Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Værker i tiden

Oprindelig forfatter TW

I 1964 udkommer den sidste Jan-bog, den sidste Puk-bog og den sidste Susy-bog. Den triviallitterære seriebogs storhedstid er slut. Salget svigter, og forfatterne, det vil i dette tilfælde sige Knud Meister, Carlo Andersen og Eilif Mortansson, er måske også kørt trætte efter at have leveret 81 Jan-bøger, 58 Puk-bøger og 22 Susybøger. Den nye bibliotekslov fra 1964 markerer samtidig – som tidligere omtalt – en ændring på det børnelitterære marked i og med, at en større og større del af de solgte bøger nu bliver købt af skole- og børnebibliotekerne. Også den tidsånd, som er beskrevet i dette kapitels indledning, sætter sit præg. Et nyt syn på barnet og på opdragelse og undervisning er på vej. Børn kan selv og er derfor ikke i så høj grad afhængige af voksne.

Det nye syn på barnet i børnelitteraturen slår for alvor igennem i 1967, et mærkeår i dansk børnelitteraturs historie med udgivelsen af værker som Cecil Bødkers (f. 1927) første børnebog, Silas og den sorte hoppe og Ole Lund Kirkegaards (1940-79) debutroman Lille Virgil samt billedbøgerne Halfdans ABC af Halfdan Rasmussen (1915-2002) og Ib Spang Olsen (f. 1922) og Cykelmyggen Egon, tegnet og fortalt af Flemming Quist Møller (f. 1942). Da undervisningsministeriet i 2005 fastlagde en litterær kanon for folkeskolen – dvs. udvalgte en række forfatterskaber, som folkeskolens elever skal møde, inden de forlader skolen – optrådte både Cecil Bødker, Halfdan Rasmussen og Ole Lund Kirkegaard på denne liste.

De ovenfor nævnte værker omtales nærmere i det følgende, men fra 1967 skal også nævnes Preben Ramløvs (1918-88) store roman Massa Peter og Benny Andersens (f. 1929) første bog om Snøvsen. Massa Peter var indsendt til Det danske Akademis børnebogs-konkurrence i 1966, men vandt ikke; det gjorde Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe. Massa Peter handler om guvernøren på De dansk-vestindiske Øer Peter von Scholten og perioden op til frigivelsen af slaverne i 1848. Romanen er opdelt i fem kapitler med forskellige fortællestemmer og i nogen grad også genrer. Her møder vi en række personer, som har kendt von Scholten, og som gennem jeg-fortællinger bidrager til forståelsen af de dramatiske begivenheder.

Annonce

I Benny Andersens Snøvsen-bøger leges der – ligesom i andre børnebøger udgivet i 1967 – på nonsensvis med sproget. Den første i serien var Snøvsen og Eigil og katten i sækken fra 1967. Senere fulgte Snøvsen på sommerferie (1970), Snøvsen og Snøvsine (1970) og Snøvsen hopper hjemmefra (1984).

I Snøvsen og Eigil og katten i sækken er der så meget, der undrer drengen Eigil, bl.a. hvad det er for „ti vilde heste”, som ikke kan få faren til at skrive under, og hvad det er for et „væsen”, som hedder „skattevæsenet”. Anderledes er det ikke med farens arbejdskammerater, hvoraf en altid „gør en myg til en elefant”, mens en anden har „en ræv bag øret”. „De voksne sagde så meget, som ikke var til at forstå,” konkluderer Eigil, „men sjovt lød det mange gange.” Og en dag bliver det sproglige univers til virkelighed, da Eigil møder Snøvsen, en tragisk og ensom skikkelse, som alle tilsyneladende altid går fra. Sammen beslutter de to sig for at befri „katten i sækken”, som de voksne ikke vil købe, og da det er lykkedes, drager de tre sammen ud i verden, hvor de episode for episode oplever lidt af hvert. Det hele ender med, at Snøvsen og katten slår sig ned hos Eigil, hvor de jævnligt får besøg af onkel Otto: „Det kunne godt ske en gang imellem, at en af dem gik fra snøvsen, men så var de andre hos den.”

Det, Benny Andersen gør med sproget i Snøvsen og Eigil og katten i sækken, havde han tidligere gjort i to samlinger med danske og udenlandske børnerim og -remser, Nikke Nikke Nambo (1963) og Lille Peter Dille (1964).

Den fornyelse, der sker inden for børnelitteraturen i midten af 1960'erne med udspring i et nyt barnesyn, er altså ikke alene en indholdsmæssig fornyelse, hvor ikke mindst forholdet mellem børn og voksne ændres. Det er også en sproglig fornyelse, som tydeligst manifesterer sig i brugen af nonsensprosa og -poesi. Det er både Benny Andersen, Ole Lund Kirkegaard og Halfdan Rasmussen eksempler på.

Ikke siden 1835-37, hvor H.C. Andersens første eventyr, Christian Winthers digt „Flugten til Amerika” og B.S. Ingemanns morgensange udkom, har man set et så markant og hurtigt skift indenfor børnelitteraturen som i 1964-67, både hvad angår kunstneriske intentioner og ambitioner, og hvad skildringen af barnet angår. Det er et helt nyt barn, vi møder, og det markeres med forbilledlig styrke i Cecil Bødkers (f. 1927) Silas og den sorte hoppe, hvor drengen Silas i romanens første linjer så at sige bliver til foran øjnene på læseren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Værker i tiden i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308056