Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estrid Ott

Oprindelig forfatter TW

Da Estrid Ott (1900-67) i 1957 udgiver sin vigtigste børnebog, Chicos lange vandring, har hun et omfattende forfatterskab bag sig, fortrinsvis børnebøger. Det er en bog, som gennem sin skildring af portugisiske gadebørn er uden sidestykke i samtiden.

Læseren føres fra romanens start direkte ind i gruppen af hjemløse børn på en af Lissabons lossepladser, børn som lever af det madaffald, de kan finde i skraldespandene, og med navne som Frimærket, Fortand, Fregne, Ræret og Halte. Frimærket ligger med høj feber, Fregne har hovedet fuld af sårskorper, og Ræret fortæller om morens død: „Nå, en dag trådte hun forkert på planken [hun bærer kul om bord på skibene], og gik i søen med alle kullene. Da de fik hende op, var hun død, og da Ræret kom hjem, havde en anden familie installeret sig i deres køkken […].”

Da kommer et af de andre gadebørn, Chico, og fortæller, at han kender en læge, dr. Carmo, som kan og vil hjælpe Frimærket. Og hjulpet bliver ikke alene Frimærket, men også Chico, for en dag møder han et tidligere gadebarn, som kender lægens gode ven, præsten Padre Américo, som driver en række institutioner, „farme”, for børn.

Annonce

Fra det øjeblik beslutter Chico sig til at vandre hele vejen til farmen Paco de Sousa i det nordlige Portugal. Han har intet andet håb, efter at hans forældre er døde. På rejsen slår Chico sig sammen med et ældre og erfarent gadebarn, som han lærer en masse fiduser af, fx når han skal tigge. Men først af alt bliver rejsen gennem Portugal en skildring af landet og dets folkeliv med både dagligdagens små begivenheder og de store fester og tyrefægtning, indtil han når frem til farmen og Padre Américo i sidste kapitel. Pateren fortæller, at man har ventet på Chico, for lægen har givet besked om, at han er forsvundet. Frimærket er også kommet til farmen: „Sammen træder de ind i moderhuset. – Et nyt liv skal begynde. – Aldrig mere vil Chico være ensom. Hans kammerat fra gaden fører ham ind i en fremmed og god verden.”

Selvom bogen i nogen grad tynges af en meget didaktisk tilgang til mødet med livet i Portugal, fastholder den hele tiden solidariteten med Chico og hans ligesindede. Kritikken vendes mod dem, der har muligheden for at hjælpe, men ikke gør det.

Chicos lange vandring efterfulgtes af tre bind, Chicos hårde kamp (1958), Chicos lille æsel (1959) og Chicos store håb (1960).

Estrid Ott debuterede allerede som 17-årig, to år før hun blev student, med to børnebøger, Leg og Løjer og Nisseriget (begge 1917). Samme år begyndte hun som redaktør af bladet Pigespejderne. Hun engagerede sig livet igennem i spejderbevægelsen, ikke mindst i det organisatoriske arbejde, og skrev om spejderlivet i bl.a. Spejderminder fra 1919, året hvor hun påbegyndte sin journalistuddannelse. Året efter rejste hun iklædt spejderuniform jorden rundt som korrespondent for Berlingske Tidende. Målet var at vise, at man som spejder kunne klare sig overalt. På sine mange rejser samlede hun stof til sine børnebøger, ca. 80 i alt.

 Marie Hjuler illustrerede Estrid Otts Bimbis Bog om Babsi (1936), den første i en serie.

Marie Hjuler illustrerede Estrid Otts Bimbis Bog om Babsi (1936), den første i en serie.

De kendteste af hendes bøger ud over Chico-bøgerne er Lofot-Lise (1937), Bjørne Kari (1945) og småbørnsserien om Bimbi, startende med Bimbis bog om Babsi (1936). Under pseudonymet Magnus Moen skrev hun de fem Sverre-bøger (1950-54) og sammen med sin mor Olga Ott (1871-1929), som tidligere havde fået udgivet bl.a. Drengen fra Landet (1906), skrev hun romanen Vi tre (1923). Også enkelte værker for voksne og det meget populære skuespil De pokkers Unger (1945) skrev hun. Det blev til filmen af samme navn i 1947 med Astrid og Bjarne Henning Jensen som instruktører.

De otte Bimbi-bøger, som udkom i 1936-47, har en legetøjselefant som fortæller. Bimbis bog om Babsi indledes af Babsis mor, dvs. forfatteren, som på opfordring af et af sine børn overlader skrivearbejdet med bøgerne til Bimbi, „Babsis udstoppede Elefant”. Herefter er det Bimbis tur til at skrive et forord, hvori han erklærer: „Jeg har ikke Forstand paa at digte, saa jeg vil holde mig helt til Sandheden og fortælle alt, som det er, og i den Orden, det er sket.” Bøgerne er illustreret af Marie Hjuler. Ud over de syv romaner om Bimbi udgav Ott også en billedbog med samme persongalleri, Bimbis Fødselsdag (1943).

Det varer nu lidt, før den 7-årige Babsi kommer ind i historien. Bimbi starter nemlig med at fortælle om det første uudholdelige halve år af hans liv, hvor ingen ville købe ham i legetøjsforretningen. Men så kom en ung mand ind, som havde 10,92 kr. og fik elefanten for dette beløb, selvom den kostede 11,50 kr. Der er lagt en snusfornuftig og underfundig tone ind i historien fra begyndelsen, og det er en tænksom elefant, som fortæller. De andre dyr, som sover i slagbænken, er anden Strik, katten Wilhelmine og lammet Let-paa-Taa; senere kommer andre til.

I det første og de følgende bind kommer Bimbi vidt omkring, ofte på grund af Babsis nysgerrighed og uforsigtighed. Men det giver, bl.a. i bind 2 med titlen Bimbis store Jordomrejse (1937), anledning til at fortælle læserne om den store verden. I senere bind besøger Bimbi en bondegård, Grønland og Lapland. Denne udforskningstrang, som i høj grad var forfatterens egen, finder vi også i bøger som Tre Piger i en Bil (1925), Tre Piger paa Farten (1933) og Elsebeth paa Ekspedition (1936). I det hele taget blev forfatteren i samtiden fremhævet for sit uforfærdede møde med den store verden. Som kritikeren Christian Winther skriver:

"Og Estrid Ott har aldrig sparet sig; hun har kravlet paa Indlandsisen, sejlet i Konebaad mellem Isflagerne i de østgrønlandske Fjorde, i Motorbaad ved Lofotens Fiskepladser og kørt i Rensdyrslæde i Lapland. Hun er parat til at tage med en norsk Hvalfanger til Sydhavet, hvor en Kvinde vist aldrig har været."

Estrid Otts bøger blev oversat til flere sprog, og i Danmark blev hun en af de mest læste børnebogsforfattere. Da der første gang blev udbetalt biblioteksafgift til forfatterne i 1947, var hun nr. 2 på listen over forfattere med flest titler, kun overgået af A. Chr. Westergaard. Hun modtog Kulturministeriets børnebogspris i 1958 for den første Chico-bog.

Noter

Christian Winther-citatet stammer fra hans bog Danske Børnebogsforfattere (1939).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Estrid Ott i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308025