• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Triton

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

Triton, Neptuns største måne, opdaget i 1846 af den britiske amatørastronom William Lassell (1799-1880) og opkaldt efter den mytologiske Triton. Triton har en radius på 1352 km og en middelafstand til Neptun på 354.800 km. Dens meget tynde atmosfære består af nitrogen (N2) med små mængder methan (CH4), mens dens indre for en stor del består af is. Temperaturen på overfladen er kun 38 K (−235 °C), hvilket gør Triton til det koldeste sted i Solsystemet. Tritons retrograde omløb gør det sandsynligt, at den er et indfanget objekt fra Kuiperbæltet og givetvis minder meget om Pluto.

Polerne er dækket af en svagt lyserød is gennemskåret af mange mørke sprækker; den lyserøde farve skyldes formentlig fotokemiske omdannelsesprodukter af methan. Ækvatoregnene er mørkere med mange forskellige landskabsformer, hvor bl.a. store revner med en bredde på op til 35 km skærer hinanden. Flere steder i ækvatoregnene ses opvældning af nu størknet grødis, som har fyldt revner og meteorkratere.

Triton er geologisk aktiv med mange gejsere, der sprøjter materiale op i 8 km højde og har 150 km lange røgfaner. Mekanismen bag gejserne er formodentlig, at sollyset uhindret trænger igennem det øverste klare lag af nitrogen-is for så at blive absorberet i den underliggende snavsede, støvblandede is. Herved opvarmes og smeltes den underliggende is, som enkelte steder slipper af med overtrykket ved gejseraktivitet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: Triton i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174411