Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Seriebøger

Oprindelig forfatter TW

Normalt betragtes Walter Christmas' fem Peder Most-bøger, hvis første bind udkom i 1901 (se Walter Christmas), som Danmarks første bogserie for børn, dvs. en serie af bøger, hvis persongalleri er det samme. I nogle serier følger vi personens udvikling over en årrække, sådan som det er tilfældet med Peder Most og Klit-Per. I andre serier møder læserne blot en række episoder, uden at der sker nogen væsentlig udvikling hos personerne. Det er i vid udstrækning tilfældet i de triviallitterære Jan- og Puk-bøger. Ved trivialitteratur forstås her en litteratur med et genkommende handlingsmønster styret af kravet om spænding, stereotype personkarakteristikker og klichéfyldt sprog. Dertil skal lægges, at denne litteratur oftest er skrevet med et udpræget kommercielt og altså ikke kunstnerisk sigte.

I 1900-1940 udkom der i Danmark omkring 20 forskellige bogserier for børn med i alt godt og vel 100 titler, dvs. ca. 5 titler pr. serie. I 1940-1980 udkom mere end 130 serier med omkring 1400 titler, dvs. mere end 10 titler pr. serie. Den trivialitterære seriebogs storhedstid er 1942-64, altså den periode hvor de i alt 81 Janbøger udkommer. Et tidligt eksempel på en triviallitterær serie for børn er Frøken Dik-bøgerne, hvis første bind udkom i 1914.

Jan-bøgerne indtager med sine 81 titler en enestående position i dansk børnelitteraturs historie. Ikke alene sælges der frem til midten af 1970'erne op mod 8 millioner eksemplarer af bøgerne i Danmark, hvortil kommer et stort salg i udlandet, bl.a. i Sydeuropa og Sydamerika. Men en del af titlerne genudgives også efter at være blevet gennemskrevet i 1970'erne og 1980'erne. Endelig er der udkommet nye udgaver fra og med 2006 på forlaget Sesam.

Annonce

Forfatterne til Jan-bøgerne var Carlo Andersen (1905-70), direktør, og Knud Meister (1913-89), journalist. Allerede fra bog nr. 1, En Detektiv paa Fjorten, stod det klart, at sigtet ikke alene var at underholde:

"[Bøgerne] fortæller først og fremmest om, hvordan Forbryderne ynkeligt bliver afsløret, selv om de nok saa snedigt har forsøgt at slippe bort fra Politiet. For saadan gaar det jo ogsaa i det virkelige Liv. Før eller senere sidder Forbryderne bag Laas og Slaa. [Jan] skal opklare Forbrydelsen og endnu engang bevise, at det kan ikke nytte at prøve paa at bryde Loven."

Forfatterne citerer herefter chefen for opdagelsespolitiet i København, politiinspektør O. Krenchel: „Hvis man paa én Gang kan indfange de unges Interesse og samtidig bibringe dem de moralske Grundregler, som Samfundet bygger paa, og som det er Politiets Opgave at værne om, er meget godt naaet.” Og forfatterne tilføjer: „Og nu maa vi se, om Bøgerne om Jan kan lære jer de Ting, han talte om.”

Igen og igen blev det i bøgerne understreget af både forfatterne og forlaget, at man tillagde samfundets støtters vurdering af bøgerne den allerstørste betydning. På bagsiden af Jan-bog nr. 3, Gaa paa, Drenge! (1943), bringer man citater fra „en højtstaaende Politimand”, en kommunelærer og en præst. Sidstnævnte fremhæver, at bøgerne er „sunde i deres Syn”. Lærerne var forfatterne ellers ikke begejstrede for, fordi disse ofte kritiserede Jan-bøgerne. I efterskriftet til den sidste Jan-bog fra 1964, De grådige hajer, findes denne kommentar til bøgernes modtagelse:

„Størsteparten af Danmarks skolelærere var lige fra starten svorne modstandere af Jan-bøgerne – de kaldte dem for „drømmelæsning”, og vi nægtede slet ikke, at de havde ret – men til gengæld havde vi også den store glæde, at en række af landets højeste politifolk gav bøgerne deres varmeste anbefaling. For os betød politifolkene langt mere end skolelærerne!”

Langt de fleste af Jan-bøgerne udkom i 1950'erne. I en periode drejede det sig om en halv snes stykker om året. Og handlingsmønsteret var det samme fra bog til bog, i øvrigt inspireret af den bog, som betragtes som den første rigtige drengekrimi, den tyske forfatter Eric Kästners (1899-1974) Emil og Detektiverne (1929, dansk udg. 1932):

Der sker i starten noget mistænkeligt eller dramatisk. Det kan være tyveri, smugleri eller kidnapning. Jan og hans venner inddrages frivilligt eller ufrivilligt i opklaringen, som ligeledes er dramatisk. Måske tages Jan eller en af de andre til fange, eller det ender i et stort slagsmål, selvfølgelig med de rigtige vindere. Drengene samarbejder med politiet, hvilket ikke er svært, for Jans far er kriminalassistent Mogens Helmer. At en gruppe drenge i den grad kan få lov til at blande sig i politiets arbejde, sættes der ikke spørgsmålstegn ved.

Et typisk eksempel er bog nr. 5, Jan-Klubben (1943). Det hele begynder – som det ofte er tilfældet – i klassen. Aritmetiklæreren kommer helt usædvanligt for sent til timen (aritmetiklærere er nemlig lige så præcise som det fag, de underviser i) og fortæller, at en af elevernes lillebror er blevet kidnappet. Faren er en meget velhavende skibsredder. Da det første forsøg på at fange forbryderne ikke lykkes, foreslår Jan, at hele klassen benytter den kommende påskeferie til at gennemcykle Stevns, hvor man formoder, at forbryderne opholder sig. Alle vil med og får lov af deres forældre (!), og Jans venner fra Sydhavnen under ledelse af den fattige, men kernesunde Carl, tager med, i alt 50 drenge. Vennerne fra Sydhavnen kommer angiveligt fra hjem uden lagner.

Undervejs lægges der ganske håndfaste spor ud for læseren, så denne kan være med i opklaringen. Fx fortæller Jack, den bortførtes storebror, om en ansat i farens virksomhed, som blev fyret og blev meget vred, og jo, det er denne person, der står bag kidnapningen. Og længe leder man efter en grøn bil, fordi stuepigen har set en sådan på vejen lige før bortførelsen. Da Jack helt tilfældigt fortæller, at hun er farveblind, mere end aner læseren, at den røde bil, som kører rundt på en mistænkelig måde på Stevns, i virkeligheden er den „grønne” bil. Da løsesummen skal kastes ned fra fly, har Jan regnet ud, hvor det vil ske, og det lykkes drengene at overmande forbryderne. I samme øjeblik kommer politiet under Mogens Helmers ledelse til stedet.

Det sidste kapitel er næsten altid en opsamling, hvor den moralske lære af begivenhederne trækkes op af Jans far eller en anden myndighedsperson. Allerede i En Detektiv paa Fjorten holder Jans far en lille tale til drengene:

"Forbrydere er nogle Skvat. Det ærlige Menneske, som lever sit Liv roligt og i Overensstemmelse med sin Samvittighed, er i Virkeligheden det modigste. Der skal Mod til at gøre Dagens Gerning og staa til Regnskab for, hvad man gør og siger. Forbryderne er fejge og søger at slippe for Pligterne. […] Forbrydelse betaler sig aldrig. Det er et sandt Ord. Det eneste, der gælder her i Verden, er ærligt og godt Arbejde. Alt andet er Blændværk. Husk det, Børn!"

Og til sidst er det så tid til en belønning, ofte en dusør, som er udsat, eller som i Jan-Klubben en tur med rigmandens krydstogtskib „Nordsøens Dronning”.

I Jan-bøgernes sidste halve snes bind, som i overvejende grad blev skrevet af Carlo Andersen, begynder Jan for alvor at blive ældre, og i nr. 81 er han blevet 23 og står over for at skulle giftes: „Ja, eventyrenes år var endt. Nu begyndte ægteskabets lykkelige år? Jan var ikke i tvivl.”

De ni første Jan-bøger udkom 1942-45, dvs. under besættelsen, og spørgsmålet har været stillet, om bøgerne på nogen måde tematiserer denne tid i en situation, hvor det ikke var muligt at skrive direkte om den. Nogle har hæftet sig ved, at Jan og hans venner i bind 3, Gaa paa, Drenge! (1943), hjælper med at afsløre nogle arbejdere på et skibsværft, som har udleveret tegningerne til nogle nybygninger, hvilket vil sætte udefrakommende i stand til at ødelægge dem. Det kunne ligne et opgør med modstandsbevægelsens sabotageaktioner. På samme måde med nedkastningen fra fly i den omtalte Jan-Klubben (1943), hvor forbryderne er dem, der står nede på jorden og venter på det nedkastede. Det kunne læses som en stillingtagen imod de engelske våbennedkastninger. Om samtidens læsere har haft øje for en sådan tematik, vides ikke.

 Forordet til Carlo Andersens og Knud Meisters

Forordet til Carlo Andersens og Knud Meisters "Jan som Frihedskæmper", udgivet 1945, men med 1944 som udgivelsesår på titelbladet.

Med bind 10 er der ingen tvivl. Det bærer titlen Jan som Frihedskæmper (1946) og er forsynet med en indledning, hvori det understreges, at Jan selvfølgelig tog del i frihedskampen, og at det desværre ikke har været muligt for forfatterne at fortælle om det før på grund af censuren (se hele forordet gengivet som ill.).

I efterkrigstidens „kolde krig” var der ingen tvivl om, hvor Jan stod politisk. I bog nr. 14, Jan spiller højt spil (1949), tematiseres de internationale konflikter tydeligt, og Jan er på USA's side, selvom hverken USA eller Sovjetunionen direkte nævnes.

Den gyldne regel for seriebøger var – sådan som det også i nogen grad var tilfældet for andre bøger – at drengebøger var skrevet af mandlige forfattere og pigebøger af kvindelige. Og hvis det ikke var sådan, så måtte forfatterne skrive under pseudonym, som signalerede det „rigtige” køn. Pseudonymet kunne samtidig beskytte forfatterne mod genkendelse, hvis de ved siden af havde, hvad de selv betragtede som et mere „seriøst” forfatterskab.

Puk-bøgerne, hvoraf der i alt kom 58 i perioden 1952-64, var angiveligt skrevet af Lisbeth Werner, som tilmed skrev en tårevædet afsked med sine læsere, da det sidste bind udkom, forsynet med hendes egen underskrift. Men der fandtes ingen Lisbeth Werner. Puk-bøgerne var skrevet af de samme to forfattere, som skrev Jan-bøgerne, altså Carlo Andersen og Knud Meister. Det blev dermed i 1950'erne til mindst en bog om måneden for de to forfattere.

Hanne-bøgerne, hvis første bind udkom i1953, bar forfatternavnet Britta Munk, men var i virkeligheden skrevet af Bengt Janus Nielsen (1921-88), som også skrev den meget udbredte drengeserie om Kim (første bind 1957) under pseudonymet Jens K. Holm. Han var dertil kendt som tegner og som forfatter til voksenkrimier, bl.a. de humoristiske og senere filmatiserede Slå først, Frede (1965) og Slap af, Frede (1966).

Både Susy- og Pernille-bøgerne skulle være skrevet af Gretha Stevns, men bag stod Eilif Mortansson (1916-89), hvis kone hed Gretha og kom fra Stevns. Omvendt var de populære Davy Crockett-bøger skrevet af Karen Brunés (1893-1977) og ikke af den mandlige forfatter med det amerikansklydende navn, som stod på titelbladet, Tom Hill.

De danskskrevne bøger klarede sig godt i konkurrencen med de oversatte serier, hvor Enid Blytons (1900-68) De 5-bøger blev de absolut mest populære. ved en læsevaneundersøgelse gennemført i 1971 kom disse bøger ind på førstepladsen blandt børnenes foretrukne læsning. I en undersøgelse fra 1984 var de på tredjepladsen, og så sent som i en undersøgelse fra 2000 optrådte de på tredjepladsen hos drenge i 3. klasse, men spillede dog en langt mindre rolle som læsestof for de større børn. Blyton er formentlig den forfatter, der har skrevet flest børnebøger, omkring 600; ud over De 5-bøgerne også bl.a. De 4-, De 6- og De 7-bøgerne.

Både den sidste Jan-bog, den sidste Puk-bog og den sidste Susybog, tre af de populæreste danske serier, udkom i 1964. Salgstallene var faldet ganske betydeligt de nærmest foregående år, fordi der nu blev solgt færre bøger til private. Til gengæld købte bibliotekerne flere bøger, dog ikke seriebøger, som de anså for at være „underlødige”, og disse mange nye bøger blev altså stillet gratis til rådighed for børnene. Dermed blev der færre argumenter for at købe bøger til børnenes egne boghylder. Denne tendens forstærkedes fra og med 1964, hvor der kom en ny bibliotekslov, som betød en voldsom styrkelse af børnelitteraturen.

I begyndelsen af 1970'erne besluttede Grafisk Forlag, som havde overtaget rettighederne til de tre serier, at genudgive en del af bøgerne, dog ikke i den oprindelige form, men tilpasset nye læsere. For Jan- og Puk-bøgernes vedkommende foretog man mindre korrekturlignende rettelser, typisk 2-3 pr. side, for Susy-bøgernes vedkommende skrev man dem helt om, men sådan at personer, kapitelopdeling og handlingsforløb stort set blev fastholdt.

Hvad der blev ændret, var især faktuelle forhold. De gamle isskabe, som måtte optræde i bøgerne, blev skiftet ud med køleskabe. Stod der i en bog, at man sejlede mellem to landsdele, og var der i mellemtiden bygget en bro, indskrev man broen i handlingen. Og så videre. Gammeldags sprog, bl.a. slangudtryk som „plingeling” for noget, som var godt, blev skiftet ud med et mere moderne ord. Og så beskar man de mange moralske enetaler, som ikke mindst var at finde i de gamle Jan-bøger. Det hele skulle i enhver forstand være mere „korrekt”. Det betød også, at Erling, som i de gamle Janbøger konsekvent bliver kaldt „Tykke”, nu mistede dette tilnavn.

Noter

Læs mere om seriebøger i B. Henriksen o.a.s På sporet af seriebogen (1977).

Oplysningen om det samlede salg af Jan-bøger på 8 mill. eksemplarer i Danmark stammer fra direktør Birger Schmidt fra Grafisk Forlag, som udgav Jan-bøgerne i 1970'erne. De nye udgaver af både Jan-, Puk- og Kimbøgerne fra og med 2006 er kommet på forlaget Sesam, som inden da med stor succes havde påbegyndt genudgivelsen af Enid Blytons De 5-bøger. Sidstnævnte blev modtaget med begejstring i Weekend-Avisen nr. 44/2005.

De omtalte undersøgelser af læsevaner (herunder læsning af Blyton-bøger) findes i Nils Hartmanns Undersøgelse af læsevaner m.m. hos eleverne i 7. klasserne ved Næstved Kommunes Skolevæsen (1971), Aase R. Colberg o.a.s De unges læsevaner (1984) og Anette Steffensen o.a.s Børn læser bøger (2000).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Seriebøger i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=308030