Kromaticitetsdiagrammet opsummerer vore erfaringer for additiv blanding af farver; rød, grøn og blås status som primærfarver bekræftes af, at de ligger nær diagrammets hjørner, hvilket giver den maksimale dækning af alle mulige farveindtryk ved additiv blanding. En forklaring på disse tre farvers særlige status må søges i øjets fysiologi. Synsevnen er knyttet til to forskellige typer af celler. De meget lysfølsomme stave, der er fordelt over hele nethinden, giver mulighed for det skotopiske syn, dvs. evnen til at se i mørke og ud af øjenkrogene. De 1000 gange mindre lysfølsomme tappe, der er koncentreret i det centrale område af nethinden, giver mulighed for det fotopiske syn, dvs. evnen til at se fine detaljer og farver, hvis lysforholdene er gode nok. Allerede i begyndelsen af 1800-tallet indså lægen og fysikeren Thomas Young, at hvis tre parametre – kulør, mætningsgrad og lyshed – var nødvendige for at beskrive alle farveindtryk, så måtte farvesynet være trikromatisk, dvs. der måtte være tre forskellige typer af farvefølsomme celler. Denne idé blev især videreudviklet af den tyske fysiker Hermann von Helmholtz gennem arbejde med personer, hvis farvesyn afveg fra det normale. Det egentlige bevis kom dog først i 1964, da det var blevet muligt at undersøge de optiske egenskaber for individuelle tappe og vise, at de findes i tre varianter. De indeholder pigmenter, hvis følsomhedskurver delvis overlapper hinanden og har maksimum ved hhv. 440 nm, 535 nm og 565 nm. Mens de første overvejende reagerer på blåt lys, reagerer de øvrige to på grønt, gult og rødt lys. De svarer derfor ikke til bestemte primærfarver.
Oplevelsen af farve afhænger ikke blot af den lysfordeling, der rammer en given del af nethinden på et bestemt tidspunkt, men også af, hvad der tidligere har ramt den samme del, og af, hvad der samtidig rammer andre dele af nethinden. Ser vi længe på en bestemt genstand, bliver synscellerne mættede, og hvis vi derpå flytter øjet til en hvid flade, vil vi se et efterbillede i komplementærfarverne. Det opstår uden nogen ydre stimulans og skyldes en midlertidig overbelastning af synscellerne. Tilsvarende er oplevelsen af veldefinerede farver betinget af, at der findes andre farver andre steder i synsfeltet. Er synsfeltet derimod fyldt ud med den samme farve, vil den gradvis miste sin identitet og blive grålig. Fysiologisk forklares det ved tværgående forbindelser, der sammenkobler synsceller på forskellige dele af nethinden. En sådan blok af synsceller er ufølsom over for en ensartet stimulering, mens den reagerer kraftigt, hvis to dele af blokken stimuleres med forskellige farver. Denne laterale inhibering (sidehæmning) bevirker, at det er grænser mellem farvede områder snarere end områderne i sig selv, der betinger farveoplevelsen. Dette har større betydning, end man umiddelbart skulle tro. Hvis det var fladerne, der var afgørende, ville en mælkebøtte, der opleves gul i det rødlige morgenlys, gradvis skifte farve og blive grøn, når den ses i det langt mere blåfarvede lys midt på dagen. Men grænserne mellem de gule kronblade og det grønne græs bevarer sin betydning uafhængigt af belysningen og giver farvekonstans.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.