• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

solformørkelse

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

Solformørkelse. Iagttagelse af en total solformørkelse.

Solformørkelse. Iagttagelse af en total solformørkelse.

solformørkelse, fænomen, der forekommer, når Månen befinder sig mellem Solen og Jorden og helt eller delvis forhindrer, at sollyset når dele af Jorden.

Månen bevæger sig rundt om Jorden i en ellipsebane med en synodisk omløbstid (dvs. fra nymåne til nymåne) på 29,53 dage. Samtidig hælder Månens baneplan 5,2° i forhold til ekliptika, som er Jordens baneplan omkring Solen. De to punkter, hvor Månen bevæger sig op gennem ekliptika eller ned gennem ekliptika, kaldes hhv. den opstigende og den nedstigende knude. Solformørkelser opstår, når Solen befinder sig i, eller tæt ved, én af disse knuder, samtidig med at det er nymåne (dvs. Solen og Månen er i konjunktion).

Er Solens afstand mindre end 15,4° fra knudepunktet ved nymåne, er der med sikkerhed en solformørkelse; er afstanden større end 18,5°, er der med sikkerhed ingen solformørkelse. Befinder Solen sig mellem disse afstande, kan der i visse tilfælde opstå en solformørkelse afhængigt af Solens, Månens og knudepunktets præcise placeringer i forhold til hinanden.

Annonce

Typer af solformørkelser

Da solformørkelser skyldes, at Månens skygge rammer Jorden, er de lokale fænomener og afhænger af, hvor på Jorden man befinder sig. Månens skygge består af en kerneskygge, hvor Solens skive er fuldstændig dækket, og en halvskygge, hvor solskiven kun er delvis dækket.

Solformørkelse. Satellitfotografier af Månens skygge, der bevæger sig fra Stillehavet hen over Centralamerika til Atlanterhavet under den totale solformørkelse 26.2.1998. Klokkeslættene er angivet i UTC (Coordinated Universal Time). Billederne er taget af den amerikanske geostationære vejrsatellit, GOES-10.

Solformørkelse. Satellitfotografier af Månens skygge, der bevæger sig fra Stillehavet hen over Centralamerika til Atlanterhavet under den totale solformørkelse 26.2.1998. Klokkeslættene er angivet i UTC (Coordinated Universal Time). Billederne er taget af den amerikanske geostationære vejrsatellit, GOES-10.

Befinder Solen sig relativt langt fra knudepunktet, rammer kun halvskyggen Jorden, og man får en partiel solformørkelse. Er Solen tæt på knudepunktet, er der mulighed for en total solformørkelse, hvor hele solskiven er dækket af Månen. Solens og Månens tilsyneladende størrelse set fra Jorden varierer imidlertid, da deres afstand fra Jorden varierer. Når Månen er fjernest fra Jorden, og Solen samtidig tættest, kan Månen ikke dække Solen fuldstændigt, og formørkelsen vil blive ringformig: Kun den centrale del af solskiven er dækket af Månen. Totale og ringformige formørkelser kaldes under et centrale.

Solformørkelser i begyndelsen af 2000-t.
årdatosynlig fra
200121/6Atlanterhavet, sydlige Afrika
20024/12sydlige Afrika, Det Indiske Ocean, Australien
200323/11Antarktis
2005*8/4Stillehavet, Mellemamerika
200629/3nordlige Afrika, Tyrkiet, Kasakhstan, Rusland
20081/8Nordgrønland, Rusland, Centralasien
200922/7Indien, Kina, Stillehavet
201011/7Stillehavet, Sydamerika
201213/11Australien, Stillehavet
2013*3/11Atlanterhavet, Centralafrika
201520/3Nordatlanten, Færøerne, Svalbard
20169/3Sydøstasien, Stillehavet
201721/8USA
20192/7Stillehavet, Sydamerika
202014/12Sydamerika
20214/12Antarktis
2023*20/4Sydøstasien
20248/4Mexico, USA, Canada
202612/8Østgrønland, Island, Atlanterhavet, Spanien
20272/8Gibraltar, Nordafrika, Den Arabiske Halvø
202822/7Det Indiske Ocean, Australien, New Zealand
203025/11sydlige Afrika, Det Indiske Ocean, Australien
*: hybrid formørkelse

Det område af Jorden, der rammes af kerneskyggen ved en total solformørkelse, kaldes totalitetszonen; den er et op til ca. 300 km bredt, ellipseformet område, som bevæger sig i en bane fra vest mod øst på Jordens overflade. På et givet sted på denne bane iagttages først en partiel fase, så en totalitetsfase og til slut endnu en partiel fase. Ved slutningen af den første partielle fase kan den allersidste del af Solen ses som ét lysende punkt (diamantringseffekten). Under visse formørkelser ses de sidste af Solens stråler skinne mellem bjergtoppene på Månens rand; det kan minde om en perlekæde af lyspunkter og kaldes for Bailys perler efter den britiske astronom Francis Baily (1774-1844), der beskrev fænomenet første gang. Under selve totaliteten, der kan vare i op til 7,5 min, kan Solens korona ses med det blotte øje.

Tidspunkterne for solformørkelser

Månens baneplan ligger ikke stille i forhold til ekliptika, men præcesserer med en periode på 18,6 år. Det betyder, at de to knudepunkter bevæger sig baglæns i forhold til Jordens omløbsretning omkring Solen. Denne baglæns bevægelse af knudepunkterne bevirker, at der kun går 346,62 døgn mellem hver gang, et af knudepunkterne (fx det opstigende) atter ligger i samme retning som Solen. 346,62 døgn kaldes derfor et formørkelsesår. Idet 223 synodiske måneder næsten svarer til 19 formørkelsesår, vil solformørkelser gentages tilnærmelsesvis med denne periode, kaldet en sarosperiode. Sarosperioden har været brugt til at forudsige solformørkelser siden oldtiden, fx af Thales i 585 f.Kr. Da 223 synodiske måneder ikke udgør et helt antal døgn (men 6585,32 døgn), vil hver ny formørkelse i Sarosperioden dog ikke være synlig fra det samme sted på Jorden, men hver gang være forrykket ca. 120° mod vest (0,32∙360°).

Solformørkelse. Principtegning af Jordens, Månens og Solens indbyrdes positioner ved en total solformørkelse. Kun i totalitetszonen, som er det område på Jorden, der rammes af kerneskyggen, ses en total solformørkelse; i området, hvor halvskyggen rammer, er solformørkelsen partiel. Størrelsesforhold og afstande er stærkt overdrevne.

Solformørkelse. Principtegning af Jordens, Månens og Solens indbyrdes positioner ved en total solformørkelse. Kun i totalitetszonen, som er det område på Jorden, der rammes af kerneskyggen, ses en total solformørkelse; i området, hvor halvskyggen rammer, er solformørkelsen partiel. Størrelsesforhold og afstande er stærkt overdrevne.

Der forekommer fra to til (i sjældne tilfælde) fem solformørkelser om året. I gennemsnit er der 238 solformørkelser pr. århundrede, hvoraf 84 er partielle, 79 ringformige, 64 totale og 11 hybride (dvs. er ringformig eller total afhængigt af stedet). På et givet sted på Jorden går der i gennemsnit 300-400 år mellem hver totale formørkelse. I Danmark fandt den sidste totale solformørkelse sted i 1851; den næste vil forekomme i 2142.

Historiske optegnelser

I oldtiden og middelalderen blev solformørkelser (især totale) ofte anset for varsler og kædet sammen med fx slag eller kongers død. Omtaler af solformørkelser giver ofte en mulighed for en præcis datering, da formørkelser med stor nøjagtighed lader sig beregne flere tusinde år tilbage i tiden, og totale formørkelser samtidig er tilpas sjældne til at indsnævre de mulige årstal betydeligt. De fleste optegnelser fra oldtiden stammer fra Babylonien, Kina og Grækenland; de ældste er fra før 2000 f.Kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: solformørkelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162074