• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

penumbra (solplet)

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

penumbra (solplet), (af lat. paene- 'næsten, omtrent' og umbra 'skygge'), det halvmørke område af en solplet, der omgiver umbraen, som er det mørkere, centrale område i solpletten. Penumbraen er ca. 1500° koldere end den omgivende gas, hvis temperatur er ca. 5750 K. Penumbraens facon og størrelse varierer meget, men er mere eller mindre cirkelformet med en typisk diameter på 30.000-50.000 km. Penumbraen er domineret af radiale lysere og mørkere striber. Solpletternes struktur er kontrolleret af kraftige magnetfelter; i umbraen er feltet overvejende lodret, mens penumbraen formodentlig er et område, hvor feltet gradvist bliver mere vandret.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: penumbra (solplet) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=233477



Tags