• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Venus

Oprindelige forfattere KLRaog OWD Seneste forfatter Redaktionen

Venus. Skematisk fremstilling af processerne i Venus' atmosfære. De feedback-mekanismer, der stabiliserer atmosfæreforholdene på Jorden, mangler på Venus, hvilket har gjort forholdene i atmosfæren ekstreme med højt tryk, meget høje temperaturer og skyer af svovlsyre (H2SO4). Kuldioxid (CO2), der frigives til atmosfæren fra vulkansk aktivitet, forbliver i atmosfæren, hvilket har givet en løbsk drivhuseffekt. Derimod forsvinder vandet (H2O), når molekylerne nedbrydes af UV-stråling. Manglen på vand kan være en grund til, at Venus ikke har pladetektonik. Ill.: Martin Basset efter Moore, Bullock, Grinspoon, Emmart mfl.

Venus. Skematisk fremstilling af processerne i Venus' atmosfære. De feedback-mekanismer, der stabiliserer atmosfæreforholdene på Jorden, mangler på Venus, hvilket har gjort forholdene i atmosfæren ekstreme med højt tryk, meget høje temperaturer og skyer af svovlsyre (H2SO4). Kuldioxid (CO2), der frigives til atmosfæren fra vulkansk aktivitet, forbliver i atmosfæren, hvilket har givet en løbsk drivhuseffekt. Derimod forsvinder vandet (H2O), når molekylerne nedbrydes af UV-stråling. Manglen på vand kan være en grund til, at Venus ikke har pladetektonik. Ill.: Martin Basset efter Moore, Bullock, Grinspoon, Emmart mfl.

Venus, den næstinderste planet i Solsystemet og Jordens naboplanet; kendt siden oldtiden. Set fra Jorden kan den maksimalt stå 48° fra Solen på himlen, og den er derfor kun synlig om morgenen (hvor den kaldes morgenstjernen) eller om aftenen (aftenstjernen). Når den lyser stærkest, har den størrelsesklassen −4,7 og er dermed klarere end alle andre planeter og stjerner. Lysstyrken skyldes dels dens nærhed til Jorden, dels at dens skydække reflekterer sollyset godt. I en kikkert kan man se, at Venus har faser ligesom Månen. Venus er bl.a. blevet udforsket med de sovjetiske rumsonder Venera og de amerikanske Magellan og Pioneer.

Planeten er opkaldt efter gudinden Venus.

Venus ligner Jorden meget i både størrelse og sammensætning, men er fuldstændig dækket af hvidgrå skyer. Gennemsnitstemperaturen ved overfladen er 453 °C, og lufttrykket er 90 atm. Atmosfæren består af 96% kuldioxid, 3% nitrogen, 0,003% vanddamp og spor af svovlsyre. Grunden til den megen kuldioxid er, at Venus har oplevet en løbsk drivhuseffekt, hvor øget temperatur har ført til øget kuldioxidudslip, som igen har hævet temperaturen. Den roterer om sin akse med en omløbstid på 243 døgn og i den modsatte retning af Jorden (retrograd rotation). Venus' magnetfelt er meget svagt.

Egenskaber
middelafstand til Solen0,723 au
omløbstid0,61518 år
banens hældning3,39°
banens excentricitet0,007
rotationsperiode243,02 dage
antal måner0
aksehældning177,4°
radius ved ækvator6052 km
fladtrykthed0
masse4,865·1024 kg
middeldensitet5,20 g/cm3
tyngdeacceleration ved ækvator8,87 m/s2
undvigelseshastighed ved ækvator10,4 km/s
magnetisk moment<3·1019 Am2
magnetisk feltstyrke ved overfladen<2 nT
magnetisk aksehældning?

Magellan-sonden kortlagde vha. SAR-radar hele Venus' overflade. Der er to dominerende, kontinentlignende højlande, kaldet Ishtar Terra og Aphrodite Terra. Den største bjergkæde på Venus er Ishtars Maxwellbjerge, som hæver sig 10 km over det omgivende land. Herudover er Venus' almindeligste landskabsform et let kuperet lavland, men der findes også nogle få meteorkratere. Der er mange store, skjoldformede vulkaner som fx Sif Mons. Man regner med, at lavaen på Venus er mere vandfattig end jordisk lava, og vulkanismen derfor mere eksplosiv. Venus har ingen pladetektonik, men er stadig geologisk aktiv.

Annonce

Venuspassager

Venus. Skematisk oversigt over Venus' indre. Lithosfæren, den stive overfladeskal, er for tynd til at kunne ses på denne skala.

Venus. Skematisk oversigt over Venus' indre. Lithosfæren, den stive overfladeskal, er for tynd til at kunne ses på denne skala.

Venuspassager forekommer, når Venus set fra Jorden passerer hen foran Solen og ses som en mørk plet på solskiven. Passagerne forekommer altid i par med 8 års mellemrum i dagene omkring 7. juni eller 8. december. Intervallet mellem parrene er skiftevis 1051/2 og 1211/2 år. Fænomenet blev forudsagt af Johannes Kepler, som dog ikke selv så det. Første observation af en Venus-passage var af den engelske amatørastronom Jeremiah Horrocks (1617/19-1641) 4.12.1639 (24/11 efter den julianske kalender). Siden har der været Venuspassager i 1761 og 1769 samt i 1874 og 1882. En passage fandt sted 8.6.2004, og den tilhørende finder sted 6.6.2012. Det følgende par kommer 11.12.2117 og 8.12.2125.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen, Ove W. Dietrich: Venus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179284