• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kvasar

Oprindelig forfatter HUN-N Seneste forfatter Redaktionen

kvasar, kvasistellart objekt, meget fjernt og stærkt lysende himmelobjekt, der, som navnet angiver, ligner en almindelig stjerne på fx fotografiske plader. Når kvasarernes udsendte lys studeres, er de imidlertid meget forskellige fra almindelige stjerner: De udsender nemlig en stor del af deres lys i brede emissionslinjer, hvoraf de stærkeste stammer fra brint, ilt og kvælstof, men linjerne bliver i mange tilfælde fundet ved en meget længere bølgelængde, end de er udsendt ved. Denne rødforskydning er tegn på, at mange kvasarer bevæger sig væk fra os med hastigheder tæt på lysets. Ifølge Hubbles lov svarer disse store hastigheder til, at kvasarerne er meget langt væk, og kvasarerne er således nogle af de fjerneste synlige objekter i Universet. Der er observeret kvasarer i en afstand på over 10 mia. lysår.

Ordet kvasar kommer af engelsk quasar, sammentrækning af quasi-stellar 'stjernelignende'.

En kvasar kan udsende mere lys end 1000 galakser fra et område, hvis udstrækning er mindre end et lysår. Det menes, at kvasarerne får deres kolossale mængder af energi fra stof, der falder ind mod et sort hul i centrum af en galakse. For at få tilstrækkelig med energi skal det sorte hul have en masse på 100 mio. gange Solens.

Kvasarer blev opdaget i begyndelsen af 1960'erne ved deres radiostråling, og i 1963 viste Maarten Schmidt, at deres spektre udviste stor rødforskydning. Se også aktiv galaksekerne.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.U. Nørgaard-Nielsen: kvasar i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112704