Rousseaus forhold til bøger kan siges kort, og det gøres bedst af ham selv i Émile ou de l'Education fra 1762: „Jeg hader bøger. De lærer os kun at tale om det, som man ikke ved noget om.”

Da Rousseau et sted skildrer det syn, der møder drengen Émile, da denne er blevet hevet ud af den „kåde leg” af en alvorstung herre for at blive hentet op på sit værelse, lyder det sådan:

"I værelset, han træder ind i, ser jeg bøger og atter bøger. Bøger! Hvilket bedrøveligt møblement for et barn i den alder. Det stakkels barn må forlade munterheden, kaster et beklagende blik på alt det, der omgiver ham, bliver tavs og går så ind med øjnene fyldt med de tårer, han ikke tør udgyde, og hjertet fyldt med de suk, som han ikke tør slippe ud."

Kun én bog kan Rousseau acceptere som læsning for barnet: „Er det Aristoteles? Er det Plinius? Er det Buffon?” spørger han. „Nej,” lyder svaret. „Det er Robinson Crusoe”. Det er „Le seul livre permis”; den eneste tilladte bog. Og det er som sådan ikke selve bogens, dvs. det litterære værks fortjenester, Rousseau vil fremhæve. Det, der tæller, er selve historien om Robinson, der lever i pagt med naturen og må klare sig selv, sådan som Rousseau forestillede sig den ideelle selvopdragelse uden for mange indgreb udefra.

Émile, som bogen normalt blot kaldes, blev i samtiden betragtet som yderst kontroversiel og blev både forbudt og brændt, ligesom Rousseaus anden bog fra samme år, Du Contrat Social, dvs. Samfundspagten (dansk udg. 1889 og 1987). Der blev tilmed udstedt arrestordre på Rousseau, som måtte flygte først til Schweiz og senere til England, indtil han i 1770 kunne vende tilbage til Paris. Det, der virkede så voldsomt på tidens magthavere, var bl.a. hans tanker om, at der ved siden af individets vilje fandtes en form for kollektiv vilje, „la volonté générale”, som skulle sætte sig igennem som folkets røst over for magthaverne. Folket skulle lave deres egne love for samfundet.

Hvad der hele tiden er på spil hos Rousseau, er, hvordan mennesket med sit iboende væsen kan leve i og udvikle et samfund, som uundgåeligt må begrænse dets udfoldelsesmuligheder.

Ligesom Rousseaus tanker om frihed og borgerrettigheder gav inspiration til både de amerikanske og franske revolutioner i slutningen af 1700-tallet, fik hans tanker om opdragelse betydelig indflydelse, også inden for skolen og – paradoksalt nok – inden for børnelitteraturen, som han ikke tillagde nogen selvstændig værdi.

Centralt blandt hans opdragelsestanker står „naturligheden”, sådan som det også i nogen grad er tilfældet hos Comenius og Locke, men som hos Rousseau er tænkt med langt større konsekvens:

"Iagttag naturen og følg den vej, som den foreskriver. Den opøver bestandig børnene, den hærder deres temperament ved prøvelser af enhver art; den lærer dem tidligt, hvad pine og smerte vil sige […] Hærd deres legeme over for årstidernes, de forskellige vejrligs, elementernes barskhed, over for sult og tørst."

Helt afgørende bliver det for eftertidens og i første omgang romantikkens opfattelse af barnet, at Rousseau tillægger barndommen en selvstændig værdi. Barndommen er ikke blot et forstadie til voksenlivet.

Med til historien om Rousseau hører, at han i perioden 1746-53 sammen med en stuepige fik fem børn, som alle blev sendt til opdragelse på et institut for forældreløse.

Noter

Jean-Jacques Rousseaus bog om Émile findes i fuldstændig dansk oversættelse: Emil eller om opdragelsen (1962). En forkortet udgave med samme titel udkom i 1997. Et centralt værk om Rousseau er Peter Wivels Rousseau: fantasien til magten (1998).

En ganske kort introduktion til oplysningstiden og dens nyttemoral findes i Svend Erik Stybes Dansk idehistorie, bind 1 (1978) s. 94 og 103.

Vejviser

Værket Historien om børnelitteratur udkom i 2006. Teksten ovenfor er kapitlet Jean-Jacques Rousseau.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig