• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

astronomi

Oprindelige forfattere HNoer og Kaul Seneste forfatter Redaktionen

Astronomi. Uranienborgs murkvadrant fra 1582 var et af Tycho Brahes vigtigste sigteinstrumenter. Den var af massiv messing og havde en radius på ca. to meter. Skalaen, som kunne aflæses med en nøjagtighed på ti buesekunder, var fastgjort til en væg i meridianen. Der blev sigtet gennem hullet i muren foroven til venstre; samtidig med observationen blev det nøjagtige tidspunkt aflæst, og begge dele blev noteret. Bag målebuen har Tycho Brahe i et maleri, fremstillet af hele tre kunstnere, fået portrætteret sig selv samt de væsentligste steder for sin virksomhed: observatorierne, biblioteket og det kemiske laboratorium. Stikket findes i bogen  Atlas Maior af Johannes Blau.

Astronomi. Uranienborgs murkvadrant fra 1582 var et af Tycho Brahes vigtigste sigteinstrumenter. Den var af massiv messing og havde en radius på ca. to meter. Skalaen, som kunne aflæses med en nøjagtighed på ti buesekunder, var fastgjort til en væg i meridianen. Der blev sigtet gennem hullet i muren foroven til venstre; samtidig med observationen blev det nøjagtige tidspunkt aflæst, og begge dele blev noteret. Bag målebuen har Tycho Brahe i et maleri, fremstillet af hele tre kunstnere, fået portrætteret sig selv samt de væsentligste steder for sin virksomhed: observatorierne, biblioteket og det kemiske laboratorium. Stikket findes i bogen Atlas Maior af Johannes Blau.

astronomi, den gren af naturvidenskaben, der omhandler himmellegemerne og verdensrummet (Universet). Astronomi omfatter bl.a. sfærisk astronomi, astrometri (grundlaget for kalendervæsen og navigation) og astrofysik, herunder udforskningen af Solsystemet, stjernerne (se stjerne), Mælkevejssystemet og andre galakser, galaksehobe, kosmologi; i de senere år også bioastronomi, herunder bl.a. studiet af livets opståen. Astronomiens grænseområder inkluderer især geofysik, kosmokemi og partikelfysik. Se også Solen samt artikler om de enkelte planeter.

Ordet astronomi kommer af græsk astronomia 'ordning af og redegørelse for stjernerne, stjernekundskab', af astro- og -nomi.

Astronomi versus astrologi

Oldtidens agerbrugssamfund i bl.a. Egypten og Mesopotamien havde en højt udviklet astronomi, der først og fremmest tjente som grundlag for et kalendersystem — fastlagt ved Solens og Månens regelbundne bevægelser på himmelkuglen. Forsøg på forudsigelser af måne- og solformørkelser indgik også. I stort set alle ældre kulturer var astronomien nært forbundet med astrologien, hvori de nærmeste himmellegemer Solen, Månen og planeterne Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn opfattedes som levende væsener eller guder. Planeternes skiftende positioner i forhold til de faste stjernebilleder langs Dyrekredsen (ekliptika) gav dem betegnelsen vandrestjerner i modsætning til fiksstjernerne, og fænomenet udnyttedes af astrologerne til at forklare og forudsige hændelser i menneskers liv.

I dag skelnes der skarpt mellem på den ene side astrologiens stjernetydning og på den anden side astronomien baseret på den naturvidenskabelige metodes samspil mellem teori og eksperiment.

Annonce

Astronomi. Plejaderne (M45, Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren er en såkaldt  åben stjernehob, som indeholder ganske unge stjerner, dvs. få hundrede mio. år gamle. Den blå farve, som ikke kan ses med det blotte øje, skyldes refleksion af lyset fra de mest lysstærke af stjernerne.

Astronomi. Plejaderne (M45, Syvstjernen) i stjernebilledet Tyren er en såkaldt åben stjernehob, som indeholder ganske unge stjerner, dvs. få hundrede mio. år gamle. Den blå farve, som ikke kan ses med det blotte øje, skyldes refleksion af lyset fra de mest lysstærke af stjernerne.

Stjernebilleder

Mange af de stjernebilleder, der kan ses fra Jordens nordlige halvkugle har stadig de oprindelige græske navne. Skillelinjerne mellem den del af stjernehimlen, der har græsk-inspirerede, mytologiske navne (og som kan ses fra den nordlige halvkugle af Jorden) og den del af himlen, der har mere verdslige navne som fx Passeren, Uret og Mikroskopet (navngivet kort efter de første opdagelsesrejser til den sydlige halvkugle) tyder på, at de oprindelige navngivere til stjernebillederne har haft hjemme nær 36° n.br.: i Ægæerhavet eller i området mellem floderne Eufrat og Tigris. Mange enkeltstjerners navne er derimod arabiske af oprindelse. Det gælder bl.a. stjernerne Algol, Rigel og Aldebaran. Se også stjernebilleder og stjernesagn.

Den Internationale Astronomiske Union foretog i 1930 en formel opdeling af hele stjernehimlen i 88 stjernebilleder (konstellationer), der afgrænses af imaginære linjer på himlen i nord-syd eller øst-vestlige retninger, sådan som det fremgår af moderne stjernekort.

Universets opbygning

Astronomiens udvikling er nært knyttet til udviklingen af menneskets livsanskuelse og opfattelse af sin egen placering i Universet. Fra oldtidens forestillinger om Jorden som verdens centrum i et statisk Univers frem til nutidens forestillinger om et grænseløst Univers i bestandig udvikling og uden nogen form for centrum er der et kæmpespring.

Gennem de seneste ca. 100 år er det lykkedes at fastslå, at Universet kort kan beskrives på følgende måde: Den synlige del af stoffet er samlet i de såkaldte galaksehobe — samlinger af enkeltgalakser, som hver for sig er en slags Universets "øer" af stjerner, indeholdende op til flere hundrede mia. stjerner. De enkelte galakser bevæger sig bort fra hinanden i det, der betegnes som Universets udvidelse — en udvidelse, der anses for at være påbegyndt i en gigantisk eksplosionsagtig tilstand, betegnet som big bang, og som anslås at have fundet sted for ca. 13,7 mia. år siden.

Mælkevejssystemet. Skematisk tegning af Mælkevejssystemet set fra oven og fra siden. Uden for haloen findes den mørke halo, som strækker sig ca. 5 gange længere ud, og som menes at indeholde det meste af vores galakses masse. Solens afstand fra galaksens centrum er ca. 25.000 lysår.

Mælkevejssystemet. Skematisk tegning af Mælkevejssystemet set fra oven og fra siden. Uden for haloen findes den mørke halo, som strækker sig ca. 5 gange længere ud, og som menes at indeholde det meste af vores galakses masse. Solens afstand fra galaksens centrum er ca. 25.000 lysår.

En typisk spiralformet galakse udgør en slags enhed med tre karakteristiske bestanddele: en roterende, fladtrykt skive med flere hundrede mia. stjerner og en mængde skyer af gas og støv (interstellart stof), alt koncentreret i spiralarme; en central massekoncentration, hvori stjernetætheden er størst i en såkaldt "central udbulning" muligvis med en aktiv kerne i midten, og endelig en langsomt roterende, næsten sfærisk "halo", der bl.a. består af nogle få hundrede kugleformede stjernehobe. Disse består hver for sig af hen ved en mio. stjerner, som udgør systemets ældste medlemmer.

I én af disse spiralgalakser, Mælkevejssystemet, befinder vores stjerne, Solen, sig ca. 30.000 lysår fra centrum i én af spiralarmene. Udstrækningen af Mælkevejssystemets skive er ca. 100.000 lysår. Solen omkredses af et system af ni planeter, der alle er kloder, som ikke selv udsender lys, men som kan ses på himlen, fordi de i større eller mindre grad reflekterer lyset fra Solen. Solsystemet omfatter Solen selv, planeterne Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun samt dværgplaneter som Pluto — nogle af disse med omkredsende måner; flere tusinde småplaneter (asteroider) med få kilometer i tværmål, af uregelmæssig form og beliggende i området mellem Mars og Jupiter samt en næsten sfærisk halo af kometer, som har langstrakte baner og med lange mellemrum besøger Solsystemets inderste dele.

Afstanden til Proxima Centauri, den nærmeste stjerne bortset fra Solen, er 4,3 lysår. Det er lidt mere end den gennemsnitlige afstand mellem stjernerne i Solens omegn, hvor der inden for ca. 15 lysår hidtil er fundet ca. 50 stjerner. På ganske få undtagelser nær er afstanden til alle de flere tusinde stjerner, det er muligt at se med det blotte øje, højst ca. 1000 lysår, hvilket svarer til en forbløffende lille del af Mælkevejssystemet.

I forhold til stjernernes egne størrelser er deres indbyrdes afstand meget stor. Solens diameter er ca. 1,4 mio. km — meget tæt på gennemsnitsværdien for stjerners størrelse — mens et lysår er ca. 10 billioner km: Stjernerne udfylder med andre ord kun en meget lille brøkdel af det rum, de befolker i galakserne. I Solens omegn er denne brøkdel ca. en billiontedel af en billiontedel (10-24).

Astronomi. Billede af Halleys komet, sammensat af 29 CCD-optagelser med det danske 1,5 m teleskop ved ESO på La Silla i Chile. Optagelserne blev i 1986 foretaget over fem nætter af Richard M. West. Kometens kerne ses som en lysende prik nær centrum af en asymmetrisk støvsky (komaen), som er ca. 550.000 km i diameter.

Astronomi. Billede af Halleys komet, sammensat af 29 CCD-optagelser med det danske 1,5 m teleskop ved ESO på La Silla i Chile. Optagelserne blev i 1986 foretaget over fem nætter af Richard M. West. Kometens kerne ses som en lysende prik nær centrum af en asymmetrisk støvsky (komaen), som er ca. 550.000 km i diameter.

De nærmeste naboer i rummet til vor galakse er De Magellanske Skyer, som befinder sig på den sydlige himmelhalvkugle. Det er to stjernesystemer, der ligesom Mælkevejssystemet indeholder et meget stort antal stjerner, men som dog er betydelig mindre stjernesystemer. Den nærmeste galakse, der i størrelse og struktur kan sammenlignes med Mælkevejssystemet, er Andromedagalaksen. Denne kan lige akkurat skelnes med det blotte øje under gunstige forhold, dvs. langt fra storbyens lys, og når den befinder sig højt på himlen. Afstanden til denne galakse er lidt over 2 mio. lysår. Sammenlignet med den normale udstrækning af en galakse på omtrent 100.000 lysår viser det en slående kontrast mellem forholdene galakserne indbyrdes og forholdene mellem stjernerne inden for hver enkelt galakse. Galakserne udgør en langt større brøkdel af det rum, de befinder sig i. En gængs værdi for denne brøkdel er noget mindre end en timilliontedel (10-7).

Mælkevejssystemet, De Magellanske Skyer og Andromedagalaksen udgør sammen med ca. en snes andre galakser (alle mindre end Mælkevejssystemet) en galaksehob, der går under betegnelsen Den Lokale Galaksegruppe. Langt de fleste galakser i Universet tilhører en sådan galaksehob. Den nærmeste store galaksehob befinder sig i retningen af stjernebilledet Jomfruen (Virgo) og kaldes Virgohoben. Afstanden til midten af hoben er ca. 40 mio. lysår. Hobens egen udstrækning menes at være mere end 10 mio. lysår. Galaksehobene udgør på et endnu højere organisationstrin superkomplekser (superhobe) af galakser med udstrækninger på ca. 100 mio. lysår og med karakteristiske indbyrdes afstande på ca. 1 mia. lysår. Om den hierarkiske opbygning fra stjerner til galakser, via galaksehobe og videre til superkomplekser hører op her, er et uløst spørgsmål, men meget tyder på, at fordelingen af galakser bliver jævn, når man betragter antallet af galakser i volumener med diametre på nogle mia. lysår. De fjerneste galakser, der hidtil er observeret, befinder sig i afstande på ca. 10 mia. lysår.

I endnu større afstande findes de såkaldte kvasarer, som er galakser med uhyre stærkt udstrålende kerneområder. Foreløbige teorier tyder på, at energien stammer fra processer i forbindelse med et supertungt sort hul i den centrale del af galaksen. Kvasarerne er de stærkest udstrålende af alle kendte objekter. Muligvis udgør kvasarfænomenet et tidligt stadium i forløbet af mange galaksers udvikling.

Astronomi i de ældste tider

Egyptiske gravindskrifter vidner om astronomisk aktivitet fra omkring 2100 f.Kr., men også før den tid menes systematiske observationer af især stjernen Sirius at have været sat i forbindelse med Nilens oversvømmelser. Assyriske stjernekataloger fra ca. 1100 f.Kr. kendes, og babyloniske astronomers observationer af planeten Venus dateres til tiden omkring 1700 f.Kr., se også Babylonien (astronomien). Fra forskellige forhistoriske kulturer kendes kultanlæg, hvis orientering kan afspejle astronomiske observationer; oftest af simpel art, fx solopgang ved midsommer. Vidnesbyrd om komplicerede iagttagelser er omstridte. Britiske stencirkler som Stonehenge kan være opført efter bestemte månepositioner, og i den irske jættestue New Grange skinner solen kun ind i kammeret ved midvinters solopgang.

Formentlig allerede Thales (500-t. f.Kr.) og i hvert fald pythagoræerne (ca. 500 f.Kr.) og Aristoteles (384-322 f.Kr.) forestillede sig, at Jorden var rund. Ca. 265 f.Kr. hævdede Aristarchos fra Samos, at Jorden bevægede sig rundt om Solen, og Eratosthenes beregnede ca. 240 f.Kr. en forbløffende nøjagtig værdi for Jordens omkreds. Hipparchos (190-125 f.Kr.), der anses for den videnskabelige astronomis grundlægger, bestemte solårets længde, uregelmæssigheder i Månens bevægelse, opdagede Jordens præcessionsbevægelse og opstillede et stjernekatalog med ca. 1000 stjernepositioner på grundlag af egne observationer.

Klaudios Ptolemaios. Træsnit fra 1512, der viser Ptolemaios tv. sammen med den personificerede Astronomi. I middelalderen blev Ptolemaios ofte fremstillet med kongekrone, da man fejlagtigt antog, at han var beslægtet med de egyptiske konger. Ptolemaios holder en kvadrant, som han opmåler stjernepositioner med. Nederst tv. ses en armillarsfære, et måleinstrument, der beskrives i Almagest.

Klaudios Ptolemaios. Træsnit fra 1512, der viser Ptolemaios tv. sammen med den personificerede Astronomi. I middelalderen blev Ptolemaios ofte fremstillet med kongekrone, da man fejlagtigt antog, at han var beslægtet med de egyptiske konger. Ptolemaios holder en kvadrant, som han opmåler stjernepositioner med. Nederst tv. ses en armillarsfære, et måleinstrument, der beskrives i Almagest.

Ptolemaois (100-t. e.Kr.), Hipparchos' arvtager, er berømt for sit store værk Almagest, hvori stort set hele den tidligere tids astronomiske udvikling er beskrevet. Det ptolemæiske verdensbillede med Jorden i centrum (geocentrisk verdenssystem) var fremherskende helt op i 1500-t. Problemet med at redegøre for, hvorfor planeterne - set fra Jorden - foretager retrograde bevægelser, forklaredes ved at antage, at hver planet bevæger sig i en lille cirkel, hvis centrum selv udfører en cirkelbevægelse om Jorden (epicykelteorien).

Middelalder og renæssance

I den europæiske middelalder videreførtes astronomien i stor udstrækning af arabiske astronomer — uden at der dog fra den side kan påvises afgørende nye træk. Vigtig er især overleveringen af Almagest, der blev oversat fra græsk af arabiske astronomer; se arabisk astronomi.

Helt skelsættende blev den polske astronom, Nikolaus Kopernikus, der i 1543 — med sin heliocentriske model for planeternes bevægelse i cirkelbaner om Solen — så at sige flyttede verdens centrum fra Jorden til Solen. Herved kunne de observerede planetbevægelser forklares langt simplere end i den geocentriske model. Men teorien påkaldte sig stor modstand fra den kristne kirke.

Heller ikke Tycho Brahe accepterede Kopernikus' model. Brahe udviklede på sit observatorium på øen Ven i Øresund sigteinstrumenter til perfektion i forhold til det menneskelige øjes ydeevne. Han forsøgte omhyggeligt at observere den årlige sigteændring i retningen til stjernerne som følge af Jordens banebevægelse om Solen (den årlige parallakse). Men da det ikke var muligt for ham at registrere nogen parallakse, konkluderede Brahe, at Jorden måtte være verdens centrum, og han forfægtede derfor sin egen (tychoniske) model med Jorden som centrum. Solen kredser her om Jorden, alt mens den bringer planeterne med sig i deres baner, der udgøres af cirkler med forskellige radier — alle centreret i Solen. Først i 1838 lykkedes det den tyske astronom F.W. Bessel for første gang at måle denne årlige parallakse for en stjerne (61 Cygni). Brahes "fejl" bestod i, at selv de nærmeste stjerner er så langt borte, at parallaksen er mindre end et buesekund (1/3600 grad) — en så lille vinkel, at den er umulig at skelne med det blotte øje. Men Tycho Brahes arbejdsgrundlag, den naturvidenskabelige metode, indvarslede en afgørende ny tid: Modellernes bekræftelse ved observationer er afgørende, og de rene, filosofiske diskussioner alene er ikke længere tilstrækkelige.

Astronomi. Rundetårn havde bl.a. til formål at være hjemsted for et observatorium, som skulle overgå Tycho Brahes Stjerneborg. Tårnet, som stod færdigbygget i 1642, blev i mere end 200 år centrum for dansk astronomi.

Astronomi. Rundetårn havde bl.a. til formål at være hjemsted for et observatorium, som skulle overgå Tycho Brahes Stjerneborg. Tårnet, som stod færdigbygget i 1642, blev i mere end 200 år centrum for dansk astronomi.

I vinteren 1609-10 anvendtes for første gang kikkerten i astronomiens tjeneste. Galileo Galilei opdagede herved Jupiters fire største måner (de galileiske måner). Sammen med observationer af Venus' faser kom de til at udgøre en stærk støtte til den kopernikanske teori: Selvom stjernernes årlige parallakse stadig ikke kunne observeres, kunne man her se, at ikke alt bevæger sig omkring Jorden.

Tycho Brahes meget omhyggelige observationer af Mars' bevægelser gennem mere end 12 år dannede efter hans død grundlag for, at hans assistent Johannes Kepler ved en raffineret geometrisk metode endegyldigt fik påvist, at planeternes bevægelser om Solen ikke foregår i cirkler, men i mere eller mindre langstrakte ellipser. Det lykkedes samtidig Kepler at udlede yderligere to lovmæssigheder for planeternes bevægelser om Solen, se Keplers love.

Selve det fysiske grundlag for himmellegemernes bevægelse blev tilvejebragt af Isaac Newton i værket Principia mathematica philosophiae naturalis fra 1687. Newton sammenlignede Månens bevægelse om Jorden med det frie fald ved Jordens overflade. Ud fra observationer af disse to tilsyneladende helt forskellige naturfænomener påviste Newton, at de begge kan tilskrives én og samme naturkraft: tyngdekraften — eller massetiltrækningen. Månen "falder" hele tiden rundt om Jorden og holdes lige netop på plads i sin bane af massetiltrækningen fra Jorden. Keplers love for planetbevægelserne viser sig at være direkte konsekvenser af den tilsvarende massetiltrækning fra Solen. Newtons tyngdelov er med andre ord grundlaget for alle himmellegemernes bevægelser.

Nyere tid

En afgørende forudsætning for udforskningen af Mælkevejssystemet er muligheden for at bestemme afstandene til stjernerne. Kun for stjerner inden for de nærmeste ca. 100 lysår er det muligt selv med moderne teleskoper at bestemme den omtalte årlige parallakse for stjernerne. Unøjagtigheden ved denne metode (trigonometrisk afstandsbestemmelse) er for stor for de fjernere stjerners vedkommende.

I 1930'erne og 1940'erne blev det dog for alvor muligt også at anvende den såkaldte fotometriske afstandsbestemmelse i stort omfang. Da lykkedes det nemlig at få udviklet nøjagtige metoder til bestemmelse af den lyssvækkende virkning af det interstellare stof. Med denne landvinding i hænde kunne man benytte, at en lyskildes tilsyneladende lysstyrke er omvendt proportional med kvadratet på dens afstand (afstandskvadratloven). Derved fik man bestemt afstandene til de fjerne stjerner ved en omhyggelig sammenligning af stjerner med identiske spektre, men forskellige tilsyneladende lysstyrker.

Også de variable, pulserende stjerner, der betegnes cepheider (opkaldt efter prototypen δ Cephei), udgør en uundværlig del af afstandsbestemmelsen. Lysstyrken varierer på en sådan måde, at forandringerne gentager sig med overordentlig stor nøjagtighed og med en karakteristisk periode, der har vist sig kun at afhænge af cepheidestjernens egen indre, såkaldte absolutte lysstyrke. Ud fra en cepheides periode og den dertil hørende absolutte lysstyrke kan dens afstand derfor vha. afstandskvadratloven bestemmes ud fra dens observerede, tilsyneladende lysstyrke.

Astronomi. Billedet af stjernen  η Carinae med omgivende materiale stammer fra Hubble-rumteleskopet og er sammensat af billeder, taget i hhv. den røde, grønne og violette del af spektret. Stjernen er meget lysstærk og samtidig ustabil med voldsomme udbrud; det seneste var i 1841, hvor  η Carinae i en periode var den næstklareste stjerne på himlen. Resterne af dette udbrud ses som en mørkerød sky rundt om stjernen; dette materiale bevæger sig bort fra stjernen med en fart på næsten 1000 km/s.

Astronomi. Billedet af stjernen η Carinae med omgivende materiale stammer fra Hubble-rumteleskopet og er sammensat af billeder, taget i hhv. den røde, grønne og violette del af spektret. Stjernen er meget lysstærk og samtidig ustabil med voldsomme udbrud; det seneste var i 1841, hvor η Carinae i en periode var den næstklareste stjerne på himlen. Resterne af dette udbrud ses som en mørkerød sky rundt om stjernen; dette materiale bevæger sig bort fra stjernen med en fart på næsten 1000 km/s.

Netop ud fra observationer af cepheidestjerner lykkedes det i 1924 den amerikanske astronom Edwin Hubble ved hjælp af Mount Wilson-observatoriets 2,5 m teleskop at fastslå, at spiraltågen M31 i stjernebilledet Andromeda ligger langt uden for vort eget stjernesystem. M31 var dermed afsløret som værende vor nærmeste nabogalakse, Andromedagalaksen, og meget lig vor egen galakse. Hermed indledtes udforskningen af galakserne, i hvilken afstandsbestemmelse også udgør et afgørende element.

Afstande til fjerne galakser kan bl.a. fastlægges ved at antage, at de allerstærkest strålende stjerner i spiralgalakserne har samme absolutte lysstyrke. Dette muliggør en bestemmelse af forholdet mellem afstandene til galakserne ved at sammenligne den relative lysstyrke af deres mest lysstærke enkeltstjerner. På den måde er galakseafstande op til ca. 100 mio. lysår blevet bestemt. En tilsvarende metode anvendes til bestemmelse af afstande til endnu fjernere galaksehobe, idet man her antager, at den stærkest strålende galakse i en rig galaksehob har en karakteristisk total udstråling. Afstande på flere mia. lysår er bestemt på denne måde.

Overalt i de skiftende metoder til afstandsbestemmelse for stadig fjernere objekter (den såkaldte afstandsstige) er det af stor betydning, at overlap mellem to på hinanden følgende metoder er mulige — og at de giver samme resultat. Historien har flere eksempler på, at nye observationer har medført revision af en enkelt af metoderne med en tilsvarende revision af Universets afstandsforhold til følge. I 1952 revideredes fx galakseafstandene til omtrent de dobbelte værdier på grund af iagttagelser med 5 m teleskopet på Mount Palomar i Californien. Alligevel skønnes det, at den kosmiske afstandsskala i dag er korrekt inden for ca. 40% helt ud til de største afstande.

Hvad angår galaksernes bevægelse er den såkaldte Hubbles lov af stor betydning. Den bygger på bestemmelsen af spektrallinjerne i galaksernes spektre. Her har man konstateret en såkaldt rødforskydning af spektrallinjerne, der er ligefrem proportional med afstanden til galaksen, hvilket tydes som en art Dopplereffekt, og det betyder, at alle afstande mellem galakser vokser med tiden. Der er ikke tale om, at vor galakse udgør et enestående centrum. Hubbles lov indebærer, at samme fænomen vil iagttages med en hvilken som helst galakse som udgangspunkt: Universet har intet centrum, og det er i konstant udvidelse. Regner man baglæns i tiden på grundlag af Einsteins almene relativitetsteori, og med kendskab til Universets udvidelseshastighed og Universets stoftæthed, kommer man til det resultat, at alt det stof, der i dag observeres i galakserne, for ca. 15 mia. år siden befandt sig inden for et meget mindre volumen, og at stoftætheden og temperaturen dengang altså var uhyre meget større end i dag. Dette kaldes big bang.

Kosmisk baggrundsstråling. Verdensrummet er opfyldt af en elektromagnetisk mikrobølgestråling, som har næsten samme styrke i alle retninger i rummet, og hvis frekvensspektrum svarer til spektret af den elektromagnetiske stråling, der udsendes fra et absolut sort legeme med temperaturen 2,74 °C over det absolutte nulpunkt. Denne stråling fortolkes som den rødforskudte rest af en elektromagnetisk stråling svarende til en meget højere temperatur. Strålingen er et vidnesbyrd om big bang-fænomenet. De nøjagtigste data stammer fra satellitmålinger. Det vakte stor opmærksomhed, da forskerne omkring satellitten COBE (Cosmic Background Explorer) i 1992 kunne vise, at mikrobølgestrålingen ikke var ensartet i alle retninger, men udviste fluktuationer i temperaturen i forskellige retninger i rummet. Billedet er et computerbearbejdet COBE-billede, som via en farvekode viser fluktuationerne i temperatur over hele verdensrummet i en særlig kortprojektion. De blå områder er af størrelsesordenen 10 mikrograder koldere end gennemsnittet og de røde tilsvarende varmere. De tidligste faser af galaksernes dannelse kan sættes i forbindelse med de små fluktuationer i mikrobølgebaggrunden.

Kosmisk baggrundsstråling. Verdensrummet er opfyldt af en elektromagnetisk mikrobølgestråling, som har næsten samme styrke i alle retninger i rummet, og hvis frekvensspektrum svarer til spektret af den elektromagnetiske stråling, der udsendes fra et absolut sort legeme med temperaturen 2,74 °C over det absolutte nulpunkt. Denne stråling fortolkes som den rødforskudte rest af en elektromagnetisk stråling svarende til en meget højere temperatur. Strålingen er et vidnesbyrd om big bang-fænomenet. De nøjagtigste data stammer fra satellitmålinger. Det vakte stor opmærksomhed, da forskerne omkring satellitten COBE (Cosmic Background Explorer) i 1992 kunne vise, at mikrobølgestrålingen ikke var ensartet i alle retninger, men udviste fluktuationer i temperaturen i forskellige retninger i rummet. Billedet er et computerbearbejdet COBE-billede, som via en farvekode viser fluktuationerne i temperatur over hele verdensrummet i en særlig kortprojektion. De blå områder er af størrelsesordenen 10 mikrograder koldere end gennemsnittet og de røde tilsvarende varmere. De tidligste faser af galaksernes dannelse kan sættes i forbindelse med de små fluktuationer i mikrobølgebaggrunden.

Observationel støtte til big bang-teorien findes desuden i den såkaldte kosmiske baggrundsstråling. Den blev i 1965 opdaget af de to amerikanske radioastronomer, A. Penzias og R.W. Wilson. I 1990'erne har meget nøjagtige satellitbårne radioobservationer — i særdeleshed fra COBE-satellitten — vist, at det drejer sig om en overalt tilstedeværende, ganske svag varmestråling, der rammer Jorden fuldstændig ligeligt fra alle sider, og som svarer til den stråling, der udsendes fra et homogent, udstrakt legeme med en temperatur på 2,74 K, dvs. 2,74 °C over det absolutte nulpunkt. Dette anses for at være de afkølede rester af den enorme varme under big bang.

Teknologi og rumfart

Mange af de omtalte resultater inden for astronomiens nyere udvikling er nøje knyttet til den sideløbende udvikling af atomfysikken, kvantefysikken og senere atomkerne- og elementarpartikelfysikken. Af stor betydning har også den tekniske udvikling været — en udvikling, som har gjort det muligt at konstruere ikke blot stadig større og lysstærkere optiske kikkerter og radioteleskoper, men også rumteleskoper til udforskning af den stråling fra verdensrummet, som ikke trænger gennem Jordens atmosfære. Som følge af denne udvikling er det i dag muligt at udforske stjerners og galaksers egenskaber på grundlag af observationer i hele det elektromagnetiske strålingsspektrum, lige fra kortbølget gammastråling og røntgenstråling over ultraviolet, synlig og infrarød stråling til kortbølget såvel som langbølget radiostråling.

Hvad angår udforskningen af Solsystemet har rumfartsteknologien fejret store triumfer — især med de enestående resultater i udforskningen af de store gasplaneter, Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun — kulminerende med sonderne Voyager 1 og Voyager 2 og senere med bl.a Cassini. Endelig må også betydningen af omfattende numeriske beregninger inden for både teoretisk astronomi og astrofysik understreges — beregninger, der har gennemgået en eksplosiv udvikling i takt med indførelsen af stadig større og kraftigere computere.

Læs også om amatørastronomi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henry Nørgaard, Flemming Kaul: astronomi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41284