Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Overgangen 1780-1820

Der skete store ændringer i det danske samfund i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Landets konge fra 1766 til 1808 var Christian d. 7., som imidlertid var så formørket af sindssyge, at landet blev regeret af kongens livlæge Johann Friedrich Struensee, derefter af teologen Ove Høegh-Guldberg og senest godsejer og udenrigsminister Andreas Peter Bernstorff. Alle overtog de magten ved noget, der mest af alt mindede om statskup.

Det blev de store reformers tid, ikke mindst inden for landbruget. Landbrugsjorden blev udstykket, og flere og flere landmænd blev selvejere. Stavnsbåndet, som forhindrede en stor del af landbefolkningen i at flytte til andre dele af landet, blev ophævet i 1788, og der udvikledes nye landbrugsredskaber og dyrkningsmetoder. De frie gårdmænd blev en magtfaktor.

Med til reformbilledet hører også, at Struensee blandt mange andre initiativer i sin korte „regeringsperiode” 1770-72 ophævede censuren ud fra en forestilling om, at et oplyst samfund måtte bygge på fri meningsudveksling. Efter at Struensee var blevet henrettet i 1772, bl.a. fordi han havde et forhold til dronningen, Caroline Mathilde, blev trykkefriheden igen indskrænket, og i 1799 indførtes egentlig censur. Det viste sig nemlig, at flere brugte ytringsfriheden til at kritisere magthaverne og enevælden. Samme år udvistes forfatterne Malthe Conrad Bruun og Peter Andreas Heiberg, sidstnævnte for i sit skrift Sproggranskning (1798) bl.a. at have skrevet, at „Regenten har lov til at gøre revolution imod sit folk, men folket ikke mod regenten.”

Annonce

 Stikket her viser den lille kronprins Frederik, der – mens Struensee er ved magten, dvs. 1770-72 – leger med den indforskrevne kammerat Carl. Denne naturlighed, der bl.a. omfattede let påklædning og bare fødder, indgik i anklagerne mod Struensee, og dokumentationen kunne fx være et kobberstik som dette, lavet af Georg Haas (her fra B. Scocozzas Politikens bog om danske monarker, 1997).

Stikket her viser den lille kronprins Frederik, der – mens Struensee er ved magten, dvs. 1770-72 – leger med den indforskrevne kammerat Carl. Denne naturlighed, der bl.a. omfattede let påklædning og bare fødder, indgik i anklagerne mod Struensee, og dokumentationen kunne fx være et kobberstik som dette, lavet af Georg Haas (her fra B. Scocozzas Politikens bog om danske monarker, 1997).

På dette tidspunkt blev Danmark, trods deltagelse i et neutralitetsforbund med Sverige, Rusland og Prøjsen, involveret i krigen mellem Frankrig og Storbritanien. Da Danmark nægtede at forlade forbundet, angreb engelske skibe 2. april 1801 den danske flåde. Slaget på Reden endte i et nederlag til Danmark, og bedre blev det ikke, da Napoleon kom til magten i Frankrig i 1804 og kort efter allierede sig med den russiske zar. Storbritannien krævede nu, at Danmark udleverede sin flåde som bevis for sin neutralitet. Det nægtede Danmark, hvorefter englænderne i 1807 landsatte tropper på Sjælland og bombarderede København. Den danske flåde blev konfiskeret, hvorefter Danmark meldte sig på Napoleons side.

Konsekvensen heraf blev at Danmark – efter at Napoleon havde lidt sit afgørende nederlag – stod tilbage som den store taber, der ved fredsafslutningen i 1814 måtte afgive Norge til Sverige. Året inden havde en nedslidt nationaløkonomi ført til statsbankerot, og snart faldt også landbrugspriserne på det internationale marked. Danmark var i sandhed et samfund i krise. Og ude i Europa bredte der sig efter de omfattende krige en folkelig uro. Syd for grænsen krævede befolkningen i de 39 stater i Det Tyske Forbund, herunder Holsten, som var underlagt den danske konge, en form for demokrati, og i Frankrig, som allerede havde oplevet en revolution i 1789, rejste befolkningen sig igen i 1830.

Men der skete også andet i denne periode, i nogen grad knyttet til de ovenfor nævnte omvæltninger. Nye filosofiske strømninger var på vej, og de skulle vise sig at få stor indflydelse på bl.a. børneopdragelse og skoleforhold. I forlængelse heraf blev der nedsat en kommission i 1789, som fik til opgave at udforme det, der blev til den første danske folkeskolelov i 1814. Samtidig skete der store ændringer på bogmarkedet; ikke mindst arbejdede man på en organisering af boghandelen og forlagene, så de kunne stå bedre rustet til at agere i et samfund, som mere og mere blev et „læsende samfund”.

Moderne vidensformidling til en bredere og bredere del af befolkningen kunne ikke længere forlade sig på almindelig erfaringsudveksling fra mund til mund. Det gik simpelt hen for langsomt og var ikke entydigt og effektivt nok. Ville man vide noget, fx om de mange nye teknologier, som udvikledes i perioden, bl.a. inden for landbruget, så skulle man kunne læse. Samtidig bredte sig mere og mere den opfattelse, at det at læse bøger højt for børn – og selv lade børnene læse bøger – medvirkede til både at oplyse og danne dem som individer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Overgangen 1780-1820 i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 18. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307917