Biblioteksafgiften

Biblioteksafgiften blev som tidligere nævnt indført i 1946 og første gang udbetalt i 1947. Den skulle vise sig at få endog meget stor betydning for forfatterne til børnelitteratur og dermed for selve børnelitteraturen.

Det hele var begyndt 17. juni 1918, hvor forfatteren Thit Jensen (1876-1957) i et foredrag stillede krav om, at private og offentlige biblioteker betalte en afgift for de bøger, som de lånte ud. Argumentet var, at når man kunne låne en bog gratis eller mod betaling, så blev der solgt færre eksemplarer af bogen, hvorfor forfatterne skulle kompenseres for dette tab.

I konsekvens heraf nedlagde forfatteren Peter Freuchen (1886-1957) forbud mod udlån af sin bog Nordkaper (1923). Da nogle biblioteker alligevel indkøbte bogen og udlånte den, rejste han sag og vandt ved Højesteret. Man skulle dog helt frem til 1946, før loven om biblioteksafgift blev vedtaget. Og den kom til at omfatte alle typer af bøger, også fagbøger og børnebøger.

Det var to børnebogsforfattere, A. Chr. Westergaard og Estrid Ott, som de første år fik udbetalt de største beløb. Da bibliotekernes indkøb af børnebøger steg markant fra og med midten af 1960'erne, betød det, at der kom endnu flere børnebogsforfattere på listen med de forfattere, som modtog de største beløb. Allerede i 1967 var seks af de ti øverstplacerede forfattere børnebogsforfattere. I 1970 var samtlige ti øverstplacerede børnebogsforfattere, og det gentog sig år efter år, indtil flere lovændringer i 1980'erne og 1990'erne førte til en reduktion af de beløb, som udbetaltes for børnebøger. Trods disse begrænsninger er situationen i begyndelsen af 2000-tallet, at mere end en tredjedel af de aktivt skrivende børnebogsforfattere, som er debuteret før 1995, modtager mere end 100.000 kr. hver om året i afgift og ca. 30 (ud af i alt 50 forfattere) mere end 300.000 kr. Dette har givet mange forfattere og illustratorer tid og ro til at skrive og illustrere børnelitteratur.