• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

komet

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter MHansen

Komet. Hale-Bopp, der kunne ses på nattehimlen 1996-97, var en af de klareste kometer, der er observeret. På dette billede fra Høgebjerg på Als ses de to haler (den gullige støvhale og den blålige gashale) tydeligt; det er taget umiddelbart efter solnedgang i april 1997. Fotografi taget af elever og lærere fra EUC Syd og Amtsgymnasiet i Sønderborg.

Komet. Hale-Bopp, der kunne ses på nattehimlen 1996-97, var en af de klareste kometer, der er observeret. På dette billede fra Høgebjerg på Als ses de to haler (den gullige støvhale og den blålige gashale) tydeligt; det er taget umiddelbart efter solnedgang i april 1997. Fotografi taget af elever og lærere fra EUC Syd og Amtsgymnasiet i Sønderborg.

komet, lille himmellegeme af is og støv, der bevæger sig i stærkt elliptiske baner om Solen. Når kometen er tæt nok på Solen, kan den ses som en lysende, central sky med en lang hale.

Kometerne stammer fra de yderste dele af Solsystemet, langt på den anden side af den yderste planet Pluto, antageligvis fra en sfærisk sky (Oorts sky) ca. 1/3 af vejen til den nærmeste stjerne, α-Centauri. Skyen antages at indeholde mellem 1 mio. og 100 mio. kometer. Det skal dog understreges, at eksistensen af Oorts sky ikke er blevet bekræftet ved direkte observationer.

Den oprindelige sammensætning af kometerne er ca. 50% is af flygtige stoffer (bl.a. vand, kuldioxid, methan) og ca. 50% kulchondritlignende stenmateriale, hvorfor kometer også kaldes "beskidte snebolde". Sammensætningen afspejler Solsystemets oprindelige sammensætning. Kometens overflade er helt sort pga. store mængder kulchondritisk materiale. Radius for en komet er svær at bestemme ved observationer, men er typisk 0,1-100 km.

Annonce

Ordet komet kommer af græsk (aster) kometes '(stjerne med) langt hår', af kome 'hår'.

Ved tilfældige tyngdepåvirkninger mellem kometerne i Oorts sky eller fra en forbipasserende stjerne kan en komets bane ændres, så den ledes ind i det indre Solsystem, ofte med perihelium (nærmeste punkt til Solen) inden for Jordbanen.

Astronomi. Billede af Halleys komet, sammensat af 29 CCD-optagelser med det danske 1,5 m teleskop ved ESO på La Silla i Chile. Optagelserne blev i 1986 foretaget over fem nætter af Richard M. West. Kometens kerne ses som en lysende prik nær centrum af en asymmetrisk støvsky (komaen), som er ca. 550.000 km i diameter.

Astronomi. Billede af Halleys komet, sammensat af 29 CCD-optagelser med det danske 1,5 m teleskop ved ESO på La Silla i Chile. Optagelserne blev i 1986 foretaget over fem nætter af Richard M. West. Kometens kerne ses som en lysende prik nær centrum af en asymmetrisk støvsky (komaen), som er ca. 550.000 km i diameter.

Når en komet på vej mod perihelium nærmer sig Solen, bevirker varmen fra sollyset og mødet med solvinden, at flygtigt materiale fordamper fra kometens overflade. Herved omgives kometens kerne af en støv- og gassky, som kaldes komaen. Støv og gas blæses bort fra kometen af solvinden og danner herved kometens karakteristiske hale, der ofte er over 1 au lang (ca. 150 mio. km). Halen er almindeligvis delt i to grene. Den ene gren består af ioniseret gas, der følger de let buede magnetfeltlinjer i solvinden, mens den anden består af støv og neutral gas og peger direkte væk fra Solen. Når kometen atter fjerner sig fra Solen, forsvinder halen.

Mange kometer fremviser periodiske genkomster (således Halleys komet hvert 76. år), men da der fordamper stof ved hver passage, slides de til sidst op. Kometerne efterlader ofte store mængder af små kulchondritiske partikler i deres baner, og dette ses som stjerneskudssværme (fx Perseiderne), når Jorden hvert år passerer en gammel kometbane.

Nogle såkaldte "udslukte" kometer er objekter, hvor den meste is er blevet afstødt og som derfor ikke kan danne hale. De klassificeres ofte som asteroider, men kan identificeres som udslukte kometer ud fra deres stærkt elliptiske baner.

Komet. Ifølge Aristoteles' og middelalderens opfattelse var himmelrummet hinsides Månen uforanderligt, men Tycho Brahe kunne ved observationer af kometen i 1577 vise, at den var længere væk end Månen. Tegningen viser kometens placering i det tychoniske system, hvor Månen (B) og Solen (C) kredser om den ubevægelige Jord (A), mens de øvrige planeter og kometen (X) kredser om Solen; kometens hale, der peger væk fra Solen, er tydelig. Illustration fra Tycho Brahes Samlede Værker, 1648.

Komet. Ifølge Aristoteles' og middelalderens opfattelse var himmelrummet hinsides Månen uforanderligt, men Tycho Brahe kunne ved observationer af kometen i 1577 vise, at den var længere væk end Månen. Tegningen viser kometens placering i det tychoniske system, hvor Månen (B) og Solen (C) kredser om den ubevægelige Jord (A), mens de øvrige planeter og kometen (X) kredser om Solen; kometens hale, der peger væk fra Solen, er tydelig. Illustration fra Tycho Brahes Samlede Værker, 1648.

Man har ikke med sikkerhed observeret en komets sammenstød med Jorden, om end Tunguska-hændelsen kunne være et sådant, men i 1994 stødte kometen Shoemaker-Levi ind i planeten Jupiter. Kometer, der har ramt Jorden tidligt i Solsystemets historie, kan være kilden til vand på Jorden. Den mest velundersøgte komet er Halleys komet, der ved sin passage i 1986 blev udforsket af seks rumsonder.

Historie

Kometer har tiltrukket sig menneskers interesse gennem årtusinder. Der findes kinesiske, japanske, koreanske og babyloniske optegnelser om observationer af kometer længe før Kristi fødsel. Kometer og deres natur blev beskrevet af Pythagoras, Hippokrates, Anaxagoras og Demokrit, der alle havde forskellige teorier om kometernes natur, idet de dog mente, at der kun fandtes én komet.

Den tænker, der havde mest indflydelse på eftertiden, var imidlertid Aristoteles, hvis kometteorier holdt sig helt op i 1500-t. Han mente, at kometer dannedes, når Solen opvarmede Jorden, og tørre dunster fordampede fra jordoverfladen. Dunsterne steg op til den fjerde, ild-dominerede, af de sfærer, man mente omgav Jorden, hvor de antændtes og blev til kometer.

Den aristoteliske teori fik sit første grundstød, da Tycho Brahe ved observation af kometen i 1577 kunne vise, at dens bane var hinsides Månen og dermed hørte hjemme i himmelrummet. Kepler forklarede i 1607 kometernes dannelse som en spontan kondensation fra urenheder i æteren, der mentes at være til stede overalt i rummet; komethalerne forklarede han ved, at Solens stråler passerer gennem kometen og drager dele af komethovedet med.

Komet. Fred Hoyle; foto fra 1963.

Komet. Fred Hoyle; foto fra 1963.

Det blev Newton, det efter observationer af kometen i 1680 som den første kunne give det moderne billede af en komet som et fuldgyldigt legeme i Solsystemet følgende Keplerbaner. Halley forudsagde som den første genkomsten af en komet; den fik senere navnet Halleys komet.

Gennem det meste af middelalderen anså overtroiske mennesker kometer for at være budbringere af død og ulykke. Denne overtro har i vor tid fået et interessant efterspil, idet den britiske astronom Fred Hoyle har foreslået, at kometer indeholder liv i form af virus, som skulle kunne komme til Jorden, når den passerer gamle kometbaner. Hoyles teori har dog ikke kunnet eftervises.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: komet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108389