Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eventyr for børn

Oprindelig forfatter TW

H.C. Andersens eventyr er ikke formel-eventyr, sådan som folkeeventyrene kan siges at være det. Kun en mindre del af de i alt 156 eventyr, han skrev i perioden 1835-73, indledes således med „Der var engang” („Prindsessen paa Ærten” og „Den uartige Dreng”, begge fra 1835, er eksempler herpå) og endnu færre slutter med, at „de levede lykkeligt til deres dages ende”. Langt fra alle kan rummes inden for selv en bredt defineret eventyrgenre, for andre genrer er ofte på spil, bl.a. fablen, sagnet, novellen og den moralske fortælling, hvortil kommer, at eventyrene har endog meget forskellig længde.

Fra 1852 vælger Andersen da også at kalde sine fortællinger for „Historier” og senere for „Eventyr og Historier”. I 1863-udgavens „Bemærkninger” skriver han om 1849-udgaven:

"Med dette Pragtbind var Eventyr-Samlingen afsluttet, men ikke min Virksomhed i denne Digtart; et nyt betegnende Navn maatte derfor tages til den nye Samling, og den kaldtes „Historier” #x2013; det Navn, jeg i vort Sprog anseer at være det bedst valgte for mine Eventyr i al deres Udstrækning og Natur. Folkesproget stiller den simple Fortælling og den meest dristige Phantasie-Skildring ind under denne Benævnelse; Ammestuehistorien, Fabelen og Fortællingen, betegnes af Barnet, Bonden og Almuen, ved det korte Navn „Historier”."

Annonce

 En af de første illustrationer, der laves til et H.C. Andersen-eventyr, optræder i Maanedsskrift for Børn i 1845. Det er Edvard Lehmanns tegning til „Klokken”, som første gang offentliggjordes i tidsskriftets 3. hæfte.

En af de første illustrationer, der laves til et H.C. Andersen-eventyr, optræder i Maanedsskrift for Børn i 1845. Det er Edvard Lehmanns tegning til „Klokken”, som første gang offentliggjordes i tidsskriftets 3. hæfte.

Den mundtlighed og direkte henvendelse til læseren (eller den, der læses højt for), som Andersen kritiseredes for, møder vi integreret i de enkelte eventyrs sproglige univers. Det er ikke blot en udvendig talen ned til barnet. Ikke så sjældent indledes et eventyr med en direkte læserhenvendelse, fx i „Gaaseurten” (1838): „Nu skal du bare høre!”, i „Hyrdinden og Skorsteensfeieren” (1845): „Har du nogensinde seet et rigtigt gammelt Træskab […]”, i „Vanddraaben” (1848): „Du kjender da sagtens et Forstørrelsesglas […]” og i „To Jomfruer” (1854): „Har du nogensinde seet en Jomfru? Det vil sige, hvad Brolæggerne kalde en Jomfru […]”.

Det er tydeligt, at det, Andersen opnår i de to sidste tilfælde – og som en forfatter som Astrid Lindgren gør det mange år senere – er at skabe en kontakt mellem den, der fortæller, og den, der fortælles til. I nogle eventyr tjener det blot til fra starten at indfange læseren og højtlæseren i en bestemt stemning af nærvær og fællesskab; andre gange gennemstrømmer det hele eventyret, sådan som det er tilfældet med „Hvad Fatter gjør, det er altid det rigtige” (1861); det indledes på denne måde:

"Nu skal jeg fortælle Dig en Historie, som jeg har hørt, da jeg var Lille, og hver Gang jeg siden har tænkt paa den, synes jeg, at den er blevet meget kjønnere; for det gaaer med Historier ligesom med mange Mennesker, de blive kjønnere og kjønnere med Alderen, og det er saa fornøieligt! / Du har jo været ude paa Landet? Du har seet et rigtigt gammelt Bondehuus med Straatag […]."

Hvad der karakteriserer en del af H.C. Andersens eventyr, er desuden, at læseren ofte straks er placeret midt i handlingen. Vi træder måske ind i eventyret med en replik eller en sceneangivelse: „Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien” eller „Der sad en Moder hos sit Barn”. Eller vi præsenteres for en stedsangivelse: „Ude i Skoven”, „Nær ved Gudenaa, inde i Silkeborg-Skov„ og ”Egnen er meget nøgen nede ved Kjøge” eller en tidsangivelse: „Det var sidst i Januar”, „Det var Vintertid” og „Det var i Mai Maaned”.

Brugen af disse litterære virkemidler gør det lettere for børnelæserne og for dem, der læser højt for børn, at leve sig ind i historien. Omvendt er det ofte blevet understreget, at en del af H.C. Andersens eventyr slet ikke er skrevet for børn og heller ikke egner sig til børn. Som eksempler nævnes typisk „Klokken” (1845), der rummer hele den romantiske filosofi, og „Skyggen” (1847), der beskæftiger sig så komplekst med helt grundlæggende vilkår for menneskelig eksistens og kunstnerisk skaben, at det går hen over hovedet på selv trænede børnelæsere.

Andre eventyr afvises som børneeventyr, fordi handlingen skulle være for barsk, fx „Historien om en Moder”, eller det synspunkt hævdes, at børn i det mindste ikke får det fulde udbytte af eventyrene, fordi de har svært ved at forstå den særlige andersenske ironi, sådan som den kendes fra fx „Den standhaftige Tinsoldat” (1838), et af de eventyr, hvorom vi ved, at børn faktisk kender det og glædes over det, men om hvilket allerede Ingemann sagde:

"[…] det Bittre i denne Spøg er vel ogsaa mere for de Store, end for de Smaa. Dette siger jeg kun for de følgende BørneEventyrs Skyld, hvortil jeg vilde ønske De vilde vælge de mildeste menneskekjærligste og meest livsglade Stemninger og Phantasier […]."

Spørgsmålet om, hvorvidt H.C. Andersens eventyr overhovedet er skrevet for eller kan og bør læses af og for børn, stilles på denne baggrund oftere og oftere. I et værk om dansk børnelitteraturs historie kræver dette spørgsmål selvfølgelig et svar.

For det første kan det konstateres, at H.C. Andersen selv betegnede sine eventyr som værende „fortalte for Børn” frem til og med 1842, dvs. den første snes eventyr, heriblandt nogle af de kendteste. Dertil kommer, at Andersen havde et endog meget bevidst forhold til det, man i dag ville kalde eventyrenes målgruppe. Nytårsdag 1835 skriver han således til Henriette Hanck: „Nu begynder jeg paa nogle 'Børne-Eventyr', jeg vil see at vinde kommende Slægter, skal De vide!”. Til Ingemann skriver han d. 10. februar:

"Dernæst har jeg begyndt paa nogle: „Eventyr fortalte for Børn”, og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem."

Det er Andersen selv, der markerer „fortalte” og „Barn”, og 20. november 1843, altså da han holder op med at omtale sine eventyr som værende „fortalte for Børn”, skriver han igen til Ingemann:

"Jeg troer, og det vil glæde mig om jeg har Ret, at jeg er kommet paa det rene med at digte Eventyr! De første jeg gav, vare jo meest ældre jeg havde hørt som Barn og som jeg, efter min Art og Maade, gjenfortalte og omdigtede; de jeg selv skabte: f.ex „Den lille Havfrue”, „Storkene”, „Gaaseurten” vandt imidlertid meest Bifald og det har givet mig Flugt! nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre – og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa at Fader og Moder tidt lytte til og dem maa man give lidt for Tanken!"

 Tjekkoslovakisk frimærke udsendt i anledning af 150-året for H.C. Andersens fødsel, dvs. i 1955. Der er gennem tiden udsendt adskillige frimærker med H.C. Andersens portræt og motiver fra eventyrene, særligt i Danmark. De første seks danske frimærker stammer fra 1935. Anledningen var 100-året for de første eventyr. Motiverne var et portræt af Andersen på fire af mærkerne og scener fra „Klods-Hans” og „Dyndkongens Datter” på de to sidste (ingen af disse eventyr stammer i øvrigt fra 1835-hæftet). Senere er det blevet til flere mærker, bl.a. i forbindelse med 200-års fejringen af Andersens fødsel i 2005.

Tjekkoslovakisk frimærke udsendt i anledning af 150-året for H.C. Andersens fødsel, dvs. i 1955. Der er gennem tiden udsendt adskillige frimærker med H.C. Andersens portræt og motiver fra eventyrene, særligt i Danmark. De første seks danske frimærker stammer fra 1935. Anledningen var 100-året for de første eventyr. Motiverne var et portræt af Andersen på fire af mærkerne og scener fra „Klods-Hans” og „Dyndkongens Datter” på de to sidste (ingen af disse eventyr stammer i øvrigt fra 1835-hæftet). Senere er det blevet til flere mærker, bl.a. i forbindelse med 200-års fejringen af Andersens fødsel i 2005.

Også efter 1842 udgiver H.C. Andersen eventyr, som retter sig mod børn, bl.a. bidrager han til flere børneblade. „Klokken” aftrykkes første gang i Gerson og Kaalunds Maanedsskrift for Børn i 1845. Da Gerson starter et nyt børneblad i 1849, Den nye Børneven, skriver han til læserne: „For resten haabe vi snart at kunne bringe vore læsere et nyt Eventyr af Andersen. […] Lovet har han det idetmindste.”

Andersen lovede og indfriede sine løfter. Allerede i 1839 havde han i Den danske Børneven bidraget med „Konen med Æggene”, og til Gersons Den nye Børneven afleverede han „Fugl Phønix” (1850). „Spørg Amagermo'r” blev første gang offentliggjort i Illustreret Børneblad i 1871.

Man kan diskutere, om disse eventyr i børneblade nødvendigvis er skrevet for børn. Andersen blev som nævnt både spurgt om og presset til at aflevere stof, og for nogle teksters vedkommende kan det meget vel have været sådan, at Andersen blot har afleveret, hvad han havde liggende klar, også for at modtage honoraret.

Tilbage bliver at konstatere, at en stor del af Andersens eventyr er skrevet for børn, og at han helt fra starten forestillede sig både børn og voksne som læsere. Og eventyrene er, uanset deres intention, blevet læst for og af børn lige siden, ikke bare i Danmark, men over hele verden.

Her skal så tilføjes, at man i den engelsksprogede del af verden har haft en tendens til at barnliggøre eventyrene og gøre Andersen selv til „Børnenes Ven”, noget han igen og igen vendte sig imod, bl.a. da man kort før hans død ville lave en statue af ham med børn, som kravlede rundt på ham. Andersen skrev herom i sin dagbog 4. juni 1875:

"Besøg hjemme af Billedhuggeren Saabye, som jeg denne Gang sagde klart og tydeligt at jeg var utilfreds med hans Statue af mig, at hverken han eller nogen af Billedhuggerne kjendte mig, havde ikke seet mig læse, at jeg ingen taalte da bag ved mig og ikke havde Børn paa Ryggen, paa Skjødet eller i Skrævet."

Andersen havde dog selv tidligere bidraget til myten, bl.a. da han inde i et guldklip forestillende en trold i Christines Billedbog (1859) skrev: „Denne Mands Forfatter er HANS Christian Andersen, Børnenes Ven.”

Noter

En introduktion til H.C. Andersens eventyr findes i indledningen til Gyldendals trebindsudgave fra 2003 ved Klaus P. Mortensen.

Vedr. Ingemanns og Andersens breve henvises til H.C. Andersens brevveksling med Lucie og B.S. Ingemann (1997).

Om H.C. Andersen på frimærker, se Niels H. Bundgaards Den grimme Ælling – H.C. Andersen og danske frimærker (2005).

H.C. Andersen lavede flere billedbøger med udklip, collager og tekster til gode venners børn, bl.a. til de tre Stampedøtre, Rigmor, Astrid og Christine. Faren var baron Henrik Stampe, moren Jonna Drewsen, datter af Adolph Drewsen, gift med en af Jonas Collins døtre. Christines Billedbog, som Andersen lavede sammen med morfar Drewsen, blev udgivet af Lademann i 1984.

Om H.C. Andersens eget forhold til børn, se V. Stybes „Børnene kyssede mig kærligt”. H.C. Andersen og børnene (2004).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Torben Weinreich: Eventyr for børn i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307953