Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vandur

Oprindelig forfatter ASmi Seneste forfatter Redaktionen

Vandur. Principskitse af et vandur konstrueret efter Ktesibios' princip. Svømmeren holder vandstanden i beholderen tv. konstant og dermed også afstrømningen ned i den store beholder. Flyderen hæver sig derfor med konstant hastighed, og klokkeslættet kan aflæses vha. den pegende figur. Beholderen med svømmeren adskiller sig i princippet ikke stort fra en moderne wc-cisterne.

vandur, tidsmåler, der til udmålingen anvender vands udstrømning fra en beholder. I sin simpleste udformning består et vandur af en fyldt beholder forsynet med et afløb forneden. Når beholderen er tom, er et bestemt tidsrum forløbet. Evt. kan beholderen forsynes med en indvendig skala, så mindre tidsintervaller kan aflæses. Der kendes egyptiske vandure fra 1400-t. f.Kr., og i oldtidens Grækenland anvendtes vandure bl.a. til udmåling af taletid ved folkedomstolene (se klepsydra). En mere avanceret form konstrueret af grækeren Ktesibios (200-t. f.Kr.) holder vandstanden i beholderen konstant, så også afstrømningen er konstant; vandet strømmer ned i en anden, skalainddelt beholder. Romerne anvendte bl.a. et vandur bestående af en cylinder, der langsomt fyldtes med vand; en flyder angav vandniveauet og dermed tiden. Heron konstruerede i 1. årh. e.Kr. et vandur med visere, drevet vha. en tandstang forbundet til en flyder, og der fandtes også astronomiske vandure, som fx kunne angive planeternes stilling. Vandure blev i 1200-t. afløst til almindelig brug af de mekaniske ure. Tycho Brahe eksperimenterede med et "vandur" med kviksølv for at opnå mere nøjagtige tidsmålinger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Smith: vandur i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178444