Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Egon Mathiesen

Oprindelig forfatter TW

Blandt de forfattere, som undervisningsminister Bertel Haarder i 2004 besluttede at give en plads i folkeskolens litterære kanon, var to, som både skrev og tegnede børnebøger, nemlig Ole Lund Kirkegaard (se afsnittet Lille Virgil) og Egon Mathiesen (1907-76).

Egon Mathiesen var autodidakt maler med debut på Efterårsudstillingen i 1932, samme år som han blev tilknyttet Sofie Rifbjergs Kursus for Smaabørnspædagoger og Frøbelseminariet. På den måde havde han både en kunstnerisk og pædagogisk, dvs. reformpædagogisk, tilgang til det at fortælle for børn, hvilket gav sig konkret udtryk i 1939 i hans første billedbog, Vi vil flyve. Denne bog var ligesom andre af tidens billedbøger tydeligt præget af påvirkningen fra sovjetiske børnebøger og plakatkunst.

I de følgende år og frem til 1968 tegnede og skrev Egon Mathiesen en del billedbøger, de vigtigste i 1940'erne, nemlig Fredrik med Bilen (1944), Aben Osvald (1947) og Mis med de blå øjne (1949). Af andre bøger kan nævnes Drengen i Grøften (1945), Bugivugi og hans fire Sønner (1946) og Papegøjebogen (1960).

Annonce

I Fredrik med Bilen, som Mathiesen fik den ministerielle børnebogspris for i 1954, drager hovedpersonen, som er hvid, ud i den store verden, „ud at finde sorte”, men det tager sin tid. Undervejs møder han både brune, gule og røde børn, men til sidst kommer han til Afrika:

"Jo, der staar en lille sort,
de kan se det passer,
og hans Kammerater har
sorte Kinder, hvide Tænder,
store, røde Læber.

Selv om Fredrik selv er hvid,
ved han nu det passer,
at der er kulørte Børn.
der er akkurat som Fredrik,
kun i andre Farver.
"

Og så kan de mange børn ellers hoppe, hinke, tumle og trimle i slutbilledes udtryk for mellemfolkelig forståelse.

Forståelse for forskellighed er også det motiv, som findes i Mis med de blå øjne. Her møder vi katten med noget så usædvanligt som blå øjne. Den drager ud i verden for at finde „landet med de mange mus”. I første omgang møder den dog kattene med normale gule øjne, og de har ikke megen tillid til missen med blå øjne. Den er anderledes, og den skal – som H.C. Andersen ville have sagt det – kanøfles. Imidlertid finder missen faktisk landet med de mange mus og inviterer de guløjede på besøg. Og så bliver alting godt: „Tak for mus, du gode Mis. vi har fundet ud af, at du er kat ligesom vi, der kan være sulten og sjov og tynd og tyk, finde marker med mus og se ligesom vi, selvom øjnene er blå.”

Meget anderledes er pointen ikke i Aben Osvald. De mange små aber i skoven nyder livet og spiser deres elskede æbler:

"Ja, de ku„ sagtens ha” det vaadt –
aa nej, jeg mener ha' det godt,
hvis bare Aben her,
der er saa stor
og er saa gal,
han ikke var i Skoven.
"

Den store abe kræver at blive pillet for lopper og få de bedste æbler serveret, hvorefter han lægger sig til at sove, og så skal der være stille! Men en dag siger Osvald „NEJ!”, markeret med versaler, og de andre aber følger trop med adskillige flerfarvede nej'er. De har fået nok, og den store abe må love fremover at loppe sig selv og skaffe sine egne æbler. Det hele afsluttes med en „vældig Fest” og „alle Aberne gør lige det, som de har Lyst til”.

Moralen i bøgerne er ikke til at tage fejl af. Egon Mathiesen siger selv herom i en kronik i Politiken 10. april 1954:

"Der er moral i den moderne billedbog, men den er, ligesom alle de andre faktorer i billedbogen, dybt forbundet med stoffet og mentaliteten. Den etiske kvalitet vokser naturligt frem af stoffet. Heltedyrkelse, autoritetstro, sentimentalitet og uægte romantik trænges vel efterhaanden tilbage af medmenneskelighed og naturlig fornemmelse for simple menneskerettigheder."

Hermed gør Egon Mathiesen sig til talsmand for, hvad man kunne kalde for en pædagogisk og etisk poetik, som ikke accepterer den meget udbredte opfattelse, at kunst og pædagogik udelukker hinanden.

Både samtid og eftertid har da også næsten enstemmigt hyldet Egon Mathiesen, også kritikere, der normalt tager afstand fra forestillingen om, at et kunstværk i skabelsesprocessen kan underlægges pædagogiske kriterier. Disse kritikere ser åbenlyst den pædagogiske legitimitet i det forhold, at der er et kunstnerisk betinget samspil mellem tekst, billede og intention, og ikke mindst fremhæver man, at Egon Mathiesen kommer i en særlig kontakt med barnet gennem den voksnes oplæsning, fordi han appellerer til barnets glæde ved at lege med sproget. I Fredrik med Bilen bygges de korte tekstdele på venstresiden op af en påstand, som straks dementeres i både tekst og billede: „Fredrik kører lige ud, nej, det passer ikke […]„ og ”Det var dog en mægtig Ø, nej, det passer ikke […]”. Samme dementerende stil ses i Aben Osvald: „Der var engang en lille gabe – aa nej, jeg mener lille Abe […]” og „Osvald drømmer lidt om Hatten – aa nej, jeg mener lidt om Natten […].”

Og billederne er enkle, ofte uden baggrund, sådan at deres symbolværdi understreges. Farverne er mange og klare, som det er tilfældet i mange andre af tidens billedbøger.

Det er dog rimeligt at stille spørgsmålet, om Egon Mathiesens tydelige moraliseren ikke accepteres af både samtidige og senere kritikere, fordi budskabet er så alment accepteret. I dagligdags sprog: Vi skal være gode ved hinanden. I den mere politiske udgave: Vi skal overholde menneskerettighederne. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er bøgerne præget af – og sine steder også tynget af – deres moraliseren. Bøgerne kom i meget store første oplag – Aben Osvald i 25.000 –, og flere af værkerne genudgives stadig. De er blevet klassikere og altså tilmed kanoniserede. Mis med de blå øjne er lavet til en kort tegnefilm i 1996 af Søren Thomas og Peter Hausner. De to lavede i 1999 sammen med Henrik Veileborg tillige Aben Osvald som tegnefilm.

Noter

En grundigere omtale af Egon Mathiesen findes i N. Christensens Den danske billedbog 1950-1999 (2000). Både Fredrik med Bilen og Aben Osvald findes gengivet i deres fulde længde i antologien Kanon i dansk 0-2 (2005). Teori, analyse, historie (2003) og Beth Junckers artikel „Billedsbogsarkitekten” i antologien Billedbøger og børns billeder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Egon Mathiesen i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 22. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308039