Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

verdensbillede

Oprindelig forfatter Kragh Seneste forfatter Redaktionen

Striden om verdensbilledet, således som det er illustreret i italieneren G.B. Ricciolis (1598-1671) Almagestum Novum fra 1651. I baroktidens karakteristiske svulstige og symbolmættede stil vises himlenes gudinde, den stjernebestrøede Urania, der vejer det kopernikanske system mod Ricciolis egen version af det tychoniske. Det sidste tillægges størst vægt. Den øjebeklædte mand tv., Argus Panoptes fra den græske mytologi, har en kikkert i hånden; han symboliserer stjernehimlen og den empiriske videnskab. Forneden ses Ptolemaios, hvis system ligger afvist ved Uranias fødder. Ptolemaios indrømmer sit systems nederlag, idet han siger jeg tog fejl, så jeg kunne blive rettet.

Striden om verdensbilledet, således som det er illustreret i italieneren G.B. Ricciolis (1598-1671) Almagestum Novum fra 1651. I baroktidens karakteristiske svulstige og symbolmættede stil vises himlenes gudinde, den stjernebestrøede Urania, der vejer det kopernikanske system mod Ricciolis egen version af det tychoniske. Det sidste tillægges størst vægt. Den øjebeklædte mand tv., Argus Panoptes fra den græske mytologi, har en kikkert i hånden; han symboliserer stjernehimlen og den empiriske videnskab. Forneden ses Ptolemaios, hvis system ligger afvist ved Uranias fødder. Ptolemaios indrømmer sit systems nederlag, idet han siger jeg tog fejl, så jeg kunne blive rettet.

verdensbillede, opfattelse af verden, kosmos eller Universet. Kosmologi er læren om verden; som oftest forsøget på at opnå en videnskabelig forståelse heraf. Både "verdensbillede" og "kosmologi" bruges dog også i betydningen "verdensanskuelse", der normalt hentyder til religiøse og etiske opfattelser af den verden, der har mennesket i fokus. Historisk set har de to betydninger fælles rødder, idet de begge er udsprunget af religiøse og mytiske opfattelser af verden.

De ældste verdensbilleder, vi har kendskab til, er alle af mytisk-religiøs art. Naturfænomener blev beskrevet i form af myter, hvor naturen og dens hændelser er personificeret og tilskrevet guders eller dæmoners handlinger. Man var ikke så meget interesseret i Universets form og struktur som i dets tilblivelse og forandringer. Opfattelsen af verden var dynamisk og omfattede ofte en kosmogoni eller skabelsesmyte. Kosmogonien var ofte samtidig en teogoni, en fortælling om gudernes historie og slægtsforhold. De ældste verdensbilleder stammer fra de egyptiske, mesopotamiske, indiske, jødiske og oldgræske kulturer fra ca. 3000-700 f.Kr. De fleste er baseret på en skabelsesmyte, hvor der af et udifferentieret urhav eller kaos udskilles en himmel og Jord, befolket af guder og senere af mennesker. Den jødiske skabelsesmyte er speciel ved kun at indeholde en enkelt gud, der skaber verden ud fra intet. Verdens rumlige struktur tillægges ikke stor betydning, men fremstilles ofte lagdelt, med en flad Jord omgivet af et hav og med et dødsrige under. Flere af de ældste verdensbilleder opererede ikke blot med en skabelse af verden, men også med en katastrofisk afslutning. Inderne opfattede verdensudviklingen som cyklisk, idet verden ville forgå og igen opstå med en periode kaldet "verdenssjælens dag". Den græske kosmologiske udvikling standsede derimod med de olympiske guders magtovertagelse og indeholdt ingen undergangsforestillinger.

Hos de tidlige græske naturfilosoffer omkring 550 f.Kr. skete der en afmytologisering af verdensbilledet, idet man søgte at fremstille det rationelt og naturalistisk, uden brug af guder og dæmoner. Verden var ordnet og lovbundet, og man interesserede sig i højere grad for dens struktur end for dens skabelse. Således synes Anaximander at have ment, at Jorden var af samme størrelse som Månen, havde form som en cylinder og svævede frit i verdensrummet. Ifølge den pythagoræiske skole var Jorden kugleformet, og den kredsede, sammen med planeter og stjerner, om en central "ild" i Universets midte. I almindelighed interesserede man sig for himmellegemerne, der blev opfattet som kloder kredsende om Jorden. Disse opfattelser blev ændret og udviklet af Platon og Aristoteles, hos hvem vi finder grundtrækkene i det verdensbillede, der skulle dominere europæisk kultur indtil 1600-t. Ifølge dette hierarkiske og kugleformede verdensbillede bestod Universet af kugleskaller indeholdende fiksstjernerne og de forskellige planeter, inkl. Sol og Måne. Kugleskallerne roterede om Jorden, der var ubevægelig og placeret i verdens centrum. Desuden var det aristoteliske Univers endeligt, evigt og uskabt. Om end der også i den græske oldtid var rivaliserende anskuelser, blev disse grundtræk alment accepteret. Den avancerede geometriske astronomi, der kulminerede med Ptolemaios' arbejder, adskilte sig på flere måder fra den simple geocentriske model, men kosmologisk set var også Ptolemaios' verdensbillede aristotelisk.

Annonce

Fra omkring 1200 blev det aristotelisk-ptolemæiske verdensbillede integreret i den europæiske middelalders opfattelse af verden. Syntesen mellem Aristoteles og den kristne kirke medførte dog en ændring i den græske opfattelse, idet verden jo ifølge kristendommen var skabt af Gud. I 1200- og 1300-t. var syntesen blevet en autoriseret del af den middelalderlige verden, sådan som man i en poetisk form kan finde den i Dantes guddommelige komedie. Om end enkelte af periodens filosoffer påpegede muligheden for en bevægelig Jord og et uendeligt Univers, var der ikke noget egentligt opgør med det aristoteliske verdensbillede. Et alternativ fremkom i 1543 med Kopernikus' heliocentriske system, der dog først blev kontroversielt omkring 1600, da det blev fremført og videreudviklet af især Galilei og Kepler.

Det nye kopernikanske system havde Solen som centrum, og med den senere accept af Keplers ellipseformede planetbaner var verdensbilledet yderligere ændret. På andre måder mindede det nye verdensbillede dog om det middelalderlige, idet stjernehimlen normalt blev betragtet som verdens afslutning. Allerede før 1600 havde enkelte kopernikanere dog foreslået et uendeligt Univers, og med Newtons gravitationsteori og den nye mekanik blev det almindeligt at opfatte stjernerne som fordelt i et grænseløst verdensrum, men stadig med Solen i centrum.

I 1700-t. opstod de første kosmologier i mere omfattende forstand, hvor man inddrog ikke blot planeterne, men også stjerneverdenen og de nye tåger eller galakser. Hos Kant (1755) finder man et storslået, om end spekulativt billede af verden, nemlig som en uendelig og dynamisk struktur bestående af et hierarki af stjernestrukturer i både stadig udvikling og forfald. En noget lignende kosmologisk teori blev fremsat af Johann Heinrich Lambert i 1761. William Herschels kosmologiske idéer var som Kants inspireret af Newtons og omfattede bl.a. en model af Mælkevejen, som han mente var en gigantisk samling af stjerner med Solen nær midten. Selvom de verdensbilleder, Kant, Lambert og Herschel formulerede, hvilede på et newtonsk mekanisk grundlag, var de samtidig dybt forankrede i naturteologien, og det var først fra omkring 1850, at teologiske overvejelser blev fremmede for den videnskabelige kosmologi.

I 1800-t. var det ikke mindst Mælkevejen og dens forhold til tågerne, der optog astronomerne. Ved slutningen af århundredet var der to store, beslægtede spørgsmål: Hvor stor er Mælkevejen, og hvilken form har den? Befinder tågerne sig inden for Mælkevejen, eller er de (nogle af dem) tværtimod systemer af samme art som Mælkevejen? Disse spørgsmål, der først blev afklaret i 1920'erne, blev ivrigt diskuteret af astronomerne, mens man kun sjældent beskæftigede sig med Universets tidslige udstrækning. Selvom man i 1800-t. havde erkendt, at stjerner og tåger ligesom Jorden er legemer i udvikling, opfattede man Universet i sin helhed som statisk og uden en begyndelse. Den form for verdensbillede, astronomer havde omkring 1910, var stadig baseret på newtonsk mekanik og var geometrisk snarere end fysisk. Først i 1920'erne indtraf en drastisk omvæltning i det videnskabelige verdensbillede dels med accepten af Einsteins almene relativitetsteori, dels med erkendelsen af, at Universet ikke er statisk, men stedse udvider sig. Med disse indsigter blev grunden lagt til det moderne billede af Universet, som på afgørende vis adskiller sig fra alle tidligere forestillinger, se Universet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Kragh: verdensbillede i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=179370