Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

radioastronomi

Oprindelige forfattere ASN og OWD Seneste forfatter Redaktionen

Radioastronomi. Karl Jansky ved sin antenne, der kunne roteres 360° horisontalt, ca. 1932. Han byggede den for at studere interferensfaktorer ved transatlantisk radiokommunikation. Han opdagede, at antennen ud over tilfældig støj modtog et baggrundssignal, som varierede med en periode på 23 h 56 min — Jordens omdrejningstid i forhold til stjernehimlen. Jansky fandt endvidere, at signalet kom fra Mælkevejssystemet, og at det var kraftigst i galaksens centrum: Han havde opdaget den første radiokilde i rummet.

Radioastronomi. Karl Jansky ved sin antenne, der kunne roteres 360° horisontalt, ca. 1932. Han byggede den for at studere interferensfaktorer ved transatlantisk radiokommunikation. Han opdagede, at antennen ud over tilfældig støj modtog et baggrundssignal, som varierede med en periode på 23 h 56 min — Jordens omdrejningstid i forhold til stjernehimlen. Jansky fandt endvidere, at signalet kom fra Mælkevejssystemet, og at det var kraftigst i galaksens centrum: Han havde opdaget den første radiokilde i rummet.

radioastronomi, den del af astronomien, der beskæftiger sig med observation af radiobølger fra Universet. Radiobølger, hvis bølgelængde er kortere end ca. 1 cm, absorberes af bl.a. atmosfærisk vanddamp, og radiobølger med bølgelængde over 30 m kastes tilbage af Jordens ionosfære. Fra Jorden er det derfor kun muligt at observere i radiovinduet mellem 1 cm og 30 m.

Radioastronomi har ført til fundamentale opdagelser om Universet, men er i 1990'erne blevet udsat for et stigende pres fra kommunikationsindustrien. Bl.a. mobiltelefoner og mikrobølgeovne anvender radioastronomiske frekvenser og kan dermed forstyrre observationer. Astronomiske organisationer som Union Radio-Scientifique Internationale søger at få International Telecommunications Union til at reservere de videnskabeligt vigtige dele af radioområdet til radioastronomi.

Den første, som påviste radiostråling fra rummet, var K.G. Jansky. I jagten på støjkilder ved radiomodtagning konstaterede han i 1931, at en del af støjen ved bølgelængden 15 m måtte komme fra verdensrummet. I slutningen af 1930'erne godtgjorde den amerikanske radioamatør og astronom Grote Reber (1911-2002) ved anvendelse af en 9,5 m bred skålantenne, at der fra bestemte positioner i stjernebillederne Cassiopeia og Svanen kom kraftig radiostråling. I de følgende år blev der opdaget adskillige radiokilder, nogle punktformige som stjerner, andre mere udstrakte, som blev identificeret som gaståger.

Annonce

Ved at analysere den modtagne strålings spektrallinjer kan man identificere, hvilke gasarter der har udsendt strålingen. Hydrogenmolekylet, H2, er det almindeligst forekommende; derefter følger OH, H2O, NH3 og mere komplekse organiske molekyler. Karakteristisk for hydrogen er stråling med en bølgelængde på 21 cm, ved hvilken der er påvist udstrakte hydrogenområder. Specielt har den gjort det muligt at studere opbygningen af de spiralarme, der forekommer i galakserne.

A. Penzias og R.W. Wilson bestemte i 1965 med stor nøjagtighed intensiteten af radiobølger ved flere bølgelængder. Deres arbejde resulterede i et af radioastronomiens vigtigste bidrag til kosmologien, nemlig opdagelsen af den kosmiske baggrundsstråling, der er et svagt, ensartet signal af radiobølger fra alle retninger i Universet. Se også radiointerferometri og radioteleskop.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alan Steen Nielsen, Ove W. Dietrich: radioastronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=148185