Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Walter Christmas

Oprindelig forfatter TW

I en børnelitteratur domineret af skolelærere, skoleledere og endog skolestiftere er Walter Christmas (1861-1924) med det fulde efternavn Christmas-Dirckinck-Holmfeld en udpræget undtagelse, hvorfor hans karriere fortjener en grundigere omtale. Han blev uddannet i og virkede i en årrække i søværnet, som han midlertidigt forlod for at oprette en dampskibsrute på Amazonfloden. I sin levnedsberetning i Ordenskapitlet skriver han: „Livet som inferiør dansk Søofficer ombord paa vore større eller mindre Krigsskibe […] forekom mig efter faa Aars Forløb indholdsløst og uinteressant.” Det kneb med at finde investorer til dampskibsruten, men endte dog med, at et tysk selskab startede ruten.

 Walter Christmas, karrikaturtegnet af Alfred Schmidt i bladet Klods-Hans 1905. I den tilhørende tekst er der denne karakteristik af forfatteren: „Kosmopolit og Polyglot. Moderne Tordenskjold i siamesisk Tjeneste og en Tid Agent i vestindiske Øer. Kaptajn og Forfatter. Synes i de senere Aar med Iver at dyrke den sidste Metier. Maaske fordi han i de sidste Aar ikke har haft Anden.”

Walter Christmas, karrikaturtegnet af Alfred Schmidt i bladet Klods-Hans 1905. I den tilhørende tekst er der denne karakteristik af forfatteren: „Kosmopolit og Polyglot. Moderne Tordenskjold i siamesisk Tjeneste og en Tid Agent i vestindiske Øer. Kaptajn og Forfatter. Synes i de senere Aar med Iver at dyrke den sidste Metier. Maaske fordi han i de sidste Aar ikke har haft Anden.”

Christmas vendte tilbage til søværnet, men trådte i 1892 ind i den siamesiske flåde og deltog her under en fransk-siamesisk krig i slaget ved Pahnam, hvilket var klart i strid med de retningslinjer, han havde fået i Danmark. Resultatet var, at han blev afskediget „paa graat Papir”, som han – opfyldt af vrede – skriver i levnedsbeskrivelsen. Året efter gik han ind i den græske flåde i krigen mellem Grækenland og Tyrkiet, dog kun for en kort periode. Han havde den overbevisning, at han ville medvirke til salget af De dansk-vestindiske Øer til Tyskland, men han måtte opgive og vendte derefter blikket mod USA. Alt tyder på, at han af konseilpræsident H.E. Hørring fik lovning på provision, hvis det lykkedes. Christmas rejste i hvert fald til USA, hvor han angiveligt søgte at bestikke amerikanske kongresmedlemmer. Resultatet var en større skandale, og de 100.000 dollars, han havde ventet at tjene, fik han aldrig.

Som han selv skriver: „For at kunne forsørge min Familie og skaffe mig et nyt Hjem slog jeg ind paa Forfattergerningen.” Og det blev til flere romaner for børn og voksne, rejsebøger og en del skuespil, både ibsenske dramer og lette komedier, bl.a. En Lektion (1905), som blev opført på Det Kongelige Teater med Poul Reumert og Betty Nansen i hovedrollerne. I 1909-10 var Christmas direktør for Dagmarteateret, og i 1914 indtrådte han igen i søværnet med rang af kaptajn, men en alvorlig reumatisme tvang ham til at stoppe i 1916.

Annonce

I dag forbindes Walter Christmas vel udelukkende med Peder Most-bøgerne, hvoraf der i alt udkom fem, de første fire hurtigt efter hinanden: Peder Most (1901), Styrmand Most (1903), Kong Peder (1904) og Paa Livet løs (1906). I 1921 udkom Peder Most paa Krigsstien. Blandt de andre børnebøger, han skrev, er Svend Spejder (1911), Millionærdrengen (1909) og Dødningehovedet (1915). Peder Most omtales på sin forside som en „Fortælling for Ungdommen”, og på side to finder man denne meddelelse: „Alle raske Drenge tilegnes denne Bog”.

 En af de mange episoder i Walter Christmas' Peder Most-bøger, hvor Peder er i kamp med negre. Her fra Peder Most (1901). Illustrator: Gerda Ploug Sarp.

En af de mange episoder i Walter Christmas' Peder Most-bøger, hvor Peder er i kamp med negre. Her fra Peder Most (1901). Illustrator: Gerda Ploug Sarp.

Peder Most-bøgerne opnåede straks stor succes og optræder på de fleste af tidens lister over foretrukne bøger. Succesen varede til et godt stykke ind 1950'erne, hvor 10. oplag af Peder Most udkom med oplysningen „Hermed i alt trykt i 123.000 eksemplarer”.

Fortællingen begynder i Svendborg. Peder Most, hvis far er død, og hvis mor Madam Most tjener som kokkepige hos toldkontrollør Klenow, ligger ude på fjorden i en lille, tjæret skibsjolle sammen med sin ven, toldkontrollørens søn, Frits. Det er to meget forskellige drenge. Peder beskrives på bogens første side på denne måde:

"Peder Most havde det, som mangen fint paaklædt Dreng kunde misunde ham: Sundhed og Kraft og et uforanderligt godt Humør, der lyste ud af hans skikkelige blaa Øjne, lagde sig som et bredt, godmodigt Smil om den store, røde Mund og blottede to Rækker stærke Tænder, helt Mælkehvide af at bide i det grove Rugbrød […]"

Om Frits hedder det, at han „var mindre og spinkel. Hans Haar var brunt og krøllet og Øjnene mørke; en køn, livlig Dreng, klædt i lysegraat Sommertøj og med Straahat paa Hovedet”. Dette i modsætning til Peders „blaastribede Bomuldsskjorte”, der var „baade gammel og stoppet” og „de tykke graamelerede Hvergangsbukser” med „en Lap af højst forskellig Farve paa hvert Knæ”.

Peder er allerede jungmand på skonnerten „Karens Minde”, som nogle få dage senere skal sejle ud i den store verden, og dér vil Frits med, hvilket han da også – efter en del overtalelse – får lov til. Skipperen på skonnerten er i øvrigt „ikke af den Slags, som siger nej til noget, der svider i Halsen”.

Hvad der derefter sker, er, hvad der typisk sker i tidens søfarts-romaner for drenge. Hovedpersonerne kommer ud for både storme, mytteri og kampe mod fjendtligt indstillede indfødte. Rejsen bringer i denne bog drengene sydpå til Cadiz i Spanien og derfra over Atlanten til Sydamerika, hvor de sejler op ad Orinocofloden i Venezuela. Begge sejlture giver forfatteren lejlighed til længere redegørelser for stedernes geografi og historie, præget af et omstændeligt sprog, som står i stærk modsætning til de mange handlingsmættede episoder.

Undervejs forliser „Karens Minde”, og de to drenge bliver samlet op af „Don Carlos,” hvis kaptajn er Don Pedro, og hvor også dennes søster Pampina huserer; hun kaster sin kærlighed på Frits, mens Peder hurtigt udnævnes til styrmand. Hvad de to drenge ikke ved fra starten, er, at „Don Carlos” sejler med våben til oprørerne i Venezuela.

Det er på dette sted i romanen, at Christmas kaster sig ud i en længere skildring af Venezuelas historie, krydret med kommentarer vedrørende de revolutionæres trang til efter revolutionen at „bruge Magten til egen Fordel”:

"Saaledes er det gaaet i alle Republikker, saa længe Jorden har været befolket af Mennesker, og saaledes vil det formodentlig ogsaa gaa i Fremtiden, saa vist Mennesket kun er et saare ufuldkomment Individ, hvis Mund lovtaler Dyder og ædle Følelser, men hvis Sjæl er fuld af Egennytte, Misundelse og Griskhed efter Gods og Guld."

Modnet af mange genvordigheder, og dét er altid pointen i disse romaner, vender Peder og Frits hjem til Danmark, hvor Peder straks går i gang med at tage en styrmandseksamen, mens Frits „gaar i Skole igen, det er slut med Friluftslivet”. Men „et Længselsfuldt Suk undslipper dem – Længsel efter nye Eventyr”.

Og eventyr venter da også i de følgende bind, som bringer Peder til Sydafrika med deltagelse i Boerkrigen, Indien, New Zealand, Australien og en stillehavsø, hvor han gifter sig med høvdingens datter og bliver konge. I det sidste bind, Peder Most paa Krigsstien, som udkommer 17 år efter det nærmest foregående bind, deltager Peder i 1. verdenskrig.

Peder Most-bøgerne var illustreret af Gerda Ploug Sarp (1881-1968), en af tidens mest brugte tegnere, ikke mindst i uge- og månedsblade, bl.a. Illustreret Tidende. Peder Mosts popularitet blev understreget af, at bogen blev dramatiseret af forfatteren selv til Dagmarteateret i 1909, og at den senere blev omsat til dukketeater i serien Familie-Journalens Modelteater.

Blandt Christmas' andre drengeromaner opnåede Millionærdrengen en betydelig succes. Hovedpersonen er Philip, forældreløs arving til et stormagasin. Han vokser op hos sin meget myndige tante og keder sig bravt, hvorfor han stikker af for at leve blandt almindelige mennesker, i dette tilfælde en kunstnerfamilie, hvis medlemmer arbejder i stormagasinet under elendige forhold. Til sidst giver Philip sig til kende, og kunstnerfamilien kan indkassere en stor dusør.

Allerede året efter udgivelsen dramatiserede Christmas Millionærdrengen med henblik på opførelse på sit teater, nu med titlen En Julegave, og to gange blev den filmatiseret, først i 1914, anden gang i 1936 med Kjeld Abell (1901-61) som manuskriptforfatter og Anders Wilhelm Sandberg (1887-1938) som instruktør.

Når forfattere som Christmas og andre sender deres hovedpersoner ud i den store verden til bl.a. Sydamerika, Sydhavsøerne og Afrika, kommer de også uundgåeligt til at beskrive det, som vi i dag vil kalde personer af anden etnisk oprindelse end den europæiske. Ikke overraskende er disse beskrivelser fyldt med tidsbundne fordomme; ofte er der tale om udtalt racisme. Om kinesere hedder det således i Peder Most: „De arbejdede støt og stille, Døgn efter Døgn, taalmodige og udholdende, saaledes som Kinesere -Jordens bedste Arbejdere – plejer at gøre.”

Mindre sympati er der i samme bog for Afrikas sorte befolkning: „Peder hadede dovne Mennesker, og han nærede den dybeste Foragt for Negere i Almindelighed.” I en kampscene i Kong Peder hedder det: „Jeg skød mit sidste Skud ind i en Hoben Negerkød, og jeg masede Hovedet med Bøssekolben paa en grim Rad”. Og dette er blot udvalgte citater.

At sådanne skildringer næppe har undret nogen læser i begyndelsen af 1900-tallet, viser det forhold, at også den højeste fagkundskab i tiden skildrede den sorte befolkning på denne måde. I Salmonsens Konversationsleksikon fra 1915 kan man således læse følgende om „Befolkningen” under opslagsordet „Afrika”:

"Mellem- og Sydafrikas Negerbefolkning staar derimod i det hele taget paa det samme barbariske Standpunkt som for Aartusinder siden. Iblandt Negerfolkene har ikke et eneste formaaet at frembringe selvstændig Kultur, og Negrene maa derfor i intellektuel Henseende stilles under Indianere [og man må] saaledes sætte Negrene lavt i aandelig Henseende […] Huden er blød, atlaskagtig, men har modbydelige, ammoniakalske Uddunstninger, der virker i høj Grad frastødende paa Europæere."

I 1950'erne, hvor der er betydelig opmærksomhed over for racisme, især i skildringer, som er tilgængelige for børn, omskrives disse scener i Peder Most-bøgerne. Ordet „neger” forsvinder helt, og negative egenskaber knyttes til individerne og ikke til en bestemt etnisk gruppe. Af bøgerne fremgår det, at de er „bearbejdet af Poul Steenstrup”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Walter Christmas i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307995