Spejderbevægelsen

Ingen anden enkeltstående faktor har så stor indflydelse på børneromanen, især drengeromanen, i første halvdel af 1900-tallet som spejderbevægelsen. Flere af de mest markante forfattere er tæt knyttet til denne succesfulde bevægelse. For drengebøgernes vedkommende er det bl.a. Walter Christmas, Rudolf Bruhn, Torry Gredsted og Gunnar Jørgensen, som også optrådte i bevægelsens blade, nogle som redaktører. For pigebøgernes vedkommende er det ikke mindst Estrid Ott, hvis kendteste bøger først udkommer i 1940'erne og 1950'erne, men som allerede som 17-årig bliver redaktør for bladet Pigespejderen.

Det første forbund var Frivilligt Drengeforbund (FDF), som blev stiftet i 1902, og som var inspireret af den engelske Boys Brigade fra 1883. I 1910 fulgte Det danske Spejderkorps (DDS), inspireret af Robert Baden-Powells tanker i bogen Scouting for Boys (1908) og i samarbejde med KFUM-spejderne. Sidstnævnte gik deres egne veje i 1916. Organiseringsformen var grupper med betegnelsen tropper eller patruljer, hentet fra den militære terminologi. Var man medlem af FDF, var man væbner.

Som reaktion mod disse bevægelsers ofte stærkt religiøse, nationalistiske og militaristiske præg dannedes allerede i 1905 De unges Idræt (DUI) med rødder i arbejderbevægelsen. For alle organisationer gjaldt det, at de i udgangspunktet var drengeforbund, men pigerne kom hurtigt med, enten i deres egne afdelinger eller integreret i et samlet forbund. FDF var senest til at inddrage pigerne; det skete med FPF i 1952. Langsomt fik forbundene flere medlemmer, og i 1920 havde de i alt ca. 20.000, et tal som steg markant i de følgende årtier. I 1945 var der ca. 70.000 medlemmer.

Forbundene udgav tidligt medlemsblade, dog ikke altid med lige stor succes. DDS udgav således først Spejderen, senere Fri og fra 1916 Spejdernes Magasin og DUI i rækkefølge Ung Dag, Arbejdernes Børneblad og Rødfalken. I disse blade kunne man ind imellem finde anmeldelser af børne- og ungdomsbøger, ligesom kendte børnebogsforfattere var bidragydere.

Et godt billede af de fleste forbunds mål fås af den spejderlov, som medlemmer af DDS skulle efterleve. Her gjaldt det, at „en Spejders Ord staar til troende”, at „en Spejder er tro mod sit Land, sine Forældre og sine Foresatte”, „er ærlig og paalidelig”, „er frejdig og arbejder med Liv og Lyst” og „er ren i Tanke, i Ord og i Handling.”

Til FDF skrev dets ihærdige medlem Rudolf Bruhn „Væbnersangen” (1919), hvis sidste strofe lyder sådan:

"Væbner er vi – du og jeg –.Vi faar Len i Danmarks Rige,Hvad vi naar, kan ingen sige,Bare fremad gaar vor Vej.Væbner! Følg din Herres Bud!Væbner! Gaa din Gang med Gud."

Det militaristiske præg viste sig i FDF ved, at man havde egentlig eksercits, dog med brug af trægeværer. Nogle gik så langt, at de gerne så bevægelsen udviklet til en hjemmeværnslignende organisation med forpligtelser i tilfælde af krig, for drengenes vedkommende især overvågningsopgaver. Det skrev Walter Christmas en hel børneroman om. Svend Spejder hed den og udkom i første udgave i 1911. Heri forudser Christmas, at Danmark vil komme til at deltage i en krig i 1916, altså på det tidspunkt, hvor første verdenskrig faktisk er i gang, men uden dansk deltagelse. Da bogen blev genudgivet i 1922, var krigstidspunktet i romanen flyttet til 1928.

Svend Spejder indledes med et forord af forfatteren, hvori han dybt beklager den manglende danske forsvarsvilje. I stedet må der skabes et forsvar ad frivillig vej, siger han. Målet er „et Folk i Vaaben”, og hertil skal spejderne bidrage: „Lær at bruge en Riffel, lær Eders Land at kende, driv Sport og søg at udvikle Hjerne som Lemmer, men tab aldrig det Maal af sigte – at gøre Eder duelige til at forsvare Danmarks Jord i Farens Stund”.

Og det er da også netop det, Svend Spejder og hans Odder-patrulje gør, forsynet med karabiner og cykler. De har op til en snarlig tysk invasion fået tildelt den opgave at holde øje med fjenden fra en udkigspost på Sydfyn, og straks efter at krigen er brudt ud, lykkes det dem da også at opspore og tage en tysk pilot og spion til fange. I den omstændeligt fortalte historie lykkes det Christmas på næsten hver eneste side at flette overvejelser om betydningen af et frivilligt forsvar ind.

Torry Gredsted, som blev tidens mest indflydelsesrige og mest læste forfatter af drengeromaner, var langt mindre militant, men hans begejstring for spejderlivet ikke mindre. Han så spejderne som værende i tæt kontakt med naturen og lykkeligt frigjort fra den alt for magelige civilisation. Således skildres en gruppe spejdere, første gang læseren møder dem i hans største succes Paw fra 1918:

"De var rigtige Spejdere de seks, og trods deres unge Alder bar de dog allerede med Stolthed baade Vandrermærket og Lejrsportsmærket paa deres Bluse.De var rigtige Drenge de seks. De foretrak det frie Liv som Landevejens farende Svende frem for det Liv, der levedes ved de store Badesteder, hvor deres Familier havde Sommerophold. Ikke for nogen Pris byttede de deres Havregrød med Hotellets gode Kaffe, friskbagte Briocher og Wienerbrød, hvad var vel Frokosten der ved det lange Bord i Hotellets maleribehængte Spisesal mod deres „Klemmer” på Grøftekanten mellem Skarntyder og de vilde Roser, og Middagen med de mange Retter – kunne den taale nogen som helst Sammenligning med deres, der var lavet over Baalet i Guds frie Natur.De var Drenge, de seks – rigtige, raske Drenge."

Ofte handler tidens romaner netop om spejdere eller drenge, som på anden måde lever et liv i den fri natur, hvor der stilles krav om ordholdenhed, udholdenhed og andre tilsvarende dyder, fx på havet. Vi er også i søfartsromanernes storhedstid. Ordet „drenge” indgår i mange titler, fx Rudolf Bruhns Drenge (1914), Marius Dalsgaards Drengeære (1915), Torry Gredsteds Drenge (1916) og – for at ingen skal være i tvivl – Adolph Stenders Drenge er Drenge – !, ligeledes udgivet i 1916.