Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Halleys komet

Oprindelig forfatter KLRa Seneste forfatter Redaktionen

Halleys komet. Første gang en komets kerne blev fotograferet, var ved Halleys passage i 1986. Billedet øverst er sammensat af 60 optagelser fra rumsonden Giotto og har en opløsning på mellem 80 og 800 m. Solen står tv., og materialet i de lyse jetstrømme strømmer i retning mod Solen. Tv. ses en skematisk tegning af kernen i Halleys komet.

Halleys komet, (efter E. Halley), 1P/Halley, komet med en omløbstid om Solen på 76 år. Den første dokumenterede tilsynekomst af Halleys komet er fra 240 f.Kr. i Kina. Ved kometens passage i 1986 blev den observeret af seks rumsonder.

Observationerne fra bl.a. den europæiske rumsonde Giotto viste, at Halleys kerne er et irregulært, næsten kulsort legeme på 16 km×8 km×8 km. På kometkernens overflade var der aktive regioner, hvorfra støv og gasser strømmede ud. De aktive områder udgjorde kun ca. 20% af den belyste overflade.

Målingerne fra rumsonderne afslørede også, at kometkernen roterede med en periode på 52 timer.

Annonce

Astronomi. Billede af Halleys komet, sammensat af 29 CCD-optagelser med det danske 1,5 m teleskop ved ESO på La Silla i Chile. Optagelserne blev i 1986 foretaget over fem nætter af Richard M. West. Kometens kerne ses som en lysende prik nær centrum af en asymmetrisk støvsky (komaen), som er ca. 550.000 km i diameter.

Temperaturen i Halleys indre blev anslået til 35 K, og massefylden til 0,25-1 g/cm3. Kometens masse var ca. 5∙1014 kg. Målinger af magnetfeltet viste, at Halleys komet har en chokfront, hvor komaen møder solvinden. Mange af støvkornene viste sig at indeholde organiske molekyler på helt op til 120 atommasseenheder. Sådanne organiske molekyler må findes i hele kometkernen, og de må have været til stede, da kometen blev dannet. Se også komet og astronomi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kaare Lund Rasmussen: Halleys komet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88207