Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fortællingerne

Oprindelig forfatter Redaktionen

Den novellelignende hverdagsfortælling for børn og unge har sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet. De første værker ses allerede i 1850'erne og 1860'erne, men det store gennembrud kommer først efter 1880. Vi finder disse fortællinger i nogle af børnebladene, men ikke mindst i særlige bogudgivelser. Markant er det, at næsten alle forfatterne er kvinder, og at en ganske stor del af dem skriver under anonym eller pseudonym, sådan som det også var tilfældet med de første pigeromaner fra midten af 1800-tallet.

Tidligst ude med sådanne fortællinger er allerede nævnte forfattere som Maria Bojesen, Ilia Fibiger og Annette Colbjørnsen. Blandt de flittigst og bedst skrivende i 1880'erne og 1890'erne er de ligeledes tidligere omtalte Fanny Tuxen, som skrev under pseudonymet „Eva”, og Therese Brummer, som kaldte sig „Fru Elisabeth”, samt Mathilde Groos (død 1945), Anna Erslev (1862-1919), Emma Kraft (1844-1925) og Amalie Skram (1846-1905). En enkelt mand blandede sig med nogen gennemslagskraft i kvindekoret, nemlig læreren Anders Kappel Bøcker (1867-1940) med bl.a. Historier for de Unge (1899); han skrev også en del skolebøger.

 Titelbladet til Mathilde Groos' Hvad Bedstefa'er oplevede (1892), tegnet af Carl Thomsen, som leverede adskillige illustrationer til tidens børnebøger, bl.a. Groos' mange samlinger af fortællinger. Titlerne på disse bøger viste ofte hen til fortællerens status: en bedstefar, en tante eller en moder.

Titelbladet til Mathilde Groos' Hvad Bedstefa'er oplevede (1892), tegnet af Carl Thomsen, som leverede adskillige illustrationer til tidens børnebøger, bl.a. Groos' mange samlinger af fortællinger. Titlerne på disse bøger viste ofte hen til fortællerens status: en bedstefar, en tante eller en moder.

Fortællingerne udspilles typisk i en genkendelig hverdag i de bedrestillede borgerhjem, men også de dårligere stillede portrætteres, som det er tilfældet i de nedenfor omtalte „Kun en Tiøre!” og „Bomberne”. Ofte er der moralske dilemmaer på spil, knyttet til buddene om ikke at stjæle, ikke at lyve og at ære sin fader og moder.

Annonce

Forfatterne vælger i langt de fleste tilfælde en alvidende og kommenterende fortæller. Det giver forfatteren mulighed for at træde ind i teksten for at sikre, at læseren har forstået pointen, sådan som det er tilfældet i novellen „Sytten Aar” (se nedenfor), hvor to tanter, som læseren allerede har stiftet bekendtskab med, beskrives på denne måde, da de oplever deres nieces succes: „Kun to forstod det ikke, to sortklædte, halvgamle Kvinder, der for længst havde glemt deres egen Ungdom.” Denne fortællertype kan også til slut samle op i en morale, som det ses i „Kun en Tiøre!”: „Stjæl meget, stjæl lidt, Synden bliver lige stor!”

Det sker dog, at også jeg-fortællere bruges, fx i Mathilde Groos' „Min violin og jeg” fra Efter Skoletid (1894). Da er det typisk, som i nævnte tilfælde, en voksen, som ser tilbage på sin barndom eller ungdom: „Jeg var knap syv Aar gammel, da det skete.” Dermed vælges en jeg-fortæller, der ligesom den alvidende fortæller har mulighed for at reflektere og kommentere og dermed styre læsningen.

Et særligt træk ved en del af fortællingerne er, at børn og unge skildres som havende muligheder, også muligheder de voksne ikke har, og indimellem også evnen til at realisere deres egne ønsker trods de voksnes modstand. At kalde det et tidligt ungdomsoprør vil unægtelig være at gå alt for langt, men der findes i nogle af teksterne klare emancipatoriske træk. Det skildres som entydigt positivt at løsrive sig fra sin sociale arv og at vælge at stole på de talenter, man er i besiddelse af, og realisere dem.

To fortællinger beskæftiger sig med seks års mellemrum meget forskelligt med det at stjæle. „Kun en Tiøre!” fra Smaafortællinger for Børn er skrevet af Anna Erslev i 1884 under hendes pigenavn Anna Borch. Hun opnår stor succes som børnebogsforfatter, bearbejder af bøger til Børnenes Bogsamling og redaktør af en række børneblade, bl.a. Børnenes Føljeton (1904-12). I dag kendes hun for Illustreret Legebog (1904), som blev genudgivet så sent som i 1976. „Det blaa Atlaskesbaand og den røde Dukke Silke” af Amalie Skram er fra Børnefortællinger (1890). Norskfødte Amalie Skram var i 1885 debuteret som romanforfatter med Constance Ring, en bog som med sin feministiske skildring af en kuet kvindes forhold til utro mænd vakte en del opsigt, og som hun fulgte op med bl.a. Forraadt (1892). Som hendes hovedværk regnes firebindsværket Hellemyrsfolket (første bind 1887).

I „Kun en Tiøre!” møder vi Vilhelm Jensen, søn af gode og hæderlige forældre på Vesterbro. Vilhelm har evner: „Han blev derfor sat i en af Byens bedste Skoler, fik Privattimer i flere Fag, som han havde særlige Anlæg for, gik altid smukt klædt og havde rigelige Lommepenge”. Men Vilhelm har en svag karakter og må altid have, hvad de andre har, fx et smukt penneskaft til to kroner. Problemet er imidlertid, at Vilhelm, som netop får to kroner i lommepenge, har brugt ti øre på bryststukker. Da forældrene af principielle grunde ikke vil give ham den manglende tiøre, stjæler han den hos moren, dog ikke uden at en indre stemme hvisker til ham: „Ser intet Menneske dig, saa ser Gud dig.” Og snart fortryder han, ikke mindst da morens „Morgenkys brændte ham paa Læberne” på vej til skole, hvor han møder den lille Frederik, som fortæller, at han ikke har købt sig den ønskede drage, fordi der var noget, hans „Moder trængte til i Køkkenet”, og så fik hun pengene. Da Vilhelms far samme aften kan fortælle, at han har mødt en gammel arbejdskammerat, som siden er gået i hundene, fordi han stjal som ung, bryder Vilhelm ud i krampegråd, „og under en Strøm af selvanklage, afbrudt af Hulken, fortalte han nu hele sin Synd fra først til sidst […].”

Helt anderledes og med betydelig psykologisk indsigt og en klar kunstnerisk intention griber Amalie Skram det an i „Det blaa Atlaskesbaand og den røde Dukke Silke”. Her følger vi i første del den ganske lille Johanne, som opholder sig hos sin strenge tante, mens forældrene er bortrejst – tanter er næsten altid strenge i tidens børnelitteratur. Til huset kommer Rangle Sælgerkone, men tanten skal ikke have noget, og konen går, men glemmer et smukt atlaskesbånd. Johanne finder det, bruger det til sin dukke og nægter, at hun har fundet det, da konen kommer tilbage og fortæller, at hun har glemt det. Da tanten senere finder ud af sagens rette sammenhæng, vil hun hjemme hos konen have Johanne til at sige undskyld, efter at hun har fortalt Johanne, at tyve og løgnere „kommer i Tugthuset, medens de lever, og efter Døden tager Djævelen dem.”

Novellens anden del indledes med, at tanten nogle dage senere ikke kan finde „en Dukke Silke” og straks mistænker Johanne, som gribes af fortvivlse og angst, ikke mindst da tanten giver hende ris og truer med at fortsætte. „Da brød en rallende Hulken ud af Johanne. Hendes Legeme blev stivt, og Benene stod ret ud i Vejret.” Den næste morgen er forældrene kommet hjem, og tanten har rost Johanne, for som hun med novellens allersidste replik siger: „Ja, og Raasilken er kommet frem igen […] Den havde viklet sig fast om mine Briller, som laa i Vindueskarmen”. Her er ingen udtalt morale, blot et udpenslet portræt af et grænseoverskridende overgreb på et barn.

I to andre fortællinger fokuseres der på unges muligheder, nemlig i Mathilde Groos' „Bomberne” fra Efter Skoletid. Fortællinger for Børn (1894) og Valborg Dahls „Sytten Aar” fra Frøken Foraar og andre fortællinger for unge Piger (1917).

Mathilde Groos var en af de flittigst skrivende forfattere af børne- og ungdomsfortællinger i de sidste årtier af 1800-tallet. 11 bind blev det til. Men hun forblev lige så anonym som det „G.”, hun skrev under. Vi ved så at sige intet om hende, andet end at hun døde i 1945, angiveligt som „frøken”. Titlerne på flere af hendes værker viser tydeligt, at de var tænkt som fritidslæsning: Naar Lektierne er lærte (1886), Naar Aftnerne længes (1889), og Efter Skoletid (1894). Andre titler henviser til fortællerens position, fx Hvad Faster fortalte (1883) og Hvad Bedstefaer oplevede (1892), hvis titelblad er gengivet i illustrationen. Langt de fleste af G.s fortællinger var i virkeligheden bearbejdede oversættelser af franske, tyske og engelske værker, dvs. „frit efter fremmede Forfattere”, som der kunne stå på titelbladet.

Groos' „Bomberne” handler om en ung mand, Anton, som midt i den strengeste vinter har svært ved at få job, efter at han har været på teknisk skole, for „lærde Folk” vil den hånligt afvisende værkfører på støberiet ikke have rendende. Men et job må Anton havde, hvis han skal hjælpe sin mor, som ikke kan betale renterne på huset. Da opdager han, at værkføreren i virkeligheden er ved at miste sit eget job, fordi han ikke har kunnet knuse de 10.000 kasserede bomber, han har indkøbt med henblik på omstøbning.

Men Anton har lært, hvad man skal gøre og opsøger værkføreren i dennes fattige hjem med kone og fem børn. Under stor modstand får Anton værkføreren til at prøve sin metode, nemlig at skrue låget af bomberne og fylde dem med vand for derefter at lægge dem ud, så frosten kan sprænge dem. Det lykkes, værkføreren beholder sit job og fortryder sin afvisning, og Anton får de udlovede 500 kr. Morens hus er sikret.

Den slags opbyggelige fortællinger om, at det kan betale sig at uddanne sig i et samfund, der har brug for foretagsomhed, er der en del af i tiden, ligesom der er mange beretninger om unge kvinder, som realiserer deres drøm om en kunstnerisk karriere trods forældres og andre foresattes modstand.

Det sidste er Valborg Dahls „Sytten Aar” et eksempel på. Hedda er sammen med sine veninder til fødselsdag hos Inger, og alle har de ved denne lejlighed fået en billet til en teaterforestilling, som opføres af det turnerende Kongelige Teater med professor N.N. i hovedrollen. Pigerne diskuterer fremtidige partnere, og Minna, som erklærer, at hun helst vil giftes med en kunstner, bliver drillet og irettesat: „En Kunstner! Vorherre bevare din Forstand! Det skal være noget af det allerværste […] Saadan en Kunstner med Polkahaar og svømmende Øjne, og som bedrager sin Kone – ja, for det gør de altid, og saa betaler de næsten aldrig deres Husleje.”

Da kommer der bud om, at forestillingen må aflyses, fordi den kvindelige indehaver af hovedrollen er blevet syg. Hedda, som bor hos sine uforstående tanter, har imidlertid skuespillerdrømme og kan tilfældigvis (!) hele hovedrollen udenad. Hun opsøger teaterdirektøren, og om aftenen „staar hun pludselig derinde, og Bifaldet bruser hende i Møde.” Tanterne, som er til stede, ser det som en skandale, men publikum jubler, og Hedda tilbydes nye roller, og „saa drog Hedda ud til sit nye Liv – at det ville blive et Liv baade i Arbejde og Kamp, det forstod hun nok, men det er jo bare dejligt at kæmpe og arbejde for det, man elsker.” Ikke en lige populær parole i alle bedsteborgerlige familier i Danmark omkring 1900, men som sagt ganske udbredt i ungpigebøgerne. Et andet eksempel er Mathilde Groos' „Min violin og jeg” fra Efter Skoletid (1894) om en lille pige, hvis forældre må flytte til mere ydmyge kår efter en økonomisk deroute. Talent for at spille har pigen, men forældrene kan ikke betale hendes timer. Tværtimod mangler moren penge til at købe en kjole. Da pigen beslutter sig for at spille for folk for at tjene penge, møder hun en formuende kvinde, som har mistet sit barn. Moren berøres selvfølgelig dybt af barnets opofrelse, og den fremmede kvinde hjælper pigen med at realisere sine drømme: „[…] at jeg engang kan blive Kunstnerinde og tjene mange, mange Penge”.

Selvom sådanne realistiske og opbyggelige fortællinger dominerede børnelitteraturen i slutningen af 1800-tallet, blev der stadig skrevet eventyr. Den tidligere omtalte Anders Kappel Bøcker lod eventyr indgå i sine samlinger med også realistiske fortællinger, og Carl Ewald (1856-1908) nåede at udgive ikke mindre end 20 eventyrsamlinger, hvoraf flere var direkte henvendt til børn, mens andre sigtede bredere.

Carl Ewald var i samtiden en kendt forfatter og journalist. Han skrev fra 1880'ernes begyndelse en del samtidsromaner, som fulgte Georg Brandes' parole om at sætte problemer under debat, og senere en del historiske romaner, bl.a. Børnekorstoget (1892). Som journalist ved Politiken skrev han skarpe, samfundskritiske kommentarer, ofte præget af opgør med gældende normer – helt som hans søn, Poul Henningen, senere gjorde det.

Størst gennemslagskraft, også i eftertiden, fik dog Carl Ewalds mange eventyr. Selvom de første af disse i nogen grad stod i gæld til H.C. Andersen, så anlagde Ewald fra starten en helt anden synsvinkel på den natur, han skildrede. Som der står i udgiverens forord til den første samling I det Fri (1892):

"Der har ofte været ført Klage over, at vore Æventyrbøger med deres Nisser, Trolde og forhexede Prinser og Prinsesser bibringe Børnene overtroiske Forestillinger og ikke paavirke deres Fantasi paa den heldigste Maade.

Forfatteren af de smaa Eventyr, hvilke jeg her medgiver et Forord, er slaaet ind paa en ganske ny Vej. Han har ment, at Naturen med dens mangfoldige og brogede Liv indeholder et nyt Stof, hvoraf Børn paa deres Vis kunne øse, og derfor har gjort Naturfænomenerne til Gjenstand for sin Æventyrdigtning.
"

Hvad Ewald gør, er at afmytologisere naturen, selvfølgelig med fare for at skabe en ny mytologi. Han kaster et videnskabeligt og bevidst nøgternt og usentimentalt blik på naturen. Det er „Ukrudtet” i I det Fri et eksempel på. På marken knejser rugen og fremhæver sin store betydning. Ukrudtet har at holde sig væk. Men valmuerne, mælkebøtterne og de andre vil det anderledes og får dels vinden, dels gårdhunden til at sprede deres frø, og næste år må rugen se markerne invaderet af disse fremmede. Da rugen skælder vinden ud, forsvarer denne sig: „Bonden passer sin Rug, for det er nu hans Forretning. Men regnen og Solen og jeg – vi tager os af Jer alle sammen uden Persons Anseelse. For os er det fattige Ukrudt lige saa kønt som det rige Korn.”

Et egentligt opgør med mange menneskers sentimentale natursyn finder vi i „Den gode mand”, herunder citeret fra 1991-udgaven af Ewalds Eventyr (1882-1910). Det indledes på denne måde: „Der var engang en mand, som var så forskrækkeligt god, at han ikke kunne holde ud at leve i verden.” Og derfor finder han sig „et vidunderligt lille hus et sted langt borte i en granlund lige ved havet”. Da han her opdager, at musene spiser hans skinke i kælderen, beder han katten om at fange og æde den. Det gør katten, men den æder også de små fugleunger, og så bliver den gode mand dybt fortvivlet og meget vred. Katten forsvarer sig: „Mig roser du, når jeg æder mus, og skælder mig ud, når jeg æder guldspurveunger. Selv æder du med god samvittighed både svin og kyllinger.”

Herefter beslutter manden sig for ikke at spise kød, blot for at opdage, at da han vil sætte tænderne i salaten, udstøder den et skrig: „Å herregud! Å herregud! Skal jeg nu dø?” Og bedre går det ikke, da han kaster sig over en radise: „O ve! sukkede den, og så døde den.” Da manden er godt på vej til selv at dø af sult, belærer katten ham om naturens orden, hvorefter han bestiller et overdådigt måltid mad med både radiser, skinke, kyllinger, salat og jordbær.

Både Ewalds realistiske fortællinger og hans eventyr blev meget læst, og flere af teksterne fandt vej til læsebøger i første halvdel af 1900-tallet, velegnede som de var til brug i undervisningen. De var letlæste og havde en tilpas længde, hvortil kom en ofte let gennemskuelig pointe eller morale. Men uden for skolen mistede disse fortællinger ligesom de ældre kortformer efterhånden betydning.

Noter

Anette Øster har i flere sammenhænge beskæftiget sig med de børnelitterære fortællinger i sidste del af 1800-tallet. Se artiklerne „Fløjel og Vadmel” i Digt og Klogskab – et udvalg af 1800-tallets børnelitteratur „Sunde og gode bøger for ungdommen – Mathilde Groos' fortællinger 1885-1901” i Nedslag i Børnelitteraturforskningen 3 (2002).

„Kun en Tiøre!” findes i antologierne Kun en tiøre! (1987) og Kanon i dansk 4 (2005). „Det blaa Atlaskesbaand og den røde Dukke Silke” findes i antologien Digt og Klogskab (2003).

„Bomberne” findes i antologierne Læse-stof 1870-1900 (1985) og Kanon i dansk 6 (2005). „Sytten Aar” findes i Læse-stof 1900-1930 (1983). „Min violin og jeg” findes i Kun en tiøre! (1987).

I antologien Digt og Klogskab (2003) findes hele udgiverens forord til Carl Ewalds I det Fri. Det gælder også eventyret „Ukrudtet”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fortællingerne i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307992