Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

OTA-bøger og Richsalbum

Oprindelig forfatter TW

Blandt de mest udbredte børnebøger i perioden 1924-42 var 160 titler, som ikke kunne købes. For at få fat i dem skulle man have samlet en vis mængde mærker, som lå i pakker med havregryn, risgryn eller rismel.

Bag denne form for bogdistribution stod Andreas Boesen (1870-1941), som i 1897 var begyndt at producere havregryn, og som i 1924 fik den idé at understøtte salget af både OTA-gryn og PAMA-ris ved at tilbyde køberne børnebøger, hvis de kunne samle tilstrækkeligt mange af de nævnte mærker, som bestod af en kupon med et lille billede, som kunne klippes af. Da konkurrencelovgivningen i 1942 forbød denne form for tilgift, og udgivelsen stoppede, var bøgernes samlede oplag nået op på mere end 1,2 millioner eksemplarer. Så stor popularitet opnåede bøgerne allerede fra starten, at bogen med Grimms eventyr i 1924-25 blev „udsolgt”, hvorfor producenten fik Storm P. til at lave 50 små Peter og Ping-tegneserier, som blev lagt i pakkerne som kompensation.

På bagerste inderside på omslaget til OTA-bøgerne var der en reklame for de OTA-produkter, hvori man kunne finde de mærkater, som kunne ombyttes til en OTA-bog. Denne er fra 1936.

På bagerste inderside på omslaget til OTA-bøgerne var der en reklame for de OTA-produkter, hvori man kunne finde de mærkater, som kunne ombyttes til en OTA-bog. Denne er fra 1936.

„OTA”s Boggave hed bøgerne, men de blev blot kaldt „OTA-bøgerne”. De var på ca. 80 sider og havde formatet 12,7 x 15,7 cm. Hver „serie” havde sin farve på forsiden, hvorpå der også var klæbet et firefarvet billede knyttet til en af historierne. Den mest brugte illustrator både til forside og tegningerne inde i bøgerne var Oscar Knudsen (1898-1971), men også andre illustrationer blev brugt, bl.a. Vilhelm Pedersens velkendte til de mange udgivelser af udvalgte H.C. Andersen-eventyr.

Annonce

Blandt serierne på oftest hver otte bind var eventyrudgivelser, ud over H.C. Andersens eventyr også 1001 Nats, Brødrene Grimms og andre folkeeventyr. De første år blev udelukkende udgivet eventyrsamlinger. Andre serier var med dyrefortællinger, „Jorden rundt i 80 Fortællinger”, „Gennem Verdens Historie i smaa Fortællinger” og „Da de var Børn. Eventyr om store danske Mænd og Kvinder”. Langt de fleste tekster blev skrevet af Peter Falk Rønne og Ada Hensel, sidstnævnte et fælles pseudonym for Andreas Boesens to døtre, Caja Gudrun og Ulrikke Eleonora. Caja Gudrun skrev også under anonymet GB. Dyrefortællingerne stod Ingvald Lieberkind (1897-1972) for; han blev senere kendt for sine udsendelser om dyr i tv og skrev også efter 1942 dyrefortællinger for børn. Erna Heinberg (1898-1976), som skrev en del pigeromaner, bl.a. Er vi Veninder? (1922) og Lille Husmor (1929), redigerede flere eventyrsamlinger, Svend Fleuron (1874-1966) bearbejdede nogle af sine dyrefortællinger for voksne til aldersgruppen, og Torry Gredsted skrev flere bøger med småfortællinger, alle i 1932.

Fortællingerne er ganske korte, nogle af dyrefortællingerne helt ned til 4-5 sider, og pointerne er af samme grund skarpt markeret. Eventyrene fremtræder som egentlige forkortelser og bearbejdelser, dyrefortællingerne som lærerige episoder, som alene handler om dyr eller om mødet mellem dyr og mennesker, og endelig handler de historiske fortællinger typisk om end ung mand eller kvinde, som udfører en heltedåd og senere, måske langt senere i livet, bliver belønnet for den. Peter Falk Rønne og Boesens to døtre udviklede et sikkert greb om den særlige genre, som OTA-fortællingerne blev. Det fortælles, at de dramatiske historiske fortællinger var de mest populære, og at der på byttemarkedet blev givet 2-3 bind dyrefortællinger for 1 bind historiske fortællinger.

Typiske eksempler kan være Ingvald Lieberkinds „Regnormen” fra Blæksprutten og andre Dyrefortællinger (1927-28) og Peter Falk Rønnes og Ada Hensels „John Greys Hævn” fra Kong Ludvigs Sendebud og andre Fortællinger (1935).

„Regnormen” med undertitlen „Utak er Verdens Løn, hævder Regnormen” indgår i en samling med fortællinger om „Lavere Dyr”, dvs. at den handler om bl.a. edderkopper, skovsnegle, vandmænd og altså regnorme. Den begynder sådan:

"Nede i det store Rosenbed mødtes to Regnorme. De havde begge to haft meget travlt med deres daglige Arbejde for at æde sig gennem Jorden; og nu var de Gange, de havde lavet, tilfældigvis stødt sammen, og de benyttede derfor Lejligheden til at slaa en lille Passiar af med hinanden."

De klager i fællesskab over det store arbejde, de må udføre for at gennemlufte græsplænerne og skabe plantedele om til muld: „[…] det er næsten ikke til at mase sig igennem alle de smaa Rødder. Men Rødderne er jo saa glade for mit Besøg.” Men faren lurer lige om hjørnet: „[…] det er ligefrem livsfarligt; for selv om jeg ikke er nær saa fed som du, saa er en Regnorm dog en Regnorm, og vi smager jo altid godt, desværre for os”.

Herefter fortæller den ene regnorm, hvordan rosenblade bliver til muld. Det er en historie, man skal lære noget af. Da to „Menneskeunger” tror, at regnorme kommer op af jorden for at nyde regnvejret, forarges den ene regnorm: „Er det nu ikke skrækkeligt, at saadan et Par Unger ikke engang véd fra Skolen, jeg var kommet op af Jorden, fordi der ikke var Luft til mig dernede”.

De to regnorme får sagt farvel til hinanden, men pludselig „begyndte den ene at forsvinde baglæns op gennem sin Gang”. En stær har fået fat i den, „saa nu bliver jeg ædt, og du ser mig aldrig mere!”. Kort og godt – på fem små sider.

„John Greys Hævn” foregår i England på Cromwells tid, dvs. i 1600-tallet. Tre grevesønner fra slottet Weston House leger med forvalterens to drenge og en forældreløs dreng ved navn John Grey. Til den ældste af grevesønnernes irritation viser John Grey det største mod, og de andre vælger ham til „Høvding”. John får en „Kindhest”, hvorefter „John stirrede efter ham [d.e. grevesønnen]. Han glødede af Forbitrelse, men han beherskede sig”. Senere bliver John også beskyldt for at have stjålet en guldmedaljon, og han bliver jaget bort fra slottet.

„Saa gik der mange Aar,” meddeles det på klassisk vis. Under borgerkrigen er en af kongehusets tilhængere på flugt for Cromwells folk og søger ly på en kro. Hvis kroværten vil lade, som om han er karl på kroen, vil han betale ham „denne Pung fuld af Guldstykker”. Kroværten accepterer, og lidt efter dukker fire ryttere op. Den ene undrer sig over karlens pæne, hvide hænder, men kroværten forklarer, at det skyldes dovenskab og giver „karlen” en „Kindhest”. Og dermed er gælden betalt, for kroværten er selvfølgelig John Grey, og „karlen” er grevesønnen, som nu kan fortælle, at medaljonen i sin tid blev fundet bag en kiste. John Grey vil ingen tak have; han har fået sin hævn. Men sådan kan den slags fortællinger ikke ende, så grevesønnen sender bud til John Grey „og gav ham en af de bedste Gaarde paa Godset. Og siden var de altid gode Venner.”

Det viser noget om bogmediets status i første halvdel af 1900-tallet, at man kunne få børn til med begejstring at indsamle og bytte mærker fra bl.a. havregrynspakker for at få tilsendt små bøger med opbyggelige fortællinger (se også de illustrerede annoncer i Drengebladet).

Denne spalte med annoncer fra Drengebladet (marts 1933) viser, at ikke alene Richs-billeder og -album blev byttet, men også børnebøger (her fra Helge J. Kudahls Richs-billeder og andre danske reklame-samlebilleder, 2000).

Denne spalte med annoncer fra Drengebladet (marts 1933) viser, at ikke alene Richs-billeder og -album blev byttet, men også børnebøger (her fra Helge J. Kudahls Richs-billeder og andre danske reklame-samlebilleder, 2000).

Samlemærker var i det hele taget populære i denne periode. Det var startet i slutningen af 1800-tallet i bl.a. England og Tyskland, hvor man samlede de såkalte „cigarette cards” eller „Cigaretten-bilder”. Som navnet viser, var mærkerne indlagt i cigaretpakker, og det bredte sig også til Danmark, hvor mærkerne lå i bl.a. margarinepakker. Mærkerne udkom i serier, fx med sportsbilleder eller skuespillerportrætter. I de fleste tilfælde kunne man ikke bytte mærkerne til noget, sådan som det var tilfældet med OTA-mærkerne, men det forekom. For at støtte samlerne og salget af produkterne lavede nogle firmaer mapper eller bøger, som man kunne indsætte eller indklæbe mærkerne i. Det gjaldt også producenterne af kaffeerstatning, ikke mindst Rich's med sloganet „Det er Richs's der driks”. Fordi kaffen var så dyr, lavede man et surrogat af cikorie og ristet rug til at blande i kaffen, og for at øge salget kom man Rich's-billeder i pakkerne, samtidig med at man solgte store album til at klæbe dem ind i – i begyndelsen i det aflange format på ca. 25 x 30 cm, senere det kvadratiske på ca. 28 x 28 cm. Rich's vigtigste konkurrent, Danmark, gjorde det samme uden at nå samme popularitet. De enkelte billeder i serierne blev i starten trykt i op mod 1 mill. eksemplarer, men der blev også drukket meget kaffeerstatning i Danmark. Albummene og serierne hed fx Ud i vort skønne Land (1935), Jorden rundt med Rich's (1938) og Vort flittige Folk (1939).

1950'erne blev kaffeerstatningens storhedstid, godt understøttet af, at samlemærkerne siden slutningen af 1940'erne havde været billeder fra Disneys tegnefilm i spillefilmslængde. Blandt albummene var Pinocchio (1949), som blev trykt i et oplag på en halv million; senere fulgte bl.a. Askepot (1951) og Peter Pan (1953).

Disse album var som medie helt knyttet til produktionen af varer, i dette tilfælde altså kaffeerstaning, og da danskerne i 1960'erne, hvor landet oplevede var stor økonomisk vækst, fik råd til at drikke ren kaffe, forsvandt behovet for tilsætning. Produktionen af Rich's faldt fra ca. 7000 tons om året i begyndelsen af 1950'erne til 1000 tons i 1970. Og dermed ophørte udgivelsen af billeder og album. Andre firmaer har senere udsendt samlemærker, også til indsættelse i album, men uden tilsvarende succes.

Noter

Læs mere om OTA-bøgerne i Birgit Bjerre Hansens og Erik Hansens artikel „Da de store var små” (Kritik 57, 1981), Bogvennen 9/1972 og Bo Tao Michaëlis' artikel „Havregrødens beredskabslitteratur” (Politiken, 23. oktober 1993).

Oplysningen om bytteforholdet mellem forskellige OTA-bøger stammer fra Birgit Bjerre Hansens og Erik Hansens artikel „Da de store var små” (Kritik 57, 1981).

Læs mere om samlemærker og Rich's-billeder i Helge Kudahls Rich's billeder og andre danske reklamesamlebilleder (2000).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: OTA-bøger og Richsalbum i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 5. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308017