Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Letlæsningsbøger

Oprindelig forfatter TW

Allerede da Christian Erichsen udgav Børnenes Bogsamling 1896-1914 (se Børnenes Bogsamling), vidste han, at bøgerne i serien, som for de flestes vedkommende oprindeligt var skrevet for voksne, måtte bearbejdes sprogligt for børn, hvis disse skulle have en chance for at læse dem.

Fra og med 1930'erne øgedes bevidstheden hos læsepædagoger om det vigtige i at kunne stille læsestof til rådighed for de yngste læsere og større børn med læsevanskeligheder. Vigtigt var det i den forbindelse at skabe overblik over, hvilke ord som faktisk blev brugt i forskellige teksttyper, herunder skønlitteratur. Til det formål udarbejdede Aksel Noesgaard (1880-1959) sine hyppighedsundersøgelser over ord (1934-37) og stavelister og oversigter, bl.a. den lærerhenvendte De nødvendigste danske Ord (1940).

Fra og med 1940'erne begyndte forlagene så småt at udgive bøger for svage læsere, og i 1950'erne tog udviklingen for alvor fart. Der findes næppe noget land i verden, hvor der er udgivet så mange specielt tilrettelagte letlæsningsbøger som i Danmark, fra begyndelsen ofte indgående i serier som Lily Gads (1890-1942) De smaa Bøger fra og med 1940 og senere bl.a. Torben Gregersens Gyldendals lette læseserie fra og med 1955. En særlig klassikerserie, Gads lette klassikere, påbegyndtes i 1959 og blev ligesom de andre letlæsningsserier en betydelig succes. Blandt markante forfattere til letlæste bøger i 1950'erne er Dines Skafte Jespersen (1905-88), Sigrid Thomsen (1906-94) og den tidligere omtalte Robert Fisker (1913-91).

Annonce

Dines Skafte Jespersen var uddannet lærer og skoleinspektør fra 1955, året før han udgav første bog i den 41 bind lange serie om Troldepus. Første bind er Troldepus fra Skovhøj, det sidste fra 1988 Troldepus, Mulle og Pusserlusser. Alene titlerne antyder en gennemgående gemytlighed. Første bind indledes med „Dybt inde i en stor skov lå der en høj med slåenkrat på toppen og med ældgamle egetræer i kreds omkring. Her boede en skovtrold med sin kone og sin lille søn, som hed Troldepus.” Inden den første bog udkom i 1956 havde Troldepus-figuren allerede i en længere periode optrådt i en række årligt udgivne billedhæfter (1945-63).

Troldene kan gøre sig større og mindre, og ikke mindst kan de gøre sig usynlige, hvis de tager en hvid pind i munden. Det får Troldepus glæde af mange gange, når den farlige ræv og de ikke mindre farlige krager er efter ham. Vennerne er Peter Pindsvin, Morten Hare og egernet Rødtop. Farligt er det altså undertiden, uden dog at være for farligt. Det er en hyggelitteratur, hvis popularitet har holdt sig op til i dag. De første 38 bind er illustreret af Karl Tornby, de sidste tre af Erik Ubby. Serien er ikke skrevet som en egentlig letlæsningsserie, men bøgerne signaler både i sprog, antal typografiske enheder pr. side, illustrationsgrad og omfang letlæselighed.

Skafte Jespersen debuterede i 1936 med Svend, Knud og Valdemar; andre titler er Tre Gutter henter en Jolle (1939) og Min Bror og jeg (1946).

Sigrid Thomsen skrev letlæsningsbøger med et klart læsepædagogisk sigte. Hendes kendteste bøger, Martin-serien, var noget så usædvanligt i samtiden som læseteknisk tilrettelagte bøger for større børn og unge. Første bind var Martin i Syd-Afrika (1949)

- bemærk den læsepædagogiske delestreg. Den bygger ligesom de fire andre bøger i serien frem til 1957 på forfatterens eget kendskab til Sydafrika, hvor hun tilbragte de første 11 år af sit liv.

Den meget dramatiske handling i de fem bind er henlagt til begyndelsen af 1900-tallet. Skildringen af den indfødte sorte befolkning er præget af velvilje og overbærenhed, når personerne i det – i ordets dobbelte betydning – sort-hvide univers er venligtsindede. Andre udleveres til latteren eller foragten. Heri er der intet usædvanligt, når man ser på børnelitteraturen i almindelighed i første halvdel af 1900-tallet, jf. skildringerne i Peder Most-bøgerne.

For at lette læsningen er der stor linjeafstand, korte sætninger med foranstillet subjekt, mange korte og oftest velkendte ord og delestreger i lange ord: „hoved-puden”, „ret-færdige”.

 Peter Pjusk i Oscar Knudsens streg, her fra det første bind i serien om gråspurven, Peter Pjusk (1953).

Peter Pjusk i Oscar Knudsens streg, her fra det første bind i serien om gråspurven, Peter Pjusk (1953).

Robert Fisker blev en af sin tids mest læste forfattere; han var i en længere periode i 1960'erne og 1970'erne den forfatter, som havde flest bøger stående på bibliotekerne, langt de fleste letlæste bøger. Han blev i 1973 udnævnt til æresmedlem i Landsforeningen af læsepædagoger. Flere af hans bøger indgik i serier, bl.a. Lærkebøgerne (fra 1950). Størst udbredelse vandt Peter Pjusk-serien, begyndende med Peter Pjusk i 1953, illustreret af Oscar Knudsen. Hovedpersonen er en gråspurv, der som lille falder ud af reden, men får gemt sig i hønsegården for den farlige mår, indtil den kan flyve. Derefter følger vi Peter Pjusk i en menneskeliggjort dyreverden med gode venner, men også farlige bekendtskaber, bl.a. skaderne, ligesom i Troldepus-bøgerne.

Forlaget Aros markedsførte den som en overgangsbog: „Den vil tillige kunne læses selvstændigt af nybegyndere i læsningens kunst – og derfor danne et passende mellemled mellem billedbogen og den „rigtige” bog.”

Fisker skrev også en del historiske bøger for børn og unge, bl.a.

- som tidligere omtalt – om Besættelsen. Her kan tilføjes den spændende, velkomponerede og meget solgte letlæsningsbog Flugtens Nat fra 1973 om jødernes flugt over Øresund i 1943. Af andre titler kan nævnes Skibene kommer (1941) og Mikkel Ravn I Skanør (1964, den første i en serie).

Når der i Danmark er udgivet så mange børne- og ungdomsbøger i forhold til sammenlignelige lande, skyldes det ikke mindst den store mængde letlæsningsbøger. Man kan uden overdrivelse tale om en hel letlæsningsindustri med produkter af meget varieret kvalitet, ikke mindst vurderet på et kunstnerisk-æstetisk grundlag. Her overfor kan indvendes, at det heller aldrig har været disse forfatteres mening at skrive stor litteratur, men netop sætte børn i gang med at læse og fastholde dem som læsere, inden de går videre med andre og vigtigere bøger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Letlæsningsbøger i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308026