• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

John Couch Adams

Oprindelig forfatter KES Seneste forfatter Redaktionen

John Couch Adams, 5.6.1819-21.1.1892, britisk matematiker og astronom; fra 1861 direktør for Cambridge Observatory. Adams gennemførte betydningsfulde studier af Månens bevægelse; han huskes bedst for en intellektuel bedrift, opdagelsen af Neptun. Adams undersøgte fra 1841 Uranus' banebevægelse og beregnede, at de observerede uregelmæssigheder kunne skyldes tyngdekraftpåvirkninger fra en hidtil ukendt planet. I september 1845 fremlagde han sine beregninger af den ukendte planets bane. En eftersøgning af planeten blev dog ikke iværksat, og kort tid efter offentliggjorde den franske matematiker Leverrier lignende resultater. Neptun blev fundet i september 1846, meget tæt ved Adams' og Leverriers beregnede position.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erik Sørensen: John Couch Adams i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32734