Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fablen

Oprindelig forfatter Redaktionen

Som allerede vist spillede fablen tidligt en vigtig rolle i børnelitteraturen. Luther så det, La Fontaine så det, og det gjorde også 1700-tallets filantroper. I ganske korte fortællinger med et genkendeligt univers og nogle genkendelige konflikter kunne man præsentere læseren for nogle leveregler, typisk med dyr som hovedpersoner.

Den tendens, der er til – efter La Fontaine – af versificere fablerne, fastholdes med forøget styrke i første halvdel af 1800-tallet. Prosafabler udgives stadig, men de skifter efterhånden karakter og bliver til længere og længere moralske fortællinger, dvs. opbyggelige historier, som afrundes med en morale. I virkeligheden kan man tale om en ny genre, dog med rod i 1700-tallets dyds-litteratur, og vi finder den især i skolebøger, børneblade og de såkaldte „Julegaver”, men også i de længere novelleagtige fortællinger, som dukker op i slutningen af 1800-tallet, og i den særlige skolegenre ved navn „genfortællinger”, som stadig findes i bøger til skriftlig dansk langt op i 1900-tallet.

Tidligt i 1800-tallet vinder den tyske filolog og forfatter August Gottlieb Meissners (1753-1807) fabler stor udbredelse. 100Äsopische Fabeln fur die Jugend. Nach verschiedene Dichtern gesammelt und bearbeidtet hedder de, og udgivelsesåret er 1791. I Danmark udkommer de meget typisk midt i bølgen af ny børnelitteratur i begyndelsen af 1820'erne, helt præcis i 1822, forsynet med otte håndkolorerede „kobbere”.

Annonce

Med Meissner introduceres også en særlig tilblivelsesproces inden for børnelitteraturen: Den voksne, her en far, Meissner, skriver nogle tekster til et konkret barn, her den syvårige søn, og senere udgives teksterne. Andre eksempler herpå er værker af Heinrich Hoffmann, Lewis Carroll og A.A. Milne. Udgangspunktet er – som også hos Hoffmann – forfatterens utilfredshed med den børnelitteratur, som er tilgængelig på markedet. Tidens fabelsamlinger går hen over hovedet på mindre børn, siger Meissner i forordet, med det resultat, at „die eigentliche Moral ungelesen und unbeherzigt blieb”. Derfor genfortæller han de velkendte æsopiske fabler ganske kort i et enkelt og replikrigt sprog, opdelt på den måde, at først fortælles en episode, hvorefter moralen i et afsnit for sig meddeles, fx: „Vær ikke altfor begiærlig! Du spærrer Dig ellers Veien til Lykken. Er Du derimod beskeden og billig i Dine Fordringer og Ønsker, saa vil man langt snarere tilstaae Dig dem” eller „Naturen uddeler sine Gaver med Viisdom og Godhed; og ofte er den netop lykkelig, som vi holde for ulykkelig”.

Stadig er Æsops fabler fundamentet for mange fabelsamlinger, men der kommer flere og flere nye til, specielt rettet mod børn. Nogle af disse lægger sig indholdsmæssigt tæt op ad tidens ulykkes-historier, som jeg tidligere har vist eksempler på, fx historier om børn, der dør efter at have indtaget kolde drikke, eller som brænder op, fordi de i forfængelighed har stillet sig foran spejlet, som er placeret over kaminen.

Sådanne fabler findes hos en af tidens danske fabelskrivere, Oluf Olufsen Bagge (1780-1836), kobbertrykker og udgiver af Den lille Fabelbog. Jule- og Nytaars-Gave for Börn, „Frit oversat, tildels fra det Tydske”, fra 1830 og Fabler for Börn. Frit metrisk oversatte fra 1831, begge med Bagges egne illustrationer. Typisk for samlingerne er fablen „Ubetænksomhed” fra Den lille Fabelbog, som er „Alle gode og flittige Börn helliget”:

"Skovfogdens lille Sön en Vinterdag
Det Indfald fik, ad Bjergets steile Side
Paa glatte Iis at lade sig nedglide,
Og tænkte at den Ting var ingen Sag.
I Slæden alt han sad og stor var Glæden,
Det gik i fulde Fart – men mod en Steen
Han törner nu, og styrter ud af Slæden,
Og, ak! i Faldet brækker han sit – Been.
"

Nok går Bagge ikke til yderligheder med død og fortabelse som resultat af ubetænksomhed og almindelig ulydelighed, men lidt galt går det da, også i „Barnet og Saxen” fra Fabler for Börn, hvor en pige trods advarsler leger med saksen og får „en blodig Skramme”. Moralen, som her serveres midt inde fablen, er „Börn bör jo lyde Forældrenes Bud”. Side om side med ulykkesfablerne står hos Bagge de klassiske æsopiske fabler, også disse i versificeret form.

Den samme form og det samme udgangspunkt i Æsop har Frederik Schaldemose (1783-1853) i sine fabelsamlinger, der som tidligere er nævnt er en blanding af oversættelser og egen produktion. Den meget flittige Schaldemose fandt ikke alene tid til at udgive en del eventyr- og fabelsamlinger samt sin egen rævebog med titlen Mikkel Ræv (1827). Han nåede også at være ansat i offentlige embeder som gymnasielærer, toldembedsmand og officer, bl.a. i den danske, hollandske og franske hær, hvortil kom civile jobs som melhandler, kaffeudskænker, oversætter af bl.a. Walter Scott og Alexandre Dumas og udgiver af satiriske blade, eller som Dansk Biografisk Leksikon siger det: „ret ubeherskede publikationer”, som her under sidste del af enevælden flere gange bragte ham i konflikt med loven.

Schaldemoses fabelbøger er nok mere digterisk vellykkede end Bagges ofte skematiske fortællinger, men de adskiller sig i øvrigt ikke meget fra den fabelnorm, som havde været gældende siden sidste halvdel af 1700-tallet. Hvad der er fablernes formål, fortæller han i indledningsdigtet „Fablens Oprindelse” i De to Haner. Fabelbog for Unge og Gamle fra 1832 med undertitlen „Nytaarsgave for 1833”:

"Og Folket hørde fro den muntre Tale,
Og lo ad Dyreverdnens sære Spil;
Vel syntes hun imellem at afmale
Et eller andet, som os hørde til;
Men gjennem Egenkjærlighedens Brille
Hvo kan det Falske fra det Sande skille?

Saa lo man lystigt af hverandres Lyder,
Og Spotteren var stedse Spottens Maal;
Og end til denne Dag os Spøgen fryder,
Og ingen raaber meer paa Brand og Baal,
Thi viis Gudinde stedse har for Øie
Det gamle Bud: At gavne og fornöie.
"

I 1842 udgav Schaldemose Danske Fabler, hvor han selv var forfatter til ca. halvdelen af de 148 tekster; andre forfattere var Ludvig Holberg, J.C. Tode og H.V. Kaalund, og i 1852 udgav han Fabler for Ungdommen, som næsten udelukkende indeholder hans egne fabler. Men da er i mellemtiden sket meget, og fabelgenren er langsomt ved at miste den betydning, den har haft, selvom den i nogen grad overlever i skolens læsebøger.

Hvad der sker fra 1830'erne og ca. tyve år frem er, at fabelgenren i stigende omfang fratages sin egenart som genre, mens dens fortællemåde mere og mere glider ind som et stiltræk i andre historier, dels i de tidligere nævnte moralske fortællinger, hvor det er mennesker og ikke dyr, der er hovedpersoner, dels i de populære eventyr.

 „Konen med Æggene” er H.C. Andersens kendteste rimede fabel. Den er, siden den blev udgivet i 1836, blev brugt i adskillige læsebøger. Illustrationen her stammer da også fra en sådan, nemlig Børnenes Læsebog (bind 2) fra 1904. Illustratoren er H.A. Brendekilde (1857-1942). „Konen med Æggene” er i virkeligheden en ældgammel fabel, kendt fra mange samlinger, ofte med titlen „Pigen med mælkespanden”. Den findes både hos Æsop og La Fontaine, og på dansk har også Oluf Olufsen Bagge brugt den i Fabler for Börn fra 1831 med titlen „Melkekonen”.

„Konen med Æggene” er H.C. Andersens kendteste rimede fabel. Den er, siden den blev udgivet i 1836, blev brugt i adskillige læsebøger. Illustrationen her stammer da også fra en sådan, nemlig Børnenes Læsebog (bind 2) fra 1904. Illustratoren er H.A. Brendekilde (1857-1942). „Konen med Æggene” er i virkeligheden en ældgammel fabel, kendt fra mange samlinger, ofte med titlen „Pigen med mælkespanden”. Den findes både hos Æsop og La Fontaine, og på dansk har også Oluf Olufsen Bagge brugt den i Fabler for Börn fra 1831 med titlen „Melkekonen”.

Flere af H.C. Andersens eventyr har således fabeltræk, bl.a. „Boghveden” (1842), som mest af alt er en prosafabel, og „Den grimme Ælling” (1844), som afsluttes med en morale efter en historie, som på fabelvis foregår i dyreverdenen. Fabeltræk findes også i eventyr som „Kjærestefolkene” (1844) og „Det er ganske vist!” (1852). Andersens kendteste og mest klassiske fabel er dog den rimede „Konen med Æggene” fra 1836.

Samme år skriver H.C. Andersen selv om fabelgenren i det lille essay „Det er Dig, Fabelen sigter til!” i Dansk Folkeblad:

"Oldtidens Vise have snildt opfundet, hvorledes man, uden at være Folk grov lige op i Ansigtet, kunde sige dem Sandheden. De holdt nemlig foran dem et sælsomt Speil, i hvilket alle Slags Dyr og forunderlige Ting kom tilsyne og frembragte et lige saa morende som opbyggeligt Skue."

Meget mere præcist kan fabelgenren vel ikke defineres. Andersen fortsætter essayet med et eksempel, nemlig historien om en hund, som hører trompeten forkynde, at nu serveres der mad i slottet på den ene bjergtop, hvorefter den skynder sig af sted. Da den kort efter hører en trompet fra det andet slot på den anden bjergtop meddele, at nu er maden dér serveret (og dermed nok friskere), så iler den ned ad det ene bjerg og op ad det andet, indtil den igen hører trompeten fra det første slot, osv. Andersen konkluderer: „Gjæt nu engang, hvad Oldtidens Vise ville sige med denne Fabel og hvem der er en Nar, som saaledes løber sig træt uden at vinde, hverken her eller der.”

Størst betydning for ændringen af den børnelitterære fabelgenres egenart får den tyske præst Johann Wilhelm Hey (1789-1857), der i 1833 og 1837 udgiver henholdsvis 50 Fabeln fur Kinder og Noch 50 Fabeln fur Kinder. Begge samlinger er illustreret af den i samtiden meget kendte Otto Speckter (1807-71). Ligesom Meissner skriver Hey i starten for egne og andres børn og får senere udgivet værkerne. De to samlinger bliver hurtigt oversat til en lang række sprog, bl.a. dansk, norsk og svensk. I Danmark er det digteren Chri stian Winther, der påtager sig opgaven, og samlingerne udkommer i 1834 og 1838, den første med titlen Halvhundrede Fabler for Børn, tegnede og digtede af Otto Speckter.

Det bemærkes, at Heys navn ikke nævnes i den danske udgave, og at Speckter ligefrem gøres til forfatter. Det skete flere steder i Europa. Hey var simpelt hen ukendt, mens Speckter var et stort navn. I Danmark skete der tilmed det, at også Speckters navn efterhånden forsvandt, når fablerne fandt vej til „Julegaver” og skolebøger, bl.a. ABC'er. Her fremstod Winther ofte som ophavsmanden.

Selvom flere af Heys fabler har deres rod i Æsop, så ændrer han ganske betydeligt på både form og indhold. Markant på indholdssiden er det, at moralerne forsvinder eller udtyndes. Hvad vi står tilbage med er to-strofede digte, som fortæller om livet blandt dyr, og hvor læseren selv ud af det todelte forløb skal afkode budskabet:

"Paa Vinduet banker det: „tik tik!
Aa, luk mig op et Øieblik!
Det sneer, og Blæsten er skarp og fæl,
Jeg er saa sulten og fryser ihjel.
I kjære Venner! Luk op; jeg ret
Saa artig være vil og net.”

De slap ham ind i den bittre Nød;
Han søgte sig mangen Krumme Brød,
Og havde det godt i den lune Stue.
Men knap kom Vaaren og Solens Lue,
Sad han med Sorg ved Vindvets Rude;
Da aabned de for ham, og vips! Var han ude.
"

Moralen kan her være, at utak er verdens løn, for så snart fuglen har fået tilfredsstillet sine behov, og den ikke længere har brug for familien, stikker den af. Men moralen kan også være, at fuglen lever på sine, dvs. naturens, betingelser, og at vi som mennesker må leve med dette og så blot glædes over, at vi kunne hjælpe en stund.

 Blandt fablerne i Johann Wilhelm Heys Halvhundrede Fabler for Børn fra 1834 er den meget typiske „Hesten og Føllet”. Den består af to sekslinjede strofer, hvor den første strofe er dialogisk og den anden samler op. Bemærk, at moralen modsat tidligere i fabelgenren ikke er så udtalt. På den anden side kan læseren ikke være i tvivl om, at hvis man som barn får lov til frit at røre sig med „lystigt sind”, så bliver man en bedre arbejdskraft i fremtiden.

Blandt fablerne i Johann Wilhelm Heys Halvhundrede Fabler for Børn fra 1834 er den meget typiske „Hesten og Føllet”. Den består af to sekslinjede strofer, hvor den første strofe er dialogisk og den anden samler op. Bemærk, at moralen modsat tidligere i fabelgenren ikke er så udtalt. På den anden side kan læseren ikke være i tvivl om, at hvis man som barn får lov til frit at røre sig med „lystigt sind”, så bliver man en bedre arbejdskraft i fremtiden.

Heys form er ganske enkel. Fablernes to strofer består hver af seks linjer, udformet som knittelvers, sådan som de kendes fra middelalderens folkedigtning, dvs. med parrim og fire metriske tryk i hver linje, og sådan at antallet af tryksvage stavelser kan være meget forskelligt. Strofe 1 tegner et billede af en situation, oftest i dialogform, hvorefter fortælleren træder ind i strofe 2 og runder af. Det var i øvrigt en form, som Hey blev kritiseret for både i samtiden og senere, bl.a. skriver den tyske børnelitteraturhistoriker Hermann Köster i 1906, at „die zweite Strophe bietet gewöhnlich eine mette Wiederholung oder eine unnotige Weiterführung, im besten Fall ein Ausklingen des ersten Gedanken”. Med andre ord: Strofe 2 er overflødig.

Tilbage i Heys fabler står i virkeligheden blot en fortælling fra dyreverdenen, og det overordnede formål synes at være at skabe forståelse for dyrenes liv, for dem kan vi lære meget af, sådan som H.V. Kaalund senere skriver i indledningsdigtet til sin Hey-inspirerede fabelsamling, som skal vise sig at blive den mest overlevelsesdygtige i Danmark, nemlig Fabler for Børn fra 1845 (se H.V. Kaalund).

Stemningen i Heys fabler er først af alt godmodig og gennemstrømmet af en naiv religiøsitet. Her er ingen trusler om straf og fortabelse. Et eksempel herpå fra slutningen af „Vandringsmanden og Lærken”, hvor det om de to figurer lyder:

"Og alt som den høit i Luften sang,
Og alt som han gik med munter Gang,
Saa liflig klar ned til de To
Den kjære Sol fra Himlen loe.
Og Herren, som hist i Himlen boer,
Med Naade hørte deres Takkechor.
"

Det er den samme fortrøstningsfulde stemning og religiøsitet, som gennemstrømmer Ingemanns morgensange fra 1837.

Når det her siges, at Heys fabler blot bliver til små historier om en dyreverden, vi kan lære noget af, og som vi frem for alt skal værne om og vise respekt, så skal det understreges, at det ikke er den samlede dyreverden, der er tale om, og det bliver det heller ikke hos Kaalund. For væk er de æsopiske løver og andre vilde dyr. Tilbage er de fredsommelige husdyr, der er at betragte som én stor familie – eller som til forveksling ligner en sådan, bl.a. med et nært forhold mellem forældre og børn. Meget længere væk end den nærmeste omegn med dens „vilde” fugle, harer og ræve kommer vi ikke, og så er ræven endda lige vild nok. Det er i sandhed et biedermeierunivers.

Man kan, som jeg her har gjort det, nøgternt konstatere, at fabelgenren hen mod midten af 1800-tallet udtyndes, skifter karakter og som stiltræk glider ind i andre genrer. Men man kan også mere dramatisk sige, at fabelgenren degenerer, fordi den bliver påført et krav om pænhed, i og med at dens klare allegoriske egenart underbetones. Der er langt fra Steinhöwels frodigt vulgære og set med tidens øjne kontroversielle Æsop-gendigtninger fra 1500-tallet med direkte brod vendt mod magthaverne til Heys og Kaalunds sirligt skitserede dyreuniverser her i midten af 1800-tallet.

Det skal tilføjes, at nogle forfattere senere i 1800-tallet holder fast i den mere klassiske, rimede fabel med morale, bl.a. Christian Richardt, men netop han skriver også en del af de nævnte næsten morale- og pointeløse versificerede dyrefortællinger med fabelreminiscenser. Vi finder dem i opsamlingsværket Dyrebilleder fra 1909, bl.a. „Drengen og Soen” med dens ironiske fatalisme, der var ganske typisk for genren og ikke mindre typisk for biedermeiertiden.

Noter

Dansk Folkeblad fra 1836 finder man ud over „Det er Dig, Fabelen sigter til!” også H.C. Andersen-eventyret „Hans og Grethe”, som dog ikke har noget med det berømte folkeeventyr at gøre.

Læs mere om Heys fabler i Inger Simonsens Den danske Børnebog i det 19. Aarhundrede (1942), s. 43ff. Eksempler på Heys fabler findes i antologien Digt og Klogskab (2003). Om fabler i 1800-tallet kan også læses i V. Stybes I dyreham (1975).

Herman Koster-citatet stammer fra Geschichte der deutschen Jugendliteratur (1906).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fablen i Historien om børnelitteratur, 2006, Branner og Korch. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307945