• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

stjernekatalog

Oprindelig forfatter OJKn Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

stjernekatalog, systematisk ordnet liste med oplysninger om stjerner. Moderne stjernekataloger indeholder som et minimum et nummer for hver af katalogstjernerne, deres position i et himmelkoordinatsystem samt stjernernes lysstyrke (størrelsesklasse). Desuden er ofte anført spektralklasse (se spektralklassifikation), egenbevægelse og afstand, hvor dette er kendt. Generelle stjernekataloger tilstræber at dække hele himlen eller store dele af den ned til en given størrelsesklasse. Sammen med sådanne kataloger udgives ofte et stjernekort eller et stjerneatlas med det samme udvalg af stjerner. Mere specielle stjernekataloger kan omfatte begrænsede områder på himlen, eller de kan indeholde udvalgte stjerner, som har specielle egenskaber eller er udmålt efter specielle metoder. Det kan fx være variable stjerner, stjerner med høj egenbevægelse, eller standardstjernekataloger til brug ved fotometri af stjerner.

Historie

Det ældste kendte stjernekatalog blev sammensat af den græske astronom Eudoxos fra Knidos ca. 350 f.Kr. Det indeholdt 25 stjerner og kendes kun fra værket Phainomena af Aratos fra Soloi. Hipparchos udarbejdede ca. 130 f.Kr. et ligeledes forsvundet stjernekatalog med over 850 stjerner, der dannede basis for det stjernekatalog, som Ptolemaios udarbejdede i Alexandria ca. 150 e.Kr. Kataloget, som udgør en del af værket Almagest, indeholder 1022 stjerner, hvoraf de tre er dubletter. Ptolemaios nummererede stjernerne inden for hvert stjernebillede og gav for hver stjerne ekliptikakoordinaterne og lysstyrken i en skala på seks trin. Efter hvert stjernebillede anføres en række "uformede" stjerner, som befinder sig i nærheden af stjernebilledet, men som ikke indgår i et af de 48 stjernebilleder.

Ptolemaios' katalog var standardkataloget indtil slutningen af 1500-t. på trods af flere fejl i stjernepositioner på op til 2°. Tycho Brahes omhyggelige observationer forbedrede stjernepositionerne, så langt som det er muligt uden kikkert. En udvidelse af Tychos katalog indeholder 1005 stjerner og blev udgivet posthumt i 1627 af Kepler i De Rudolfinske Tavler.

Annonce

I 1437 udarbejdede Ulugh Beg i Samarkand et katalog baseret på egne observationer med 1018 stjerner. Kataloget blev dog ikke udgivet i sin helhed før 1665 og fik ingen betydning i sin samtid.

J. Bayers Uranometria (1603), der bl.a. er baseret på Tycho Brahes observationer, indførte en stadig brugt, systematisk navngivning af stjernerne i et givet stjernebillede (se stjernenavne). J. Hevelius' katalog med 1564 stjerner (udgivet posthumt 1690) indeholdt også stjerner observeret fra Jordens sydlige halvkugle og var det sidste stjernekatalog, hvor positionerne udelukkende var udmålt med det blotte øje og sigteinstrumenter.

John Flamsteed udgav i 1725 et skelsættende stjernekatalog med over 3000 stjerner, udmålt med kikkert; hans resultater og den stjernenummerering, han indførte, anvendes stadig. N.L. de Lacaille udgav i 1756 et supplerende katalog over sydhimlens stjerner, observeret fra Cape Town.

Moderne kataloger

I 1800-t. udkom flere større og mange mindre stjernekataloger, men det helt epokegørende værk var Bonner Durchmusterung (1859-62) med over 320.000 stjerner, som stadig anvendes som standardværk. Med forbedringen af fotografiske teknikker blev det også muligt at fremstille stjernekataloger baseret på fotografiske optagelser; det første større var Cape Photographic Durchmusterung (1896-1903).

I 1887 vedtog en række observatorier verden over en standardiseret fotografisk gennemmønstring af hele himlen, Carte du Ciel, hvor ca. 22.000 fotografiske plader med 30 mio. stjerner skulle optages og katalogiseres. Hovedparten af de fotografiske plader blev optaget, men kun få kortblade og delkataloger blev udgivet, og projektet er aldrig fuldført.

Fundamentalkatalogerne (se fundamentalsystem; det nyeste er FK5 fra 1988) er grundlag for himmelkoordinatsystemerne og indeholder stjerner, som er klare nok til at kunne observeres på daghimlen. Stjernepositionerne udmåles med meget stor præcision, bl.a. ved at sammenligne med Solens position. Til en vis grad erstattes disse kataloger nu af kataloger over kvasarer, hvis positioner er uafhængige af stjernebevægelser i vores egen galakse. Bright Star Catalogue (1930; 5. udg. 1991) fra Yale-observatoriet med 9096 stjerner og Smithsonian Astrophysical Observatory Star Catalog (1966; rev. 1990) med 258.997 stjerner har været meget anvendte allround-kataloger i sidste halvdel af 1900-t. HD-kataloget (1918-24), opkaldt efter Henry Draper, indeholder spektraltyper for ca. 225.000 stjerner.

Synoptiske kataloger sammenstiller stjerners betegnelser i forskellige kataloger.

Satellitbaserede kataloger

Stjernekatalogernes natur har ændret sig drastisk i forbindelse med muligheden for at foretage målinger fra satellitter. Til brug for Hubble-teleskopet er der udarbejdet et katalog med over 19 mio. objekter, mest stjerner.

I 1997 udkom to kataloger baseret på positionsmålinger udført med den astrometriske satellit Hipparcos. Hipparcos-kataloget indeholder 118.218 stjerner målt med 0,001 buesekunds nøjagtighed, mens Tycho-kataloget, der er noget mindre nøjagtigt, indeholder 1.058.332 stjerner. I 2000 blev det sidstnævnte afløst af Tycho-2-kataloget, der indeholder 2,5 mio. stjerner og er baseret på en mere fuldstændig analyse af Hipparcos-observationerne.

ESA (European Space Agency) planlægger et satellitprojekt, Gaia, der skal måle 1 mia. stjerner med forbedret nøjagtighed. Der er dog endnu et stykke arbejde, før man med rimelighed kan sige, at hele stjernehimlen er katalogiseret. Med en god amatørkikkert kan man se ca. 14 mio. stjerner, og Mælkevejssystemet indeholder ca. 300 mia. stjerner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole J. Knudsen: stjernekatalog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165177