• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Uranus

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/29227/=ud_a_58289.mp3?revision=2

/@api/deki/files/29228/=ud_b_58289.mp3?revision=2

Uranus. Tv. Uranus fotograferet af rumsonden Voyager 2. Th. billede af Uranus og dens ringe optaget med Hubble-teleskopet. Det viser med falske farver forholdene i Uranus' atmosfære: Klar atmosfære er blå, atmosfærisk dis er grå, og højtliggende dis lyserød. Fem højtliggende skyer (orange) er synlige nederst. Uranus' sydpol er øverst.

Uranus. Tv. Uranus fotograferet af rumsonden Voyager 2. Th. billede af Uranus og dens ringe optaget med Hubble-teleskopet. Det viser med falske farver forholdene i Uranus' atmosfære: Klar atmosfære er blå, atmosfærisk dis er grå, og højtliggende dis lyserød. Fem højtliggende skyer (orange) er synlige nederst. Uranus' sydpol er øverst.

Uranus, den tredjestørste planet i Solsystemet, opdaget i 1781 af William Herschel. Uranus er med en maksimal tilsyneladende størrelsesklasse på 5,5 synlig fra Jorden med det blotte øje, men den er svær at skelne fra de omkringliggende stjerner og blev først opdaget vha. teleskop. Rumsonden Voyager 2 passerede i 1986 planeten og sendte detaljerede billeder og målinger tilbage til Jorden.

Planeten er opkaldt efter den græske guddom Uranos.

Uranus er som de øvrige jovianske planeter en gasplanet uden fast overflade. Temperaturen ved toppen af skydækket (ved 1 atm tryk) er −197 °C. Planeten har en lille kerne af metal og silikater, mens den omgivende kappe består af vand, ammoniak, methan, helium og hydrogen. Forholdet mellem helium og hydrogen i Uranus' atmosfære ligner Solens, hvilket er et tegn på, at Uranus i modsætning til Jupiter ikke indeholder metallisk hydrogen i sit indre.

Egenskaber
middelafstand til Solen19,2 au
omløbstid83,7474 år
banens hældning0,77°
banens excentricitet0,046
rotationsperiode (indre)17,24 h
antal måner27
aksehældning97,86°
radius ved ækvator25.559 km
fladtrykthed0,0229
masse8,683·1025 kg
middeldensitet1,32 g/cm3
tyngdeacceleration
ved ækvator8,69 m/s2
undvigelseshastighed ved ækvator21,3 km/s
magnetisk moment3,95·1024 Am2
magnetisk feltstyrke ved overfladen0,023 mT
magnetisk aksehældning (i forhold til rotationsaksen)59°

Uranus' blå-grønne farve skyldes atmosfærisk methan, der absorberer rødt lys og reflekterer blåt lys. Uranus' rotationsakse hælder 97,86°, hvilket betyder, at dens rotationsakse nærmest ligger helt ned i ekliptika, og at planeten faktisk har retrograd rotation. Dette skyldes formodentlig en kollision med en anden planet tidligt i Solsystemets historie. Uranus' magnetfelt hælder 59° i forhold til rotationsaksen, hvilket også er helt usædvanligt.

Annonce

Måner og ringe

Uranus har 27 kendte måner, hvoraf de sidste fire blev opdaget i 2003. De største af månerne, Titania, Oberon, Ariel, Umbriel og Miranda, er ismåner, der må være dannet samtidig med Uranus, mens flere af de andre måner formodentlig er indfangede asteroider eller kometer, der stammer fra Kuiperbæltet.

Uranus. Skematisk oversigt over Uranus' indre. Der er ingen fast overflade på Uranus; overfladen defineres som den dybde, hvor trykket er 1 atm. Grænserne mellem kerne og kappe og mellem den nedre atmosfære og kappe er meget usikre.

Uranus. Skematisk oversigt over Uranus' indre. Der er ingen fast overflade på Uranus; overfladen defineres som den dybde, hvor trykket er 1 atm. Grænserne mellem kerne og kappe og mellem den nedre atmosfære og kappe er meget usikre.

Uranus har 11 ringe i sit ækvatorplan. De 9 ringe er meget smalle (1-12 km), mens den yderste er lidt bredere (20-100 km), og den inderste, 1986U2R, er 2500 km bred og meget diffus. Ringene, der er meget lyssvage, ligger alle inden for Roche-grænsen og består formodentlig af opbrudte asteroider.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: Uranus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177356