Ny realisme

Historikeren Palle Lauring (1909-96), kendt som den store formidler i både bogform, radio og på TV og både for børn og voksne, udgav i 1956 Stendolken, som året efter fulgtes op af Ulv i Viking. For den første modtog han i 1957 Kulturministeriets børnebogspris. Begge bøger handler om pigen Gerd og drengen Ulv. De er tvillinger og 14 år gamle og står derfor over for indvielsen til voksenlivet. Handlingen udspilles ved overgangen mellem stenalderen og bronzealderen, og konflikten i Stendolken er først og fremmest Ulvs protest: Han vil ikke være bonde, hvilket betragtes som „finere”, men jæger. Da en fjendtlig stamme søger at indfange Ulvs venner som slaver, ændrer han dog opfattelse og ender med – ligesom søsteren – at modtage sin indvielsesgave, en stendolk.

Laurings bøger bliver de første i en bølge af historiske romaner. Det er en tendens, som næppe kan ses isoleret fra den netop overståede tyske besættelse af Danmark. Der er brug for at understøtte forestillingen om en særlig dansk identitet, som har rødder langt tilbage i tiden. Der udkommer i Danmark adskillige bøger, hvor handlingen udspilles i stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden. Blandt forfatterne er Jakob Bech Nygaard og Robert Fisker, som omtales andetsteds, og senere Franz Berliner (f. 1930), Palle Petersen (f. 1943) og Ole E. Christiansen (f. 1935), som skriver tibindsværket Historien om et sted (1980-81) om Danmarks historie fra stenalderen til 1945, som den udspilles på en bestemt lokalitet.

Realismen manifesterer sig ikke kun i de historiske romaner fra oldtiden til besættelsen, men i stigende omfang også i samtidsromanerne fra og med 1950'erne, et forspil til realismens dominans i 1970'ernes børnelitteratur. Forskellen på den tidlige og senere realisme er graden af politisering. I de tidligste romaner, som for fleres vedkommende henvender sig lige meget til drenge og piger, kan man møde indignation og sympati for de svagest stillede, men der drages ikke de tydelige politiske konsekvenser, som vi finder i en stor del af børnelitteraturen i 1970'erne.

Tidlige eksempler på samtidsrealisme finder vi hos Alfred Johnsen, Poul Jespersen, Tove Ditlevsen og Thøger Birkeland.

Alfred Johnsen var lærer og senere skoleinspektør. Han redigerede den meget udbredte klassikerserie for børn, Samlerens Perlebøger (1950-56), og i en periode også tidsskriftet Børn & Bøger. Også han skrev flere historiske romaner, men blev mest kendt for Den grønne flaske (1953), som han modtog Kulturministeriets børnebogspris for.

Den grønne flaske er en knugende skildring af den tiårige Svends forhold til sin alkoholiserede far. Hele tiden forfølges drengen af synet af moren, som på et tidspunkt må flygte fra familiens hus, og faren, som kommer løbende efter hende ad den mørke vej med en grøn flaske i hånden, hævet til slag. Efter at faren nogle år senere er blevet hentet af politiet, forsvinder han ud af Svends liv, men angsten for kammeraternes reaktion isolerer Svend, og da faren dør, må andre tage sig af ham. Bogen slutter med, at Svend vender hjem til sin mor og kammeraterne:

"Hverken børnene i gården eller kammeraterne i skolen kunne kende Svend. Det var just ikke fordi, han var vokset et par tommer og havde fået røde kinder, nej, det var hans måde at være på. De undrede sig over, at han, der før havde lusket omkring og var blevet bange, når nogen spurgte ham ud, at han nu var fri og frejdig. De troede, at forandringen skyldtes det sunde landophold, for de anede ikke noget om, at han var kommet ud af den grønne flaskes skygge."

Selvom Den grønne flaske præsenterer læserne for en realistisk skildring af et problem, som ellers sjældent blev behandlet i børnelitteraturen, står bogen på mange måder i gæld til drengebøgerne fra første halvdel af 1900-tallet. Der er i den en til tider påtrængende moraliseren og sentimentalitet, og – som ovenstående citat antyder – en slutning, som tydeligt markerer, at alting er vendt til det gode. Bogens sidste ord er: „Det var en mørk vej [dvs. der hvor faren havde forfulgt moren] . men nu var den ikke mørk mere. Den lå i strålende sol. Det var en lys vej …”.

Også i Poul Jeppesens Martins kamp (1957) møder vi en dreng, som lever i sin fars skygge, om end på en helt anden måde end i Den grønne flaske. Faren, som var med i modstandskampen og døde i en koncentrationslejr under anden verdenskrig, står som det store forbillede, og det tynger Martin, som bestræber sig på altid at være den bedste og vinde de andres beundring. Da han lærer en pige, som de andre altid forfølger og driller, bedre at kende, vælger han – trods risikoen for at miste de andres venskab – at støtte hende. Dermed føler han, at han for første gang virkelig lever op til sin fars standard.

Poul Jeppesen (1909-96), som det meste af sit liv arbejdede som typograf, hvis han da ikke rejste rundt i Nordeuropa, skrev en del tekster til bl.a. børneblade og debuterede i 1942 med Jørgen Læredreng, en realistisk skildring af unge mekanikerlærlinge, som kommer i uføre, da de „låner” en bil på værkstedet og kører galt med den. En lykkelig slutning får vi, da en på værkstedet hjælper dem med at reparere bilen, hvorefter Jørgen og hans gode ven søger væk fra „det dårlige selskab”, de er kommet i – en meget tidstypisk roman om de store fristelser, som ungdommen udsættes for, og kampen imod dem.

Tove Ditlevsen (1917-76) var allerede længe før, hun debuterede som børnebogsforfatter med Annelise – tretten år i 1959, kendt blandt unge læsere for sine digte, bl.a. Pigesind (1939) og romanerne Man gjorde et Barn fortræd (1941) og – ikke mindst #x2013; Barndommens Gade (1944).

Som det gælder for de fleste andre af Ditlevsens værker, bygger Barndommens Gade på erindringsstof. Hovedpersonen Ester er ved romanens begyndelsen ti år gammel og går i 4. klasse. Omkring hende finder vi forældrene og de andre beboere i ejendommen på Vesterbro, bl.a. naboen Frk. Thomsen, som Ester holder meget af i modsætning til de andre beboere; det viser sig, at hun er prostitueret. Efter skolen, dvs. 7. klasse, får Ester job på et pensionat, og senere flytter hun hjemmefra og forelsker sig, men det holder ikke. Der er i bogen en blanding af melankoli og frodighed, som karakteriserer hele forfatterskabet. Stilen er episodisk, dog ikke i samme omfang, som vi ser i den på nogle måder beslægtede Tudemarie. I modsætning til denne bog får læseren hos Ditlevsen nemlig en klar fornemmelse af en udvikling hos hovedpersonen.

Det er det samme grundstof, vi finder i Annelise – tretten år og fortsættelsen Hvad nu, Annelise? (1960). Her foregår handlingen i Sydhavnen. Annelise lever sammen med sin mor og søskende; faren er død. Penge er der ikke mange af, og Annelise får tidligt en voksens forpligtelser. Da moren kommer på hospitalet, placeres børnene hos en noget speciel familie. I bind 2 er de flyttet til Københavns omegn; den store konflikt opstår her, da moren ønsker at gifte sig igen. Persongalleriet er som i Barndommens Gade stort og skildret med stor solidaritet. Den voldsomme ydre dramatik, som findes i andre af tidens børneromaner, spiller hos Ditlevsen en langt mindre rolle.

Tove Ditlevsens bøger har en styrke i person- og miljøskildringen, som vi ikke møder tilsvarende i andre af periodens socialrealistiske børnebøger. Hun formår med få ord at tegne en situation, som det er tilfældet i en skolescene i Annelise – tretten år:

"Den sangbegavede del af 2. mellem var midt i „Der er tre hjørnestene”, udsat for to stemmer, en opgave, der krævede hele den barmfagre lærerindes opmærksomhed. Annelise sad godt beskyttet bag „tykke Gerda”s brede ryg, der vuggede gudhengivent til tonernes strøm. „Brummerne” på sidstebænkene hyggede sig."

Ditlevsen skrev også Der var engang en lille hest for mindre børn i 1963. I 1976 udgav hun Tove Ditlevsen om sig selv, specielt rettet mod børn og unge. Flere af hendes værker, bl.a noveller som „En Æggesnaps” fra Dommeren (1948), er blevet klassikere i skolens danskundervisning, og forfatterskabet indgår fra 2005 i Undervisningsministeriets litterære kanon for folkeskolen.

Thøger Birkeland (f. 1922) debuterede i 1958 med Drengene fra Stenborgen, som tre år efter blev fulgt op af Når hanen galer. For denne fik han Kulturministeriets børnebogspris i 1962. Bogen blev den første i en serie om brødrene Lars Erik og Henrik. De følgende bind er De to brødre (1963), Pas på, Lars Erik (1965) og Cirkus Henrik (1966). Disse bøger indvarsler som flere af Birkelands senere bøger, ikke mindst de meget populære Krumme-bøger (første bind i 1970), en ny æra i dansk børnelitteraturs historie, ikke uden grund kaldt den „birkelandske periode”, som strækker sig langt op i 1980'erne. vi møder her en hverdagsrealisme med familien og skolen som de fora, hvor livet leves, oftest skildret humoristisk, sådan som det er tilfældet i både Lars Erik- og Krumme-bøgerne. I andre bøger skildrer Birkeland de børn, han har kaldt „de forrådte børn”, bl.a. i de tre Lasse Pedersen-bøger (1972-75), og da sker det med indignation og alvor. Det er bøger med en markant samfundskritik.

I Når hanen galer bor de to brødre i et hus, som er „grimt”; sådan siger i hvert fald andre, men Lars Erik, som er fortælleren, synes, det er „en gul smørklat i byens grå havregrød”, og indretningen lever heller ikke op til småborgerlige normer. Faren køber bøger, selvom gasregningen ikke er betalt, og lillebroren svarer med mærkelige ord, når faren siger godnat, fx „trikotasje”. Det er en meget birkelandsk „skør” familie, som har mange fælles træk med familierne hos Ole Lund Kirkegaard. Brødrene er omgivet af kammerater, både dydsmønstre og ballademagere, og såvel milde som sure voksne; sidstnævnte er ofre for drengenes drillerier. Det er dagligdagens små genvordigheder og muligheder, der fortælles om, oftest stilfærdigt og uden ydre effektjageri.

Birkeland debuterede som 36-årig efter i en del år at have været lærer, noget han i øvrigt fortsatte med frem til 1979 på trods af, at han længe forinden havde økonomisk mulighed for at droppe lærergerningen. Men erfaringerne fra skolen, bl.a. 25 år som gårdvagt, er det stof, han bygger på, i sine altid virkelighedsnære og letlæste bøger.

Blandt Birkelands yndlingsanekdoter er den om det brev, han fik fra et forlag med afslag på en digtsamling, han havde indsendt som ung. I brevet stod blot: „Vi kan desværre ikke bruge deres Digte. God bedring.”