Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirkwood-gab

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

Kirkwood-gab, områder i asteroidebæltet, hvor ingen eller kun meget få asteroider findes, svarende til, at baner med visse middelafstande til Solen er tomme. I 1866 gjorde den amerikanske astronom Daniel Kirkwood (1815-95) opmærksom på, at der i afstanden 2,5 au fra Solen var et gab i asteroidebæltet. Han forklarede det som et resonansfænomen, idet omløbsperioden i denne afstand er i forholdet 1:3 af Jupiters omløbsperiode. Nye beregninger baseret på kaosteori antyder, at årsagen til Kirkwood-gabene er et samspil mellem Jupiters og Solens tyngdefelter, der giver legemer, hvis omløbsperioder er kommensurable med Jupiters, en tendens til pludselig at udvikle meget store excentriciteter. Herved ryddes gabene hurtigt for materiale.

I 1867 fremsatte Kirkwood en tilsvarende forklaring på Cassinis deling mellem Saturns A- og B-ring, hvor baneresonansen er 1:2 med Saturns måne Mimas.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: Kirkwood-gab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106600