene gradvist sjældnere, men der falder stadig i dag ca. 20.000 t kosmisk materiale på Jorden årlig.

NASAs hjemmeside om Solsystemet

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: Solsystemet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162180