Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tidsånden

Oprindelig forfatter TW

Modsætningen i 1960'erne er grundlæggende en modsætning mellem højre og venstre i det politiske spektrum med en antiautoritær venstrefløj på fremmarch. Men det manifesterer sig også på mange andre måder, fx som en generationsmodsætning. Det er ikke noget tilfælde, at 1968-oprøret kaldes for „ungdomsoprøret”. Over for hinanden står på den ene side et par generationer, som har oplevet krigen og de „grå” 1950'ere med rationeringer og andre afsavn og på den anden side en ny generation, senere døbt 68-generationen, som „får alting foræret”, ikke mindst studiepladser og job. Disse unge protesterer nok mod oprustning og taler om faren for en ny verdenskrig, men de opfører sig ikke, som om de for alvor er bange for at miste noget. De repræsenterer en modernitet, som manifesterer sig i pornoens frigivelse, krav om prævention til alle unge og retten til fri abort. Nye ord i det danske sprog er i 1960'erne bl.a. sexfilm, stripper, pornoklub, p-pille, happening, hippie, kønsroller, folkesocialist, boligaktivist og provo.

Samtidig må de ældre generationer finde sig i at blive hånet for deres værdier og økonomiske forsigtighed og blive kaldt „småborgerlige”, når de bruger en mindre formue på at købe fjersyn, teaktræsmøbler og andre varige forbrugsgoder. Men de ældre generationer svarer igen. Ved valget i 1968 stemmer befolkningsflertallet en borgerlig regering bestående af Det radikale Venstre, Venstre og De Konservative til magten med et solidt flertal, efter at det „røde kabinet”, dvs. en socialdemokratisk mindretalsregering med støtte fra SF, er væltet i december 1967. Og i 1969 nedstemmer samme befolkning med overvældende majoritet et forslag om at nedsætte valgretsalderen fra 21 til 18 år. Kun 13,6% af de stemmeberettigede stemmer for.

 Arne Ungermann kommenterede i Politiken 8. juli 1972 tendensen til, at også bøger for mindre børn skulle forholde sig kritisk til samfundet.

Arne Ungermann kommenterede i Politiken 8. juli 1972 tendensen til, at også bøger for mindre børn skulle forholde sig kritisk til samfundet.

I midten af 1960'erne har vi to store debatter i Danmark, som vedrører samfundets forhold til kunsten, og her trækkes fronterne skarpt op. Den ene debat foregår i 1964 og handler om „utugtige” skildringer i litteraturen, den anden i 1965 handler om den nyoprettede Statens Kunstfond, som i januar uddeler sine første stipendier.

Annonce

I slutningen af 1963 kunne man i dagspressen læse, at forlaget Thaning & Appel forberedte udgivelsen af John Clelands roman fra 1749 Fanny Hill – Memoires of a Woman of Pleasure. Det fik rigsadvokaten til at indlede undersøgelser af forlaget med det argument, at bogen i 1957 i sin engelske udgave ved en dansk domstol var blevet dømt utugtig sammen med en del andre bøger. Bogen blev derefter sendt til en række forfattere og anmeldere, som hver udarbejdede en udtalelse, bl.a. Tove Ditlevsen, som skrev, at de „talrige skildringer af den naturlige elskovsakt […] er overordentligt poetiske, yndefulde, næsten uskyldige og fyldt med så underfundige omskrivninger, at man givetvis kommer til at tænke på Salomons Højsang […] Efter min mening er bogen absolut ikke uden litterær værdi, ligesom jeg ikke med min bedste vilje kan indse, noget menneske skulle kunne tage skade af at læse den.„ Klaus Rifbjerg hyldede bogen for dens ”associationer til både kønt hvælvede bagpartier og strålende venusbjerge„, mens Aksel Sandemose gik til angreb på selve loven som værende ”de bigottes og de uklares grove innblanning i hva vi skal få lov å lese”.

Når sagen overhovedet blev rejst, var det et forsøg på at markere, hvor langt man kunne gå, efter at man de foregående år havde set udgivelser af værker af bl.a. Henry Miller og Jean Genet samt det leksikalske værk Kærlighedens ABZ. Nogle følte helt tydeligt, at man var på vej ad en glidebane mod total frihed til at skildre hvad som helst, ikke mindst sex. Men det lykkedes ikke at standse bogen, for forlæggerne blev frikendt både ved byretten, landsretten og Højesteret, om end dommene var meget tøvende i deres udformning. Byretten erklærede, at man „ikke [kunne] se bort fra, at bogen kan have litterær og kulturhistorisk interesse”. I landsretten stod dommerstemmerne 3-3, hvorfor det igen blev en frifindelse, mens dommerne i højesteret med stemmerne 6-1 tilsluttede sig de lavere retsinstansers konklusioner. Igen hæftede man sig ved, at bogen med sin „vidtgående realisme […] ikke er uden litterær værdi”. Det var åbenbart vigtigt for domstolene at fastslå, at ikke alle skildringer af sex med denne frifindelse nu blev accepteret.

15. maj 1964 havde Folketinget vedtaget loven om Statens Kunstfond med 124 stemmer for; kun de seks medlemmer af det ultra-borgerlige De Uafhængige stemte imod. Da navnene på modtagerne af de første støttebeløb blev offentliggjort i begyndelsen af 1965, rejste der sig imidlertid et ramaskrig. Op mod 700 læserbreve blev det til i løbet af få måneder, og flere af de aviser, som tidligere havde været åbne over for støtten, indtog nu det modsatte standpunkt. Kritikerne vendte sig dels mod brugen af skattekroner på selve formålet, dels – og nok så meget – på de kunstnere og den kunst, som blev støttet. I første omgang havde 15 ud af 200 ansøgere fået hver 60.000 kr. fordelt over tre år, heraf syv billedkunstnere, seks forfattere og to komponister. Blandt forfatterne var Klaus Rifbjerg, og det var der mange, der havde ondt af, og man undlod ikke at gøre opmærksom på, at forfatteren ejede en bil, tilmed vist nok en sportsvogn.

Det var ikke mindst de mange aviser med tilknytning til partiet Venstre, som – også på lederplads – angreb den nye ordning og de modtagende kunstnere. Og den almindelige uro trak mange andre utilfredse med sig, bl.a. repræsentanter fra de udøvende kunstnere, musikere og skuespiller, som ikke fik andel i støtten. Typiske kommentarer i læserbrevene var:

"Hvormed har disse kunstnere dog gjort sig fortjent til disse årlige statsbeløb? Jo, nogle har hos en jernhandler købt noget skrot og svejset det sammen til noget, der efter kunstnerens egen fantasi skal forstille: Liggende kvinde, solopgang osv.„ ”Nej, det er det, jeg altid har sagt, Cavling han kan skrive, og hvad med Morten Korch? De to f.eks. har nemlig forstået at give os det, vi vil have, i modsætning til alle de andre kludremikler, der kalder sig kunstnere og som for tiden, og i øvrigt altid, har skrevet om noget, der først blev aktuelt længe efter de er døde. Og må jeg spørge: Hvad i himlens navn kommer fremtiden os ved?"

Flere opfordrede kunstnerne til at finde sig et ordentligt arbejde: „Lad dog disse kunstnere få en skovl i stedet, og lad dem komme ud i produktionen.” I det hele taget lå der en modsætning mellem håndens og åndens arbejde og lurede, hvilket blev stærkt understreget, da 840 slagteriarbejdere fra Vejle skrev under på en protest: „Vi er, med den indtægt vi har, og den skattebyrde, som er os pålagt, nødt til at lade vore hustruer arbejde for at klare vore forpligtelser.” Derfor skal vore skattekroner ikke bruges til disse formål, lød det. Snart samlede de protesterende arbejdere sig bag lagerforvalter Peter Rindal, som organiserede modstanden og gav navn til det, der betragtes som en kunstfjendsk holdning: rindalisme.

 Den langvarige debat om Statens Kunstfond endte med, at kulturminister Hans Sølvhøj måtte trække budgetoverskridelsen på 130.000 kr. tilbage, men selve loven blev fastholdt, og de mange protester førte dermed ikke til meget. Bo Bojesen i Politiken.

Den langvarige debat om Statens Kunstfond endte med, at kulturminister Hans Sølvhøj måtte trække budgetoverskridelsen på 130.000 kr. tilbage, men selve loven blev fastholdt, og de mange protester førte dermed ikke til meget. Bo Bojesen i Politiken.

Uanset protesterne fastholdt Folketinget Statens Kunstfond, selvom kulturministeren, Hans Sølvhøj, måtte skære en budgetoverskridelse på 130.000 kr. væk (se Bo Bojesens tegning). I denne sag – ligesom i sagen om utugtige skildringer og senere ophævelsen af pornografiloven og vedtagelsen af loven om fri abort – var det moderniteten, der vandt.

Ingen af disse sager og nye love havde som sådan noget med børn og børnelitteratur at gøre. Men de tegner billedet af en tid, hvor der sker store forandringer i børns vilkår inden for rammerne af modernitet og velfærdsstat. De antiautoritære strømninger bredte sig til familien og skolen, hvor flere og flere sagde „du” og ikke „De” til læreren. De nye pædagogikker bar navne som kreativitets-, værksteds- og erfaringspædagogik for slet ikke at tale om rundkredspædagogik (mere herom i afsnittet om skolen og bibliotekerne). Man skulle nu i bibliotekerne og skolen i højere grad tage ud gangspunkt i barnet, når det drejede sig om deres læsestof. Tidligere tiders moraliseren over børns læsning af „underlødig” og „kulørt” litteratur mødte stigende modstand. Børnebibliotekerne var til for børnenes skyld, lød argumentet, og derfor skulle de også rumme de bøger, som børnene kunne lide. Dermed blev der lukket op for seriebøger og tegneserier. Fra at der ingen tegneserier optrådte på listen over de mest indkøbte titler til bibliotekerne et godt stykke ind i 1960'erne, ændrede det sig i løbet af få år til, at der i begyndelsen af 1970'erne næsten udelukkende optrådte tegneserier på toptyvelisten. Et typisk eksempel på denne nyorientering finder man i børnebibliotekaren Anni Guldberg Madsens artikel „Triviallitteratur på børnebibliotekerne” i tidsskriftet BIXEN 3/1972:

"Bibliotekerne skal ikke kun være for den priviligerede klasse, et nydeligt sted, hvor pæne folks børn kommer og låner pæne bøger. Hvis vore biblioteker skal være for alle, må vi være åbne og imødekommende. Det er bare ikke særlig imødekommende gang på gang at skulle nægte sine lånere det, de søger efter. Især ikke, hvis de beder om en forklaring, hvad børn jo ofte gør, og vi så beklagende må fortælle, at de bøger, de gerne vil læse, er for dårlige, så vi ikke vil bruge penge på dem. Kort sagt, børnene har en dårlig smag […] I stedet burde vi være taknemmelige for triviallitteraturen, der giver os mulighed for at komme i kontakt med andet end eliten […]."

Det er et markant holdningsskift, langt fra den fordømmelse af den „underlødige” litteratur, vi ser i 1950'ernes debat om bl.a. tegneserier, og den skepsis, vi møder i undervisningsvejledningen Den blå Betænknings afsnit om faget dansk (se senere).

Opfattelsen af litteratur, både børne- og voksenlitteratur, undergår i det hele taget i denne periode en markant ændring og ikke kun på bogmarkedet og bibliotekerne. Også på universiteterne og seminarierne rettes opmærksomheden i stigende omfang mod alternative litteraturer som kvindelitteratur, arbejderlitteratur og børnelitteratur, og tilgangen til studiet af litteratur er nu ikke kun æstetisk eller historisk, men i stigende omfang sociologisk og pædagogisk. Samtidig øges interessen for andre medier, bl.a. tegneserier og tv. Et helt nyt og udvidet tekstbegreb er under udvikling, hvor en tekst forstås som „en meddelelse med en hensigt”, som der står i undervisningsvejledningen for folkeskolen Dansk 1976.

At 1960'erne er paradoksernes tid, viser sig bl.a. deri, at samtidig med, at interessen for triviallitteratur og andre medier stiger, også i skolen, så bruges der også tid på den nyeste og mest eksperimenterende litteratur, især lyrikken. Det er modernismens periode med digtere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne og Ivan Malinovski. Den ene uge læses på 8. og 9. klassetrin Jan- og Puk-bøger, den næste „Nultime”, „Museums musik” og „Disjecta membra”.

At der er flere og flere, som interesserer sig, også fagligt, for børnelitteratur, resulterer i, at man opretter kurser i børnelitteratur på universiteterne, at børnebøger i stigende omfang bliver brugt i skolen, og at både dagblade, tidsskrifter og bøger behandler børnelitteraturen. I 1969 kommer første udgave af en grundbog i børnelitteratur til brug på seminarierne, Børne- og ungdomslitteratur. Problemer og analyser, redigeret af Sven Møller Kristensen og Preben Ramløv, og i 1972 debatbogen Børn. Litteratur. Samfund med artikler af bl.a. Pil Dahlerup, Ove Kreisberg og Søren Vinterberg.

En særlig opmærksomhed får børnelitteraturen, da der i 1970 oprettes skolenævn med forældrerepræsentanter ved alle folkeskoler. Skolenævnene, som senere bliver til de nuværende skolebestyrelser, har fra starten ansvaret for skolens undervisningsmaterialer, bl.a. bøger. Det fører flere steder i landet til konfrontationer og langvarige debatter på skolerne og i lokalaviserne. Under anklage er det, man betragter som kontroversielle børnebøger, dvs. bøger som beskæftiger sig med sex, politik og religion. Den omfattende politisering, som forekommer overalt i samfundet fra sidste del af 1960'erne og op gennem 1970'erne, omfatter også børn og bøger.

Noter

Læs mere om Fanny Hill-sagen i Leif Blædels Sagen om Fanny Hill (1965) og mere om kunstfonddebatten i Jørgen Stubgaards Kunstfonddebatten 65. En Hvidbog (1968).

Anni Guldberg Madsens artikel om bibliotekerne og triviallitteraturen findes også i antologien Lyst og lærdom (1996).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Tidsånden i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308046