Børnenes Bogsamling

I perioden 1896-1914 udsendte Christian Erichsen i alt 40 titler i Børnenes Bogsamling med et samlet oplag på ca. 1 million eksemplarer. Det er en af de væsentligste kulturpolitiske manifestationer i børnelitteraturens historie, og kulturpolitik blev det, fordi det lykkedes at engagere danske lærere i projektet.

Christian Erichsen (1867-1935) var en ildsjæl med sans for at gøre forretninger. Samme år som han fik ansættelse som lærer, dvs. 22 år gammel, udgav han Ny Skolesangbog og startede, hvad der skulle blive et af tidens vigtigste tidsskrifter om skoleforhold, Lærerstandens Adresseavis. Men han havde også en idé om at udgive en serie af bøger for børn på en sådan måde, at lærerne blev inddraget i distributionen, mod at deres hjælpekasser fik en del af indtægterne. Om det velgørende formål skriver han i sin lille julebog Ti Aar. Et lille Tilbageblik over Børnenes Bogsamlings Virksomhed i Tiaaret 1896-1905:

"Saa var jeg imidlertid blevet Lærer, og blandt de Ting, der optog mig mest, var Lærerenkernes ulykkelige Stilling. Enkeudvalgets Nødraab og de stadige Opraab om Støtte for trængende Enker eller Familier greb mit Sind […]"

Pengene skulle tilvejebringes på den måde, at en række børnebøger blev solgt direkte til eleverne i skolen i form at små billige hæfter, som skulle udkomme hver fjortende dag. Når man havde samlet typisk 10-12 hæfter på hver 32 sider til en pris af ti øre stykket, kunne man sende den nu færdige bog til indbinding. Den korteste bog var på seks, den længste på 15 hæfter.

I december måned 1895 udsendte han til landets skoler en opfordring til at indgå i samarbejdet. Lærerne skulle tage mod elevernes bestilling og pengene, og af den samlede omsætning ville ti procent blive ført tilbage til lærerne, dels til de foreninger, som stod bag de forskellige skoleformer, bl.a. Friskolefonden og Danmarks Realskoleforening, dels til fordeling mellem Hjælpekassen for Nødlidende Enker, Fonden for trængende Lærerbørns Uddannelse og Fonden for trængende og ugifte Lærerdøtre. Det blev en overvældende succes. Ikke mindre end 35.000 elever tegnede sig for det første bind, og ca. 30.000 for de følgende to. Derefter faldt oplagene til mellem 10.000 og 20.000.

Meningen var fra starten, at bøgerne skulle være velkendte værker, hvoraf størsteparten oprindeligt var skrevet for voksne. Disse skulle forkortes og bearbejdes læseteknisk for børn. Erichsen skriver selv herom:

"Det ligger uden for B.B.s Opgave at bringe nye, originale Ting frem […] B.B. har dog aldrig bragt en eneste direkte Oversættelse af fremmed Litteratur. Marryats og Jules Vernes uforlignelige Mesterværker vil i vor Tid falde danske Børn for tunge og brede, hvis de gengives uforandret."

Det havde fra starten været meningen, at den første bog skulle være Robinson Kruso og selvfølgelig en bearbejdelse af Campes tyske og i forvejen pædagogisk tilrettelagte udgave. Til at vælge de andre værker udpegede Erichsen en redaktionsgruppe på tre personer, alle børnebogsforfattere med tilknytning til skolen: Ingvor Bondesen (1844-1911), Zakarias Nielsen (1844-1922) og Leopold Budde (1836-1902). Som det ses af oversigten nedenfor valgte redaktionen at lade egne værker indgå i bogsamlingen. For bearbejdelserne stod typisk forfattere.

De ti første værker var (her opført, som Christian Erichsen selv gør det):

Campe: Robinson Kruso – 10 HæfterBudde: Udv. Fortællinger – 12 HæfterStowe: Onkel Toms Hytte – 12 HæfterGrimm: Udv. Eventyr – 10 HæfterVerne: Jorden rundt i 80 Dage – 7 HæfterAnna Erslev: Den gule Ulv – 6 HæfterSwift: Gullivers Rejser – 10 HæfterMarryat: Børnene i Nyskoven – 12 HæfterIngv. Bondesen: Ingeborgs Medgift – 9 HæfterUdv. Fortællinger af danske Forfattere (bl.a. Zak. Nielsen)

Som det ses, var det en blanding af værker, som allerede dengang havde klassikerstatus, og samtidige værker af danske forfattere. Men bag udvælgelsen lå et andet klassikerbegreb, end det skolen brugte. Som bog nr. 23 kom dog seks noveller af St.St. Blicher. En enkelt gang valgte man at udgive et helt nyt værk i samlingen, nemlig Den unge Fribytter (nr. 39) af Peter Anders Pedersen-Sejerbo (1881-1955), hvis børnebøger oftest havde et eksotisk tilsnit, bl.a. Mellem Sorthuder (1915) og Under Sydens Sol (1917), og som også var kendt som børnelitteraturkritiker.

Nogle fandt hæfterne og dermed også de færdige bøger for ydmyge, hvorfor Erichsen i 1906 besluttede at ændre formatet til større bøger. Den første bog i det nye format, nr. 24, var en dramatisering af Carit Etlars Gøngehøvdingen „ved Digterens efterladte Hustru”.

Da andre forlæggere, tilskyndet af Børnenes Bogsamlings store succes, skabte deres egne samlinger i Erichsens stil, var hans reaktion på disse „Efterlignere”, at „de paa ethvert Punkt søger at kopiere B.B., hvad naturligvis kun kan smigre mig. Jeg har ikke set nogen Begrundelse af deres Eksistens, som B.B. i øvrigt ikke har mærket noget til.”

Både samtid og eftertid har hæftet ord som „idealist”, „børneven” og „filantrop” på Christian Erichsen, og som sådan så han også sig selv. Med rette, skal her tilføjes. En særlig egensindighed kombineret med en sikker fornemmelse for markedet og en sag, som han helt sikkert brændte for, og som havde stor gennemslagskraft, skabte dette enestående projekt. Vi ved ikke nøjagtigt, hvor mange børn som i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet ejede bøger fra Børnenes Bogsamling, men de første tre titlers i alt ca. 100.000 solgte eksemplarer har været fordelt på ca. 200.000 elever inden for målgruppen.

Projekter, som i form af udbredelse og gennemslagskraft svarer til Børnenes Bogsamling, skal vi frem til midten af 1900-tallet for at finde, nemlig udgivelsen af ikke mindre end 227 Illustrerede Klassikere i tegneserieform og Jan-bøgerne, den største danske seriebogssucces nogen sinde, fordelt på 81 bind. Men her var der ikke tale om filantropi, og lærerne var på ingen måde begejstrede. Mere herom senere.