Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tidsånden

Oprindelig forfatter TW

Hvad der får særlig betydning for børn og unge i denne periode, er lovene om børnearbejde fra 1873 og 1913, samt de nye skolelove i 1899 og 1903.

Børnearbejde spillede dengang en ganske stor rolle, ikke kun på landet, hvor det gennem århundreder havde været en integreret del af familiernes hverdag, men også på fabrikkerne i byerne. Lægen Emil Hornemann (1810-90) havde i 1872 påvist, at 20% af de ansatte på fabrikkerne var børn, og blandt disse børn var 15% under ti år. En del arbejdede op til 13 timer i døgnet, også om natten.

Hornemanns indsats betød, at loven i 1873 satte nogle grænser. Børn under 10 år måtte nu ikke arbejde på fabrik, børn mellem 10 og 14 år højst seks en halv time om dagen og ikke før klokken seks om morgenen, og ingen børn og unge måtte arbejde om søndagen. Der skulle desuden være mulighed for skolegang. Selvom disse og andre regler igen og igen blev overtrådt, var det begyndelsen til en kraftig reducering af børnearbejdets omfang i byerne, hvortil en større og større del af befolkningen søgte, fordi effektiviseringen af landbruget betød et langt mindre behov for arbejdskraft end tidligere. En ny lov i 1913 forbød børnearbejde på fabrikker.

Annonce

 Det var unægtelig nye tider i slutningen af 1900-tallet. Nu kunne også børn finde på at strejke, hvis de var utilfredse med løn- og arbejdsvilkår, hvad ovenstående notits fra Vendsyssel Tidende 12. januar 1898 viser. Netop i denne periode var der i Jylland flere såkaldt „Drenge-Strejker” i Ålborg, Randers og Nykøbing Mors. De drenge, som strejkede i Randers, viste ellers en høflig omgangstone, da de indleverede et brev til tobaksfabrikkens ledelse med dette indhold: „Samtlige Drenge paa Fabrikken er herved saa fri at bede Hr. Dommerby om et Tillæg paa 25 Øre om Ugen”. Det fik de ikke.

Det var unægtelig nye tider i slutningen af 1900-tallet. Nu kunne også børn finde på at strejke, hvis de var utilfredse med løn- og arbejdsvilkår, hvad ovenstående notits fra Vendsyssel Tidende 12. januar 1898 viser. Netop i denne periode var der i Jylland flere såkaldt „Drenge-Strejker” i Ålborg, Randers og Nykøbing Mors. De drenge, som strejkede i Randers, viste ellers en høflig omgangstone, da de indleverede et brev til tobaksfabrikkens ledelse med dette indhold: „Samtlige Drenge paa Fabrikken er herved saa fri at bede Hr. Dommerby om et Tillæg paa 25 Øre om Ugen”. Det fik de ikke.

Når børn kun i begrænset omfang forudsættes at arbejde, opstår en situation, som kun de bedst stillede børn tidligere har kendt til: De får fritid. Og dermed står vi ved indgangen til en enestående periode i barndommens historie i Danmark, nemlig en periode, hvor den tid, som ikke bruges på skolen, hverken er beslaglagt af arbejde, i hvert fald ikke i byerne, sådan som det var tilfældet før 1913, eller af bl.a. TV og planlagte fritidsaktiviteter („at gå til noget”), som det kendes fra 1960-erne og fremefter. Ofte fremstilles disse ca. 50 år som en særligt lykkelig tid for børn.

Der er dog nogle, som omkring 1900 mener, at børn og unge skal tilbydes aktiviteter i deres nyvundne fritid. Blandt skolefolk intensiveres bestræbelserne på oprettelsen af skolebiblioteker med det formål at få børnene til at læse uden for skolen, og en af de mest driftige har oven i købet en idé til at sætte system i bogproduktionen for børn. Andre ser muligheden for at realisere den gamle tanke om en sund sjæl i et sundt legeme, i første omgang for drenge, men snart også for piger. Spejderbevægelsen er på vej. Men det er også to nye, fascinerende billedmedier: film og tegneserier, som hurtigt bliver populære. Mere herom i de kommende afsnit.

Tiden er dermed til udviklingen af en nyt syn på barnet i en verden, der lukker op for børns egen frie organisering af en stor del af døgnets timer. Det er timer, hvor de oftest er uden forældres og andres opsyn, og en del af denne fritid bliver der – som antydet ovenfor – kamp om helt fra begyndelsen. Samtidig er der et udtalt ønske om at beskytte børn. Ikke alene skal de have en ordentlig skole og fritages for visse former for arbejde, de skal også sikres mod vanrøgt og overgreb. I 1905 indføres en lov om såkaldte værgeråd, som spredt ud over landet skal holde øje med børn og om nødvendigt fjerne dem fra hjemmet.

Forfatteren og debattøren Therese Brummer (1833-96) giver i indledningen til artiklen „Lidt om Børns og Unges Morskabslæsning” i Vor Ungdom (1893) en godt billede af tidens bestræbelser:

"Noget af det, der særlig karakteriserer vor Tid, er en virksom Omhu for den opvoksende Slægt baade i legemlig og aandelig Henseende. Hygiejnen spiller under alle sine Former en betydelige Rolle. Pædagogikken gør sig gældende med større Omsigt og Kraft end før – alt tyder paa, at Blikket mere og mere aabnes for den store Betydning, Opdragelsen har.

Forældre er i det hele taget anderledes først og sidst Forældre, end tidligere. Det gælder navnlig for Faderens Vedkommende. En moderne Fader og en gammelsdags er to forskellige Skikkelser – man vil efterhaanden kun træffe den sidste i Romaner og Skuespil […]
"

Også dramatikeren og kvindesagsforkæmperen Emma Gad (1852-1921) hæfter sig i sin meget udbredte lærebog Takt og Tone. Hvordan vi omgaas fra 1918 ved, at forældrerollen har ændret sig:

"I ingen Henseende er der vist i Løbet af det sidste Aarhundrede sket en større Forandring end i Børnenes Stilling indenfor Familien […] den Opdragelsens Aand, der hersker nu [har] bragt en i gamle Dage ukendt kammeratlig Tone ind mellem Forældre og Børn."

 Børnearbejde forsvandt ikke med loven herom i 1873, selvom børns fabriksarbejde blev mindre udbredt. Børn kunne stadig have mange større eller mindre jobs. Det skrev Elith Reumert (1855-1934) om i digtet „Børn, der selv maa tjene deres Brød” (her i uddrag) i Børnenes Juleroser (1899). Tegningerne har Paul Fischer (1860-1934) lavet.

Børnearbejde forsvandt ikke med loven herom i 1873, selvom børns fabriksarbejde blev mindre udbredt. Børn kunne stadig have mange større eller mindre jobs. Det skrev Elith Reumert (1855-1934) om i digtet „Børn, der selv maa tjene deres Brød” (her i uddrag) i Børnenes Juleroser (1899). Tegningerne har Paul Fischer (1860-1934) lavet.

I Takt og Tone, som bogen blot kaldes, giver Emma Gad også detaljerede råd om børneopdragelse. Børn skal ikke formanes, siger hun. Kun eksemplets magt tæller, og i øvrigt vil børn og unge selv gøre deres erfaringer. Men de skal have en kulturel opdragelse: „Gør, hvad De kan, for at faa Sang og Musik ind i Legen. Lær dem de gamle Børnesange og Rim. Kærlighed til Musik og Digt er den smukkeste Interesse,” og „Lad Deres Børn lære Noder og Klaverspil, selv om de ikke har lyst dertil”. Det frarådes dog at give dem „Bliktrompeter, Fløjter eller Tromme til gave”, for det larmer, så hellere „Spil, Tegnesager eller Billedbøger”. Bemærkelsesværdigt er det, at Emma Gad er lige så optaget af kroppen, herunder spisevaner, som vi ser det helt tilbage fra Niels Bredals opdragelsesbog Børne Speigel fra 1500-tallet. Der advares mod alt fra skæv tandstilling og nervøse trækninger over pyntesyge og smasken til piger, der „ror med Armene under Gangen”.

Forandringen af barnets stilling i familie og samfund er tidligere markeret med svenskeren Ellen Keys (1849-1926) Barnets Aarhundrede (1900, dansk udgave 1902). Heri opsamler hun flere århundreders tænkning om børns natur og det gode børneliv. Med tråde tilbage til Comenius, Locke og Rousseau argumenterer hun for barnets „naturlige udvikling”. Key er i tiden kendt for sin egensindige indsats i kvindekampen. På den ene side mener hun, at kvinder skal leve i overensstemmelse med deres natur, hvortil moderskabet hører, mens hun på den anden side fastholder, at et velfungerende hjem godt kan være uden en far. Og på den ene side kæmper hun for kvinders valgret, mens hun på den anden side har den opfattelse, at kvinder skal vælge erhverv, hvor deres kvindelighed i særlig grad kan manifestere sig, fx som sygeplejersker eller lærere.

Den børnelitteratur, som udvikles i denne periode, præges imidlertid ikke kun af ændringer i synet på barnet. Også de ændringer, som slår igennem inden for litteraturen i almindelighed, sætter sit præg. Nok ses kun i begrænset omfang den skarpt formulerede samfundskritik, som vi møder hos forfattere som Henrik Pontoppidan, Martin Andersen Nexø og Jeppe Aakjær, men vi ser flere realistiske fortællinger for børn, som peger på børns potentiale: Børn kan selv. Og den dominerende rolle, som romangenren efterhånden kommer til at spille inden for voksenlitteraturen, får den også inden for børnelitteraturen.

Noter

Emil Hornemanns Om Børns Anvendelse i Fabrikker udkom i 1872.

Uddrag af afsnittet om børneopdragelse i Emma Gads Takt og Tone findes i antologien Læsestof 1900-1930 (1986). Her findes også overraskende moderne synspunkter på børn og skilsmisse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Tidsånden i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307978