Keramik (Islamisk keramik), Inden for den islamiske kunst er keramikken den gren, der har vundet størst udbredelse og er righoldigst bevaret. Langt den overvejende del er fremstillet af brændt ler eller fritte, et hårdere materiale, der vandt indpas fra 1100-t. Det er dekorationerne, der giver den islamiske kunstkeramik sin rigdom og variation; formerne, der er drejet op, er derimod enkle: skåle, krukker, kander, fliser, sjældnere en skammel eller figur.

Den tidligste keramik, der fortsatte traditionen fra sasaniderne, er bl.a. forrådskar fra Mesopotamien med indridsede motiver eller dekoration af pålagt ler. Den monokrome bemaling, der fortsat fandt anvendelse i dagligvarer, udvidedes fra 800-t. med forskellige glasurer, ofte påført en begittet grund. Lustreglasur-dekoreret keramik fremstilledes først i Mesopotamien (Baghdad i 800-900-t.), men spredtes derfra til Egypten (Fustat i 1000-t.), Syrien (1100-t.) og Persien (Kashan i 1200-t.). Højdepunkter nåedes såvel i Persien med de turkise og grønne glasurer (1200-1300-t.) som i Tyrkiet (Iznik, 1500-1600-t.) med rige blomsterdekorationer. I perioder hentedes inspiration i kinesisk Tang- eller Ming-keramik, men den overvejende del af de mange figur-, plante- og ornamentmotiver udvikledes i området.

Fliserne udgør et omfattende og rigt kapitel inden for islamisk keramik. Overalt i arkitekturen anvendtes de, fra mindre kvadratiske til store, forskelligtformede fliser, dekoreret med relief fx til bedenicher. Til beklædning af store facader anvendtes ligeledes fliser i mange variationer.

Læs mere om keramik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig