Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mercury

Oprindelig forfatter PNor Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Mercury, (eng. for Merkur), USA's første bemandede rumprogram, som blev igangsat af NASA i oktober 1958 med det formål at afprøve effekten af vægtløshed på mennesket. Seks af syv (se underafsnittet Mercury Seven) udvalgte astronauter blev i Mercury-programmet 1961-63 sendt ud i rummet.

De to første, Alan B. Shepard (1923-98) og Virgil Grissom (1926-67), blev hhv. 5.5.1961 og 21.7.1961 sendt op i en suborbital bane (dvs. at de kom ikke i kredsløb) fra Cape Canaveral med landing i Atlanterhavet. Grissom var efter landingen lige ved at drukne, idet hans kapsel sank, fordi lugen blev åbnet for hurtigt. Under de suborbitale opsendelser var astronauterne vægtløse i fem min.

Astronauten Shepard blev således den første amerikaner i rummet, 23 dage efter den sovjetiske kosmonaut Jurij Gagarins historiske færd 12.4.1961. Grissom og to andre astronauter omkom under Apollo 1-ulykken i 1967.

Annonce

Under de fire næste opsendelser blev astronauterne sendt i kredsløb (orbit) om Jorden. Den første var John Glenn, som 20.2.1962 foretog tre kredsløb, der sammenlagt varede 4 timer og 55 min. Den sovjetiske kosmonaut German Titov havde til en sammenligning foretaget 17 kredsløb med Vostok-kapslen, 197 dage forinden.

Den fjerde flyvning blev foretaget af Scott Carpenter (1925-2013) 24.5.1962 med tre kredsløb om Jorden, og den femte blev 3.10.1962 foretaget af Walter Schirra med seks kredsløb. Den sjette og sidste blev foretaget 15.5.1963 af Gordon Cooper med 22 kredsløb om Jorden.

Mercury-kapslen var et enmandsfartøj, klokkeformet og med en største længde (inkl. redningstårn) på 7,9 m og en diameter på 1,9 m. Vægten ved opsendelsen var 1935 kg, og vægten under landing 1100 kg.

Kapslen blev inden de bemandede flyvninger afprøvet med chimpanser om bord. "Ham" (opkaldt efter Holloman Aerospace Medical Center) fløj med den suborbitale MR-2 31.1.1961, mens "Enos" fløj med den orbitale MA-5 29.11.1961. De suborbitale opsendelser blev foretaget med Redstone-raketter, og de orbitale med Atlas.

Se også rumfart.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Norsk: Mercury i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124296

Underemner