Børnelitteraturen og børns adgang til god litteratur debatteres ivrigt, og det foretrukne forum er tidsskriftet Vor Ungdom, hvis første nummer udkommer i 1879. Bag står omtalte Herman Trier (1845-1925). Gode eksempler på debatindlæg er Triers egen lange artikel „Om Børns Morskabslæsning” fra 1882, Therese Brummers (1833-1896) allerede nævnte „Lidt om Børns og Unges Morskabslæsning” fra 1893 og Niels K. Kristensens (1859-1924) „Børnebøger” i to dele (1899-1900).

Trier indleder sin artikel på denne måde:

"Skal man tale om Børns Læsning, deriblandt særlig deres Morskabslæsning, er det af Vigtighed først og fremmest at gjøre opmærksom paa, hvor farligt det er, naar en Syssel som denne med dens ensidige Paavirkning af de aandelige Evner ikke holdes inden for de rette Grænser; fra en nærende Føde kan den blive til en tærende Gift. […] Det Barn, hvis hele Liv er Bøgerne, er i Virkeligheden som en Munk i sin Celle, inde paa den Vej, der lidt efter lidt lukker det ude fra Livet og dets styrkende Luft. En Bogorm er sjælden nogen livskraftig Personlighed."

Denne understregning af faren ved overdreven læsning møder vi overalt i denne periode og et godt stykke ind i 1900-tallet, sådan som det også var tilfældet i begyndelsen af 1800-tallet, hvor især Poul Martin Møller advarede mod en for kraftig stimulering af fantasien. Brummer konkluderer på samme måde i sin artikel, „at denne Drift til Oplevelse maa tilfredsstilles med Maadehold,” mens den tidligere omtalte drengebogsforfatter Niels Juel-Hansen yderligere skærper tonen i Vor Ungdom 1884 i sin omtale af „den egentlige romanagtige Lekture, det vil sige de Bøger, hvis eneste Opgave er at være interessante gjennem en stadig Pirring af Fantasien”. Det er bøger, som „lokker og narrer” de unge ud „paa Fantasiens Ellemose”.

Vi skal helt op i midten af 1900-tallet, før vi får alvor møder det synspunkt, at boglæsning er godt i sig selv, formentlig fordi man der ser, at børn og unge i stigende omfang retter opmærksomheden mod de nye billedmedier, dvs. tegneserier, film og tv.

Der er dog nogle, som tidligt bruger det argument, at boglæsning kan holde de unge væk fra livets alt for store fristelser. Læreren Johannes Høyrup skriver i Folkeskolen (1916):

"[Børn bør gives] Lyst og Trang til Læsning i gode Bøger, der senere i Livet kan holde dem i Hjemmet og faa dem til at hente Folkebogssamlingernes Bøger til at udfylde Fritiden med i Stedet for at løbe paa Gade og Kro, til Svir og Kortspil og andre daarlige Forlystelser."

Det er præcis den samme argumentation, kritikeren Christian Winther (1889-1974) bruger 30 år senere i sin bog Børn og Bøger:

"Det er af Betydning for de unge senere hen, om de har lært, at en Fritime kan anvendes med en Bog, saa det ikke er nødvendigt at ty til Restaurationer, Stationer og Gadehjørner, saaledes som det er alt for almindeligt nu."

Tilbage til Triers artikel. Den er først og fremmest en gennemgang af de forskellige børnelitterære genrer, som han knytter til barnets udvikling. Han gør sig til dermed til talsmand for den fasetænkning, som for alvor udbredes i begyndelsen af 1900-tallet, dvs. en forestilling om, at børns læseliv gennemløber nogle faser, som bestemte litteraturformer i særlig grad egner sig til. På videnskabeligt grundlag udgiver den tyske udviklingspsykolog Charlotte Bühler (1893-1974) i 1918 Das Märchen und die Phantasie des Kindes om børns faseopdelte læsealdre. Denne bog får stor betydning for de kommende mange års opfattelse af, hvad børn bør læse på bestemte tidspunkter i deres udvikling.

Trier foreslår, at man først fortæller mundtligt for børn og derefter går over til fablerne, især fremhæves H.V. Kaalunds dyrefabler. Derefter følger „Fortællingen”, som „skyder ud af Fablens ene side”, og eventyret fra „den anden”. Som fortælling, dvs. højtlæsning, fremhæves ikke mindst Robinson Kruso – stavemåden indikerer, at det er Campes bearbejdede udgave, der tænkes på. Eventyr hører med, siger Trier, men han er skeptisk, og de bør først læses for børn, „naar der er lagt en sikker Grund af Virkelighedsindtryk i deres Bevidsthed”.

Fra folkeeventyrene er der „en naturlig Overgang” til H.C. Andersens kunsteventyr, hvor man bør starte med de såkaldte tingseventyr, fx „Den standhaftige Tinsoldat”, og der er nu tale om børn i seks-otte års alderen. Derefter følger Andersens eventyr om mennesker, først de enkle som „Svindedrengen”, senere de sværere som „Klokken”, hvorefter det er de lange eventyrs tur, fx „Valdemar Daae og hans Døtre”. Men så skal børn heller ikke gå længere: „[…] hvor Digteren gaar ud paa at være Apostel for en abstrakt Livsanskuelse gjennem sine Æventyr, dér har Barnet ikke længere noget at gjøre […]”.

Efter Andersen følger rejseskildringer og andre tekster, som børnene kan lære noget af, bl.a. sagn og myter, og endelig er der så romanen. Her må Trier igen advare. Der skelnes mellem de gode romaner, som giver et „Kursus i Menneskekundskab og historisk Forståelse”, og her kan med nogen forsigtighed Walter Scott og B.S. Ingemann bruges, og de dårlige romaner, som „søgende deres Virkning gjennem Pirringen af de laveste Drifter høre hjemme i Litteraturens Affaldsdynge”.

For de moderne romaner, som behandler samtidsproblemer, og som både er skrevet for unge og voksne, gælder det, at „Overgangsalderens [dvs. ungdomsårenes] umodne Blik ikke slaar til”. Og det er Brummer enig i: „De typer, der stadig føres frem i den [dvs. samtidslitteraturen] er hyppigt villieløse, svage Naturer, der lader sig flyde – glide – og ofte gaa til Bunds [i] den blaserede Misfornøjelses stillestaaende, sumpede Mose”.

For meget boglæsning kan altså være farlig, og nogle værker er særligt ødelæggende for børn og unge. Niels K. Kristensen skriver i Vor Ungdom i 1900, at „Gift sælges ikke paa Apoteket uden Attest fra Præst eller Læge, men aandelig Gift for Børn sælges rask væk for 2 Øre i alle Smaagadernes Bladboutikker.”

Niels K. Kristensen var lærer og blandt de mest aktive i kampen for skolebiblioteker, og han skrev selv for børn, bl.a. den populære Rasmus fra Rodskov-serie (første bind i 1905). Han begynder tidligt at skrive børnebogsanmeldelser i Vor Ungdom, og hans artikel „Børnebøger” handler da også, ligesom flere senere artikler, om kriterier for god børnelitteratur. Helt afgørende er indholdet og den sproglige udformning, siger han, og med sprog menes her et tilgængeligt og „godt” dansk, men ikke nødvendigvis et litterært sprog. Samtidig argumenterer Kristensen for udgivelse af samtidslitteratur og bidrager selv med debutromanen En Københavnerdreng (1900). Om det litterære sprog skriver han:

"En Børnebog kan som saadan være en udmærket Bog, selv om det skorter på kunstnerisk Udførelse, men vil altid være en slet Bog, dersom dens Indhold ikke har opdragende Værdier, for hvilke det kunstneriske i den kun er Middel."

Det er gennemgående i debatten om børnelitteratur et godt stykke ind i 1900-tallet, at kunstneriske krav nok ind imellem formuleres, men altid underordnet netop indholdet, dvs. det moralsk acceptable, og – i stigende omfang – den læsetekniske udformning. Litteraturen skal være tilgængelig. Dermed er situationen i Danmark anderledes end i Tyskland, hvor den tyske pædagog Heinrich Wolgast (1860-1920) i 1896 vækker betydelig opmærksomhed med bogen Das Elend unserer Jugendliteratur. Heri opstiller han det krav, at litteratur for børn og unge først og fremmest skal skrives med en kunstnerisk intention, og han vender sig ligeligt mod den dårlige triviallitteratur og den udbredte tendenslitteratur. Samtidig vender han sig mod, at man udgiver særlige bøger til drenge og særlige til piger – man kan roligt sige forgæves.

Noter

Herman Triers artikel fra Vor Ungdom er gengivet i antologien Lyst og lærdom (1996).

Høyrup-citatet er her taget fra M. Winges Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976). Et uddrag fra Christian Winthers bog med det her brugte citat findes i antologien Lyst og Lærdom (1996).

I antologien Bogen, barnet og skolen (1980), s. 21, findes flere faseopdelte oversigter over børns læsealdre, bl.a. Bühlers.

Om Niels K. Kristensens forfatterskab, se Jørgen Aabenhus' artikel „Lykkens dør går ikke udad, men indad” (i F. Mouritsen (red.): Analyser af dansk børnelitteratur, 1976).

Uddrag af Wolgasts Das Elend unserer Jugendliteratur er udgivet i 1959 som særtryk af det østrigske børnelitteraturtidsskrift Die Barke med kort efterskrift om Wolgast af Richard Bamberger.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Debatten om børnelitteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig