Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra træsnit til stentryk

Oprindelig forfatter TW

Der er også inden 1800 udgivet illustrerede bøger for børn, men først i begyndelsen af 1800-tallet vinder disse bøger større udbredelse i og med, at de kan produceres til en billigere pris. Inden for bogtrykket sker der nemlig store forandringer i denne periode.

De tidligst kendte trykteknikker har været forskellige former for træsnit, som er en såkaldt højtryksteknik, hvor motivet skæres fri af træklodsens ene side, ligesom det kendes fra kartoffeltryk. Den udskårne træflade trykkes først ned i farvemassen og derefter på papiret.

Allerede i 1400-tallet udvikledes kobberstikket, som er en dybtryksteknik, dvs. at man skærer billedet (stregerne) direkte ned i en kobberplade, hvorpå man forinden kan have overført, fx tegnet, motivet. Herefter påføres trykfarven, og pladen tørres af. Den farve, der sidder tilbage i de graverede streger, bliver derefter trykt mod papiret i en særlig kobbertrykspresse. En fordel ved denne teknik er, at man kan trykke ganske mange ens eksemplarer af høj kvalitet.

Annonce

 Selvom først kobbertrykket og senere stentrykket efterhånden fortrænger træsnittet, så får træsnittet en renæssance i midten af 1800-tallet i og med udviklingen af en ny teknik, xylografien, som i nogen grad svarer til kobbertrykket, dvs. at man skærer motivet ned i træet i stedet for – som ved det gamle træsnit – at friskære det, så det står op ligesom ved kartoffeltryk. Teknikken forudsatte, at man brugte hårdt endetræ. Resultatet blev ofte meget smukke og detaljerige billeder, sådan som det ses på illustrationen her. Den er lavet af J.Th. Lundbye til Flinchs Almanak fra 1843. Det siges, at denne pige med sine svovlstikker i 1848 inspirerede Andersen til eventyret af samme navn (her fra V. Stybes Fra billedark til billedbog, 1983).

Selvom først kobbertrykket og senere stentrykket efterhånden fortrænger træsnittet, så får træsnittet en renæssance i midten af 1800-tallet i og med udviklingen af en ny teknik, xylografien, som i nogen grad svarer til kobbertrykket, dvs. at man skærer motivet ned i træet i stedet for – som ved det gamle træsnit – at friskære det, så det står op ligesom ved kartoffeltryk. Teknikken forudsatte, at man brugte hårdt endetræ. Resultatet blev ofte meget smukke og detaljerige billeder, sådan som det ses på illustrationen her. Den er lavet af J.Th. Lundbye til Flinchs Almanak fra 1843. Det siges, at denne pige med sine svovlstikker i 1848 inspirerede Andersen til eventyret af samme navn (her fra V. Stybes Fra billedark til billedbog, 1983).

Kobbertryk fik i forbindelse med bogproduktion sin afløser i stentryk, også kaldet litografi, som opfindes kort før 1800, og som er en såkaldt plantryksteknik, hvor motivet tegnes på en særlig form for kalksten med et fedt kridt eller lignende. Stenen, som er gjort våd, vil – når trykfarven påføres – afvise denne farve, bortset fra de steder, hvor der er tegnet med det fede kridt. Det bliver altså kun det tegnede motiv, som overføres til papiret. Denne teknik udvikledes senere hen mod den moderne offsetteknik.

Hvad der omkring 1800 yderligere skabte grundlag for trykning af bøger i store oplag, var udviklingen af støbejernspressen til erstatning af træpressen og senere cylinderpressen, som først blev brugt til trykning af aviser, men snart også til bøger, i Danmark fra 1825 under betegnelsen „hurtigpresse”.

Jo nærmere vi kommer på 1800-tallets slutning, jo flere bøger trykkes ved hjælp af disse nye teknikker, som til stadighed udvikles, styret af kravet om hurtigt at kunne lave store oplag i høj kvalitet – og til en lavere pris. Det er med udviklingen af disse teknikker, at grundlaget for den moderne billedbog skabes.

Og prisen var på dette tidspunkt ved at blive en vigtig faktor. Christian Steen skriver således, da han i 1821 udgiver den fra tysk oversatte Skildringer af mærkværdige Lande og Nationers Sæder, at han for at gøre produktionen billigere har „forskrevet fra Berlin” de syv originalkobbere, som skal bruges til illustrationerne. Netop den slags kulturgeografiske bøger for både voksne og børn kom der en del af, så man konkurrerede også på prisen.

Selvom man allerede tidligt, dvs. mens træsnittet var den eneste trykform, kendte til at trykke i farver, var man et godt stykke ind i 1800-tallet stadig henvist til at håndkolorere illustrationer i bøgerne, hvis man ville have flere farver. Det betød helt bogstaveligt, at en person sad og farvelagde hvert eneste af de fx 200 eksemplarer, bogen udkom i. I de fleste tilfælde brugte farvelæggeren dog en skabelon, som blev lagt ned over den del af billedet, som skulle påføres farve. Det var en teknik, som blev sat effektivt i system, da man omkring 1820 begyndte at masseproducere de såkaldte billedark, dvs. enkeltstående ark med et eller flere billeder, tit i tegneserieform. Fra omkring 1860 blev det almindeligt at trykke i flere farver pga. udviklingen af farvelitografi, og håndkolorering forsvandt.

Noter

En gennemgang af børnelitteraturens historie med hovedvægten lagt på de illustrerede bøger, herunder også de egentlige billedbøger, frem til midten af 1900-tallet findes i Vibeke Stybes Fra billedark til billedbog (1983).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Fra træsnit til stentryk i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307935